Vi anmelder det første afsnit af The Mandalorians anden sæson

Selvom The Mandalorian formåede at bevise at Star Wars sagtens kan fungere i serieformat, og uden lyssværd og Force-sensitive Jedi-riddere og Sith-skurke, så kan vi vist allesammen blive enige om, at den første sæson "manglede lidt på finish", som Bagedysten-dommer Marcus Grigo ville sige. Ikke at den første sæson ikke bød på solide afsnit, og en teknisk eminent præsentation, men særligt inde i midten virkede den en kende retningsløs, og ubekendt med sin destination et eller andet sted.

Den sluttede dog på et kæmpe højdepunkt, og det var her i fredags op til det første afsnit af den nye sæson at fortsætte med samme energi. Det er dog, desværre, ikke tilfældet. For det første afsnit, der nu kan streames på Disney+, er præcis lige så retningsløs som netop de afsnit i midten af første sæson.

Jo, Mando og The Child er på en rejse, den samme rejse de satte ud på i slutningen af første sæson, der forhåbentlig resulterer i at det kan returneres til sit folk, et folk der forbliver en af Star Wars-universets store gåder. Men det første led på denne rejse kender vi vist allesammen lidt for godt efterhånden, nemlig Tatooine, ja, Star Wars-universets umiddelbare midtpunkt, hvor vi sågar allerede har været adskillige gange i The Mandalorian. Her løber Mando ind i Cobb Vanth spillet af Timothy Olyphant, og han bær ikke bare dele af Boba Fetts Beskar-rustning, men også en lille del af Anakin Skywalkers Pod Racer.

Det lyder alt sammen meget godt, men problemet er at selvom alle skuespillere leverer deres ypperligste, inklusiv Olyphant, så minder det her om et klassisk "Villain of the Week"-afsnit, hvor en stor sandorm skal besejres for at de to kan komme videre på deres færd. Naturligvis er der krumninger og overraskelser, som vi ikke vil ødelægge for jer, men det korte og det lange er, at The Mandalorian ikke rigtig bryder med sin struktur eller form, og det forventede vi ellers ville være tilfældet, når nu der er et klart formål, der forbinder vores gunslinger med resten af universet.

Så det hele bliver altså bare lidt for konsekvensfrit, og minder lidt for meget om tomme kalorier, eller måske direkte tidsspild, hvis man er mere kritisk anlagt. At den anden sæson starter lidt stille og roligt ud, det gør som sådan ikke noget, men det kræver at energien vokser støt herfra, for det skal der til for at The Mandalorian føles som et show i fremgang, i stedet for i tomgang.

Naturligvis betyder det ikke at dette ikke er et TV-program af fineste skuffe, hvor hver eneste skuespillerpræstation er tilrettelagt til nær perfektion, og hvor særligt action-sekvenser, set design og tilrettelæggelse er storslået. The Mandalorian er en af de flotteste TV-serier på markedet lige nu, og det er her at Disney og holdet bag spiller med musklerne.

Desuden vender komponist Ludwig Göransson heldigvis tilbage, og leverer endnu en gang spændende, rytmisk og velsammensat musik til afsnittet. Her har de fat i den lange ende, og det er rart at se at hans musik igen spiller en afgørende rolle.

The Mandalorians anden sæson er dog kommet sløvt fra start, det kan vi ikke komme uden om, og selvom kernesøjlerne er på plads, som sikrer latent højt kvalitetsniveau, så kan vi nu tillade os at forvente mere, og mere skal der altså til.