Vi anmelder hele Falcon and the Winter Soldier-sæsonen

Selvom Falcon and the Winter Soldier så sandelig er flashy, eksplosiv og til tider sågar direkte pompøs, så kan man også let argumentere for, at serien blev designet som en slags undskyldning for at dykke dybere ned i de to titulære karakterer, som begge har været tvunget til at sidde på bagsædet for at give plads til mere ikoniske helte, såsom Iron Man og Thor.

Selve kernekonceptet hvor Disney+ benyttes til at servere os mere personlige historier om de helte som filmene har været nødt til at efterlade på en måde, giver enormt meget mening. Og i de fleste tilfælde leverer serien på det løfte, og skubber os tættere end nogensinde før på både Sam Wilson og Bucky Barnes, og giver dem motivationer, håb og frygt, som skaber afgørende tilknytning.

Så som en samlet narrativ øvelse er Falcon and the Winter Soldier på mange måder en succes, og forhåbentlig én som Disney vil vende tilbage til og udvide i fremtidige sæsoner. Men jeg er bange for at dette virkelig ikke er hele historien, da der er adskillige afgørende bestanddele, øjeblikke og selv ideer som showet ikke rigtig har kapaciteten til at realisere på nogen som helst form for tilfredsstillende måde. Og det forhindrer faktisk det hele i at være en ellers helt og holden effektiv eksekvering, desværre.

Allerførst har showet, spredt ud over sine i alt seks episoder, haft en tendens til at introducere karakterer, som enten ikke skaber nogen synderlig påvirkning af det centrale plot, eller simpelthen ikke er interessante nok til at kommandere seerens opmærksomhed. Hvorimod den centrale trio bestående af Wyatt Russels John Walker, Sebastian Stans Bucky Barnes og Anthony Mackies Sam Wilson alle er spændende, dybe og velportrætterede karakterer, så er der bare så meget spildt potentiale i det bredere galleri.

Daniel Brühls Baron Zemo er ikke just lige så smart brugt som man ellers først kunne have antaget, og ender faktisk med at tilføje meget lidt til den samlede historie. Naturligvis er der en række vigtige øjeblikke, særligt i den sidste del af sæsonen, hvor Brühls talenter skinner igennem, men det materiale, og den skærmtid, han får er simpelthen ikke nok til at etablere nogen form for tilknytning. Det samme kan siges for Sharon Carter, der godt nok etableres som en tvivlsom anti-helt, men heller ej tilføjer noget mindeværdigt, eller narrativt afgørende. Og det samme kan også siges om Wakandas elitehold Dora Milaje ledt af Ayo, eller Georges St-Pierres Bartroc, eller sågar skurken Karli Morgenthau spillet af Erin Kellyman.

Og nu hvor vi er ved hende. Flag Smasher-gruppen er faktisk ikke direkte dårlige skurke, og gruppens sammensætning, motivation og ståsted passer faktisk ind i den internationale espionage-stil som showet går efter. Det grå felt de opererer i er desuden også spændende i starten, men problemet er at Morgenthau lynhurtigt bliver til bare endnu en tegneserieskurk, endnu en grandios terrorist med en mission om at "forene verden", bare hvor uskyldige skal dø i processen. Det er set før, og bedre, selv i MCU.

Det hele ender bare til tider med at føles lidt tamt, som om at lidt for mange kokke har forsøgt at forbedre en ellers relativt simpel ret, der i første omgang var helt og aldeles acceptabel, men nu smager af lidt af det hele. Den næstsidste episode ender faktisk med at bruge masser af tid på klichéprægede montager, og på at se karaktererne fikse Sams båd. I 30 minutter. I en serie der er bare seks episoder lang.

Serien er dog solidt sammensat, det kan man ikke tage fra den, og de afgørende øjeblikke som Stan, Mackie og Russel står for er følte, velkonstruerede og flot udført, og det er altså nok til at sikre en følelsesmæssig tilknytning, og at man lytter ordentligt efter. Som jeg sagde før; specifikt som karakterhistorie, der fokuserer på de her specifikke helte, så fungerer showet godt. Men der er bare alt for meget distraherende larm omkring den her ellers velfungerende kerne.

Det der med larmen, den inkonsekvente brug af karakterer, det ville alt sammen være lidt mere tåleligt, hvis showet havde været bare lidt længere. Hvis Disney havde gået efter en samlet længde på enten 10, eller måske 12, episoder, så havde der været mere tid til at puste ud, og etablere de afgørende motivationer for nogle af de her ellers spildte karakterer. Det havde sågar været lettere at tilgive, når showet brugte sin tid uklogt. Men når der kun er seks af slagsen, og at nogle af dem er ret korte, så skal det hele være knivskarpt, og det er det ofte ikke.

Der er et direkte glimrende show i hjertet af Falcon and the Winter Soldier, et show hvor Sam og Bucky forsøger at finde sig selv, og hinanden, i en post-Cap verden, og hvor et skjold tilsølet af symbolik, følelser og minder pludselig misbruges i hænderne på en fremmed, som ikke er klar til at bære det. Og der er da også interessante spørgsmål om netop symbolikken ved Captain America-skjoldet, og hvad det betyder for den gennemsnitlige borger. Det er fascinerende materiale, materiale som showet bare ikke helt formår at gribe hårdt nok om.