Westworld - Sæson 3

Den allerførste sæson af Westworld var et stort, ja næsten afgørende øjeblik for en ny æra af fjernsynsprogrammer, det var startskuddet der beviste at tv-serier kan være lige så ambitiøse i deres struktur, lige så dyre i deres produktion og lige så imponerende i deres opsætning som selv de største spillefilm. Hvorimod serier som House of Cards og Breaking Bad let kan anses som værende den egentlige begyndelse på den her udvikling, så fortjener Jonathan Nolan og Lisa Joys imponerende designede, ikonisk visualiserede og imponerende fortalte første sæson alligevel at stå sammen med de første, de første serier der for alvor beviste, at tv-serier var på vej ind i en ny guldalder. Desuden beviste de også, at HBO var så meget mere end bare en Game of Thrones-platform.

Men så ankom den anden sæson, og få ville argumentere imod, at det meste af energien, det meste af nysgerrigheden, af mysteriet var fordampet, og at præmissen, allerede efter den første sæson, føltes træt, træg og til tider direkte kedelig. Desuden viste den anden sæson sig at være narrativt ujævn, ubalanceret fortalt, og den forsøgte febrilsk at kickstarte et nyt mysterium, der kun på overfladen lignede en billig kopi af det originale. Det var, med andre ord, en gigantisk skuffelse, og placerede seriens fremtid i fare - jo højere du flyver, jo dybere er der at falde.

Så derfor kan man let sige at denne tredje sæson har haft vægten af en verden på sine skuldre, så heldigvis valgte holdet bag at kraftigt ekspandere universets ydre grænser, de udvidede linsen, zoomede ud, og besluttede sig for at betræde ny grund, i stedet for at gentage gamle fejl, og derfor kan denne sæson let ses som en forbedring sammenlignet med den foregående, men desværre er vi bare stadig langt fra i mål.

Så lad os lige opsummere kort (og det er naturligvis umuligt her ikke at spoile noget her for dem der ikke har set den anden sæson). Dolores er undsluppet de nedbrudte, ødelagte rester af Westworld, og er nu besat af tanken om at finde en del af den virkelige verden, som tilhører hende selv og hendes art. Denne mission tager hende hele verden rundt, hvor hun til sidst løber ind i Caleb, spillet af Aaron Paul, der slutter sig til hende og hendes mission, som går ud på at bryde det moderne samfund ned, et samfund som Vincent Cassells enigmatiske karakter styrer med hård hånd. Så langt kan vi gå uden at suge luften ud af nogle af seriens narrative overraskelser, og dem bør du nu alligevel opleve selv.

Der er naturligvis et plot at følge her, men det lader til at hovedmissionen for folkene bag Westworld har været at udvide horisonterne, og vise seerne at der er en langt større verden udenfor grænserne af de mange Delos-forlystelsesparker, og det er præcis hvad den tredje sæson gør. Sig farvel til Westworld, for Westworld finder nu sted i... the... real... world. Tag ikke fejl, det er utrolig forfriskende at se hvordan ægte mennesker lever i denne verden, og igennem hele denne tredje sæson har instruktører, fotografer og setdesignere gjort et udsøgt stykke arbejde ud af at kreere denne utroligt dybe, spændende verden. Der er elementer af Cyberpunk, elementer af Deus Ex, elementer af Blade Runner - Westworlds kliniske noir science fiction-verden er en fryd at kigge på.

Desuden er denne sæson langt mere lineær i sin struktur, noget som de mest hårdkogte fans som jeg selv har savnet en hel del. Ja, serien er fortsat konstrueret rundt omkring overraskelser af mere eller mindre imponerende form, og selvom nogle måske anser dette som værende lidt af en kliché efterhånden, så er det samlede narrativ i den tredje sæson bare en hel del simplere, lettere at forstå og følge, og resultatet er et mere strømlinet plotforløb, og tak for det.

Begge disse aspekter er gode nyheder for en serie, der tidligere har kæmpet med at bevare fokus, og forsøgte så febrilsk at overraske dig konstant, at du netop konstant forventede at blive overrasket, til det punkt hvor man kun overfladisk følte noget for karaktererne på skærmen. Linearitet, simplicitet, disse er kvaliteter man automatisk ikke behøver at fnyse af som værende historiefortælling for de dumme, for i Westworlds tilfælde er det bare en mere effektiv måde at introducere os for et bredere univers, og give serien et mere direkte fokus. Naturligvis er alting fortsat ikke som man tror det er, det er jo Westworld, men lad os bare sige at de "overraskelser" der venter én i den sidste halvdel af sæsonen ikke rigtig lander som tiltænkt.

Men altså, er den tredje sæson så god? Noget kunne tyde på det, ikke? Flot verden, mere strømlinet narrativt fokus? Men nej, Westworld synes nu alligevel ikke helt at være klar til at smide lænkerne fra sit gamle selv, og selvom intentionen om at undgå samme hundelorte på vejen er til stede, så vader de lige lukt i dem alle alligevel. Det skal dog lige siges, at alle skuespillerne her leverer flotte præstationer, og gør så sandelig deres for at løfte materialet så meget som de kan. Ja, Evan Rachel Woods Dolores er stadig en kende for dybsindig, men alt i alt gør de hvad de kan.

Men det er bare ikke nok. Først og fremmest er der en generel balancemæssig ujævnhed i den måde det faste karaktergalleri eksponeres på. Hvorimod visse karakterer, som Dolores, Maeve og Caleb får til opgave at presse plottet frem, så er visse andre karakterer udelukkende designet til at følge efter, at spille andenviolin, at være udskiftere. Eksempelvis er Jeffrey Wrights Bernard ikke meget mere end en tilskuer, selvom hans materiale foreskriver eller indikerer at han spiller en afgørende rolle. Ligeledes er Ed Harris' William ikke meget mere end en cirkusklovn igennem hele sæsonen, fyldt med sprudlende replikker men uden magten til at gøre noget som helst der påvirker det bredere plot, overhovedet.

Desuden fortsætter serien med dens totale overforbrug af flashbacks til at forklare plottet, og naturligvis stemmer dette ikke overens med det nye, strømlinede fokus, så det fremstår særligt fremmed her hvor der ikke er en "maze" at løse, eller et centralt mysterium der skal optrævles. Her bruges flashbacks til at forklare karakterernes motivationer, og man skulle så tro at der ikke var behov for tung, overeksponerede dialog, men nej, det er der masser af også.

Det er ikke at sige at Westworld ikke, på relativ effektiv vis, får slæbt serien ind i en ny æra, og det sker via ekstremt flotte action-sekvenser, brilliant musik og smukke special effects. Det er positivt, tag ikke fejl af det, men desværre spøger gamle genfærd stadig inde ved selve rygraden på serien, der efterlader os med nogle ærgerlige fejltrin hist og her, som virkelig sætter sig på helhedsindtrykket. Westworld er ikke dårligt fjernsyn, faktisk er det bedre nu end det har været, men det emmer stadig af uindfriet potentiale. Vi krydser fingre for at de kommer i mål næste gang.