Vi anmelder første afsnit af Falcon and the Winter Soldier

Stort set fra allerførste scene i Marvels Falcon and the Winter Soldier, der får premiere i morgen på Disney+, står det klart, at det her er et langt mere genkendeligt format. Det er desuden både på godt og ondt, men det er ikke til at misse, at kontrasten imellem denne, og den forgående WandaVision-serie, er enorm.

Den gode nyhed er sådan set at de to serier tilsammen beviser, at vi kan forvente en vis bredde fra Marvels banebrydende serieinitiativ, og at man godt kan nulstille sine forventninger til hvilken form disse fortællinger vil antage i løbet af de næste par år. Den dårlige er (måske), at Falcon and the Winter Soldier er næsten så genkendelig, at det grænser til det mondæne.

Ligesom WandaVision begynder fortællingen få måneder efter begivenhederne i Avengers: Endgame, og ligesom Vision og Wanda Maximoff, er livet ikke just tilbage til det normale for Falcon (eller Sam Wilson) og Winter Soldier (Bucky Barnes). Jo, de besejrede Thanos, men efter det såkaldte "Blip" er det globale samfund stadig ved at finde sig til rette, og både Sam og Bucky har særligt svært ved at finde ro. De bliver dog tvunget sammen af endnu en konflikt der truer verdensfreden, da en organisation truer med at pille yderligere ved den skrøbelige magtbalance.

Det første afsnit er forudsigeligt i dets opsætning, hvor vi introduceres for henholdsvis Falcons og Winter Soldiers respektive smådepressive tilstande post-Endgame. Dertil introduceres der lidt velkoordineret action fra begge lejre, og lidt set-up-krydderi, der i følgende afsnit nok skal udvikle sig til en global konflikt.

Pointen er sådan set, at selvom Falcon and the Winter Soldier nok legemliggører alt det mange måske er ved at være lidt trætte af ved superhelteformatet, så er det stadig velkoordineret, velkoreograferet og solidt sat sammen. Både Sebastian Stan og Anthony Mackie er troværdige, facetterede og elegante i deres præstationer her, og ligeledes leverer det omkringliggende cast også. Desuden finder afsnittet ret hurtigt et behageligt tempo, med én enkel adrenalinpumpende sekvens, for så at grave sig lidt dybere ned i karakterernes respektive livssituationer uden behov for eksplosioner.

Man kan kalde det typisk superhelteaction, men det er måske mere typisk 24 eller Jack Ryan, med international espionage, hemmelige organisationer med store planer og depressive hovedpersoner med personlige dæmoner men med modet til at gøre det rigtige. Forudsigeligt, ja, kedeligt? Nej, det ville jeg ikke sige.

Præcis hvordan det bredere cast, der faktisk slet ikke dukker op i det første afsnit, såsom Daniel Brühls Zemo og Emily VanCamps Sharon Carter, vil påvirke historiens balance er endnu svært at sige, og når først action-sekvenserne vil fylde mere end tidligere, bliver det så for meget?

Det er der udfordringen kommer til at ligge. For nu er det dog nok at slå fast, at Falcon and the Winter Soldier er forudsigeligt fjernsyn, som dog underholder i al sin pomp og pragt, og er tilpas tilfredsstillende skruet sammen til at det let kan anbefales. Men det anbefales altså, for nu, lidt som tomme kalorier.