Vi anmelder de første tre afsnit af The Boys - Sæson 2

2019 var et stort år for superheltefilm og The Boys var et frisk pust til en genre, der efterhånden var både uoriginal og forudsigelig. Serien foregår i et univers, hvor superhelte ikke er de velkendte godtgørende spejdere, vi kender fra Marvel og DC, men ikke et gram bedre end den almene befolkning. I The Boys er der ingen guds børn med ophævede moraler og heltekompleks at finde. Her eksisterer blot mennesker, med kræfter, som muliggør at udslette en stor del af befolkningen, såfremt lysten skulle opstå. Og det gør den overraskende ofte. Serien er brutal og giver et syn bag den figurative maske med taglinen "aldrig mød dine helte".

The Boys besvarer nemlig det oldgamle spørgsmål: hvad nu, hvis supermand var en nar? Seriens genre, der kan kaldes superheltesatire, medfører, at The Boys mildest talt låner inspiration fra de to store superhelteuniverser. Mange af superheltene virker derfor bekendte; både udseende, gimmick og superkræfter er noget vi kan genkende fra Marvel og DC og det er ofte let at se, hvilken karakter, der er nappet fra hvilket franchise. Og det er en stor del af seriens charme; alle karaktererne er nemme at genkende, og vi forstår deres omfang uden videre forklaring. Dette bidrager med et ekstra lag af humor, når en karakter kritiseres eller deres kostume bliver kommenteret. Derudover medfører genkendeligheden, at man lettere kan fokusere på superheltenes korrupte personligheder samt mindre prisværdige karaktertræk. Eksempelvis virker det dybt chokerende, når man i første sæson lærer, at den udadtil perfekte Homelander (The Boys' version af Supermand) har store morkomplekser og et fetichistisk forhold til mælk. Og det er ikke engang fordi serien som sådan kinkshamer, den er bare utroligt god til at fremstille kontrasterne mellem de superhelte vi er vant til og dem, der eksisterer i dette univers. Vi trækker ubevidst en parallel mellem den nyligt introducerede karakter og det genkendelige outfit. Så når superheltemanden gør noget upassende, virker det voldsomt for os som seere. Denne stærke kontrast er et kæmpe cadeau til Eric Kripke, der har konverteret tegneserien til TV. Kripke er måske mest kendt for Supernatural, og det kan argumenteres, at denne serie på visse tidspunkter føles som af samme ånd, om end meget, meget mørkere.

Men hvad kan der ske i løbet af tre episoder? Utroligt meget, hvis man kører samme tempo som The Boys. Et hoved, der spontant eksploderer, en hval med mavepine, en superhelt på svampe, såvel som flere nye superhelte og -skurke for bare at nævne et par enkelte eksempler. Der er nok at glæde sig til, hvis man venter på hele sæsonen er udkommet, før man starter. Sæson 2 tyder på at levere mere af det vi allerede kender, uden at bruge for meget tid på at starte langsomt ud. Men, hvis der skal dedikeres skærmtid til alle de positive ovenstående elementer, hvad må vi så undvære? De to store mangler i sæson 2 er umiddelbart karakterudvikling og dybdegående plot, som begge i stor grad er nedprioriteret. Men når det er til fordel for intense og unikke actionscener, uhyre velskreven dialog og en stor mængde superheltesatire går det nok. Derudover er det en fryd at se Karl Urban brillere som Billy Butcher og vise, at han kan meget mere end spille muskuløs hunk. Den charme hans rolle bidrager med er afgjort en af seriens stærkeste søjler.

Senere i sæsonen kan man se frem til, at Jensen Ackles (Dean i Supernatural) tilslutter sig det talentrige cast, som Soldier Boy, der er The Boys' version af Captain America. Det er svært ikke at glæde sig til at se, hvad de gør for at separere ham fra MCUs genkendelige rolle samt, hvorvidt de følger tegneserien, hvilket indebærer et lidt skævt forhold til Homelander (google dette ved egen risiko).
Den fjerde episode (ud af otte) er tilgængelig fra d. 11. september, og man kan endvidere glæde sig over, at en tredje sæson allerede er bestilt. Vi løber derfor ikke tør for voldelige superhelteaction lige foreløbigt.