Dansk
Gamereactor
Serieanmeldelser
Resident Evil: Infinite Darkness

Vi anmelder Resident Evil: Infinite Darkness

Monstrene skræmmer ikke rigtigt, men det er der til gengæld så meget andet, der gør i den nye Netflix-serie.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Resident Evil: Infinite skræmmer, men ikke på den måde man kunne forvente. Frådende zombier, en dødbringende virus og selv krigens rædsler har vi alt sammen set mange gange før; seriens hyperrealistiske CGI-animationsstil langt sjældnere. Det er her dybt inde i the uncanny valley, hvor alt på engang er velkendt og fremmede. Svigter internetforbindelsen for en stund, eller er brillerne fedtede, ligner det næsten den ægte vare. Selv i nærbillede ser ansigterne næsten for ægte ud med realistiske skægstubbe, små rynker og andre detaljer. Det er ganske imponerende om end, bevægelserne til tider bliver lidt lovligt stive.

HQ

Skræmmende tæt på virkeligheden kan man også kaldet seriens plot. Noget man aldrig troede, man skulle sige om et Resident Evil-spil med tanke på "Jill Sandwich" eller Chris Redfield i boksekamp mod en kampesten. Det starter alt sammen med at Det Hvide Hus bliver angrebet af frådende zombier. Herefter er det op til veteranen Leon Kennedy samt agenterne Shen Mei og Jason at finde udbruddets kilde, og det viser sig hurtigt, at sagen er langt mere kompliceret end først antaget. Samtidig følger vi Claire Redfield, der falder over en skjult konspiration i forbindelse med en række tragiske begivenheder i landet Penamstan (Afghanistan). Handlingen udspiller sig i 2006 (mellem Resident Evil 4 og 5). Men de trusler, Leon Kennedy og de andre karakterer står over for, virker inspireret af helt friske begivenheder.

Hacking, biologiske våben, mislykkede krigseventyr, konspirationer på regeringsplan. Mistanken falder (som det lidt for ofte er tilfældet i disse tider) straks på Kina, men ligesom med et kompas begynder nålen pludselig at pege i helt andre retninger, desto tættere karakteren kommer på Vestens magnetiske modpol. Snart ved man slet ikke, hvem man kan stole på. "It starts with fear," fortæller krigsveteranen Jason, inden han kaster sig ud i en ildevarslende filosofisk monolog, der indkapsler plottets centrale præmis: At frygt ikke blot er et menneskeligt grundvilkår, men også et politisk værktøj, der med stor effekt kan bruges til at retfærdiggøre forbrydelser og dække over særinteresser. Sjældent har Resident Evil-seriens fascination af korruption, medicinalindustrien og konspirationer resoneret med en sådan kraft, som i vores usikre tider.

Resident Evil: Infinite Darkness

Med fire afsnit af hver 30 minutter kan det undre, man har valgt serieformaet og ikke bare lavet en to timer lang film. Men det giver mening, når man først ser de enkelte afsnit. Spændende, tætpakkede og intense, opbygger de deres spændingskurve med matematisk præcision. Det starter stille ud med lidt eksposition. Så dukker små ildevarslende tegn op i kanten af skærmen, og ligesom når det går opad på rutsjebanen i Tivoli, så ved man, at noget godt er på vej. I afsnittenes sidste tredjedel får vi aktion for alle pengene, plottet snor sig til side og side, og så rundes det hele af med en solid cliffhanger.

Dette er en annonce:

Kommer man til serien udelukkende for actionscener og skræmmende monstre, bliver man nok en smule skuffet. Men de monstre, vi trods alt serveres, er alle herligt klamme, altid lige med et par kropsdele eller to for meget. Og så drypper de nærmest af indvolde. På et tidspunkt fik jeg endda ubehagelige flashbacks til en rigtig uheldig omgang kebab, og det er lige præcist, hvad sådanne monstre skal fremkalde. Uhyggeligt bliver det dog desværre aldrig rigtigt på trods af et solidt kameraarbejde. En let rysten giver skaber en autentisk fornemmelse, uden at det bliver en dogmefilm, og så rykker vi ofte helt op i hovedet på karaktererne, mens de bevæger sig fremad.

Seriens største svaghed er i virkeligheden, at producenterne bliver for ambitiøse, og vil for meget på for kort tid. Forholdene mellem karakkerne underbygges ikke rigtigt, det ambitiøse plot rulles for hurtigt ud, og der levnes ikke nok plads til gys og gru. I seriens sidste afsnit spurter Leon Kennedy rundt, og det er klart, for der er meget, der skal nås, for at få alle trådene til at gå op. Serien kunne sagtens tåle at være dobbelt så lang, nu da den i forvejen er så spændende. Der er også lidt for mange flashbacks, om end de nok skal illustrere, at krigens rædsler glemmer man ikke lige sådan.

Et par skønhedsfejl i forhold til animationen og lidt undervældende gyserelementer trækker ned. Men i sidste ende kan Resident Evil: Infinite Darkness anbefales, ikke blot til fans af serien, men til alle der holder af horror og politiske thrillers. Det er selvsagt begrænset, hvor nuanceret det kan blive på cirka to timer, men serien finder en god balance mellem spænding, gys og aktion og leverer (som de bedste gysere) en historie, du ikke glemmer i samme sekund, som skærmen slukkes.

Resident Evil: Infinite Darkness
Dette er en annonce:
08 Gamereactor Danmark
8 / 10
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold