The Boys - sæson 2

På trods af, at Marvel hverken har domineret biograferne eller samtalerne i kaffepauserne det sidste års tid, føles The Boys alligevel som et friskt pust, der renser superheltepaletten. Anden sæson udfordrer superhelteformularen og rykker vores rigide og kontrastrige grænser for, det vi forbinder med superhelte-arketypen. Sæsonen er nøjagtig lige så eksplosiv, voldelig og underholdende som forventet, men overrasker derudover positivt på flere parametre, bl.a. plot og interessante nye superheltekræfter. Alle otte afsnit er nu tilgængelige på Amazon Prime, og der er derfor ikke andet for, end at få dem binget så hurtigt som muligt. I følgende anmeldelse afholder vi os naturligvis fra andet end tematiske spoilers.

Anden sæson er en vanskelig størrelse at kvalitetssikre, og det er ofte her, hvor de fleste serier mister deres loyale fanbase. I et forsøg på at brede sin appel og ramme en større målgruppe, mister seriens skaber ofte overblik for, hvad der i første omgang tiltrak opmærksom og kærlighed fra et bestemt publikum. Dette er dog ikke tilfældet med The Boys' anden sæson. Skaberen Eric Kripke, som også er manden bag Supernatural, væver nemlig et elegant selvindeholdt plot, der både er råt, intrikat, fyldt til randen med sort humor og som konstant leverer nye twists.
På overfladen synes The Boys at tage sig selv uhyre useriøst, hvilket delvist er sandt, men langt fra er det komplette billede. Stilen minder på mange måder om en brutalisering af Supernatural, der frem for alt er triumfator i at være selvbevidst og grine af sig selv. Og det gør The Boys også fabelagtigt. Serien er hurtig til at kommentere når egne karakterer eller plot følger en vant formular, for derefter brat at stikke en kæp i hjulet eller i stedet skifte to gear op og øge intensiteten. For mens den useriøse tone let kan snyde en til at tro, at man følger en voldelig komedieserie, er undertonen altid seriøs og velovervejet. Sagt på en anden måde, tager serien alt andet end plottet dybt useriøst. Og det gør den både let at se, samtidig med, at man kan mærke kvalitetsskriveriet skinne igennem.

The Boys' anden sæson er skarpt skrevet og bevæger sig ubesværet mellem flere niveauer af underholdning. Det ene øjeblik fryder man sig over en kreativ ny superheltekraft og den næste er man opslugt af samfundsrelevante diskussioner. For at nævne et par eksempler af førstnævnte, er der eksploderende hoveder og en ny superskurk kaldet The Love Sausage, hvis navn er ubehageligt selvforklarende. Ift. dybere samfundskritik, bliver både immigration, våbenlove og skjult nazisme diskuteret, om end i overført superhelteforstand. Serien er derfor ikke kun én ting. Udover at være spækket med politiske kommentarer er den også et familie- og ungdomsdrama, med et hjerte af guld, der giver plottet dybde, varme og lader en interessere sig for karakterernes motivation og indbyrdes relationer.

The Boys er derfor mere komplekst end den gængse actionserie. Ung kærlighed, nazisme, eksploderende hoveder, brutal vold og moralsk ambiguitet. Serien introducerer hver sæson flere og flere facetter, hvilket burde være umuligt at balancere, uden noget bliver overfladisk. Men det er faktisk ikke tilfældet her. Naturligvis kunne man godt efterspørge mere karakterudvikling, qua vores tidligere anmeldelse af sæsonens tidligste episoder, men sæson 2 kommer faktisk ret godt efter det. Derudover er castingen simpelthen superb, hvilket er en enestående måde at give charme og liv til selv de mest overfladiske karakterer. For at fremhæve et par stykker, er både Karl Urban og Antony Starr uovertrufne til at gøre to ensidige og overkarikerede typer personlige og interessante, hvis ikke lige relaterbare.

The Boys bryder med både typecasting og positiv særbehandling, hvilket ses allertydeligst i castingen. Som de fleste ved, er serien baseret på en tegneserie af samme navn, udviklet af Garth Ennis og Darick Robertson. Udover plot, er en del ændret fra tegneserien, bl.a. køn og race på flere af hovedkaraktererne. Men ulig typisk 2020 politisk korrekt casting, er der ikke kun skrevet flere kvinder og minoriteter ind i rollerne. The Deep er i tegneserien afrikansk amerikaner, mens A-Train er kaukasisk. Derudover er Stormfront en mand, hvilket også Mallory og Stillwell er. Det er derfor forfriskende, at rollerne tydeligvis er endt hos de mest kompetente, fremfor personen, der bedst ligner kildematerialet eller er med til at opfylde en kvote. At der er introduceret flere kvinder, bidrager fantastisk plotmæssigt, eftersom det aktivt bliver anvendt fremfor blot at være for diversitetens skyld. Det bliver brugt i to ud af tre genderswapped roller til at danne en mere interessant relation til Homelander, der ellers er yderligere karikeret i tegneserien. Kæmpe cadeau til casting-teamet bestående af Eric Dawson, Carol Kritzer, Alex Newman, Robert J. Ulrich og Jackie Davies, der tidligere har arbejdet med American Horror Story, The Mentalist, Supernatural og Glee. De usynlige stjerner bag kameraet fortjener i dette tilfælde bestemt noget kærlighed, særligt når den rette skuespiller betyder så meget i en sådan serie.

Som nævnt er det vanskeligt at lave en vellykket efterfølger, og nærmest uden undtagelse altid en tam efterligning af en foregående succes. The Boys er dog en af undtagelserne, der både bidrager med tilpas meget nyt såvel som videreudvikler universet og karaktererne. Den føles frisk og som sin egen ting, men alligevel som en naturlig efterfølger. Stor anbefaling herfra, selvom vi desværre må vente til næste sæson før vi ser Jensen Ackles som Soldier Boy (Captain America efterligning).