Vi anmelder det første afsnit af Star Trek: Picard

Jeg er langt fra en Trekkie. Jeg vil endda gå så vidt at sige, at jeg ikke er en fan franchiset. Dette er langtfra ensbetydende med, at jeg er aktiv modstander af det men nærmere, at Star Trek for mig altid har føltes som den "nørdede version" af Star Wars, hvilket virkede mere lettilgængeligt. Men eftersom kvaliteten af rumoperaen mildest talt er gået ned ad bakke de seneste år (med undtagelse af The Mandalorian) tænkte jeg, at det måske var på tide at give den anden rumgigant en chance. Så nærmest uden noget som helst kendskab til franchiset, udover popkulturelle referencer og enkelte J. J. Abrams-film i rygsækken, begav jeg mig i kast med at se første episode af Star Trek: Picard.

Selvom jeg var fristet til at lave en god omgang research (aka fem minutter på Google) forinden jeg fortærede episoden, valgte jeg at afholde mig i et forsøg på bedre at være i stand til at vurdere, hvordan den ville opfattes af en komplet nytilkommen seer. Og hertil falder første dom: Star Trek: Picard er bestemt mulig både at se og nyde uden noget kendskab til hverken Star Trek: The Next Generation eller resten af serierne eller filmene.
Star Trek: Picard er efterfølgeren til serien Star Trek: The Next Generation, som sluttede i '94 (med efterfølgende tre film). Serien bygger videre på fortællingen om titelkarakteren Jean-Luc Picard, spillet af Sir Patrick Stewart og foregår således ikke blot efterfølgende Star Trek: The Next Generation men også alt andet i franchiset. Sagt på en anden måde, er det det ældste Star Trek-universet hidtil er blevet præsenteret.

For også at tiltale Star Trek-alumnerne, skal både historien og præmissen for denne nye sæson naturligvis også adresseres. Serien starter samme sted som vi er. Der er passeret cirka 20 år siden den sidste film om Picard udkom, nemlig (box office-fiaskoen) Star Trek: Nemesis fra 2003 og både verden og Picard er stadig rystet over konsekvenserne herfra. Det er derfor en melankolsk og yderst påvirket Picard som serien omhandler, der endnu i stor grad endnu sorger Datas selvofring. Selvom Picard længe har været pensioneret og bor på sin vinplantage i Frankrig, er hans drømme stadig fyldt om Marsudryddelsen og Data, og som han siger i episoden har han ikke nydt livet siden sin pension. Han har ventet på at dø.

Det kan derfor godt lyde som om serien i stor grad har hentet genreinspiration fra Logan i 2017, og det er da også en lignende karakter Stewart spiller. Med sine 79 år bag sig, er det åbenlyst, at rollen han spiller er en mere træt og udmattet (eks)kaptajn. Dette medfører dog ikke, at han er lige så livstræt som i Logan som ovenstående citat ellers kunne tyde på. Han har i stedet ventet på et formål, hvilket første episode i stor grad tildeler ham. Men udover at vække Picard op fra sit pensionistliv, er episoden uhyre effektiv i at vække selv en uindviet seers interesse. For jeg har lyst til at se mere. Og selvom jeg ikke er blevet grebet nok til at påbegynde et bingemaraton af alt Star Trek-relateret, eller Star Trek: The Next Generations 176 episoder, glæder jeg mig bestemt til resten af serien udkommer. Og det er alligevel noget af en præsentation, at man kan være så selvindeholdt, at få folk uden tidligere kendskab til at få noget ud af serien.

Actionen i episoden er som nævnt begrænset af at have en ældre Stewart, hvis bevægelser er noget hindret. Det er ikke helt lige så slemt som at se De Niro forsøge at agere ung i The Irishman, men det leder ens tanker herhen. Heldigvis er castet suppleret af flere unge skuespillere, bl.a. ukendte Isa Briones som indtil videre gør det ret godt. Og selvom actionscenerne med hende er utroligt velkoreograferede er de samtidig ret begrænsede, hvilket er en fordel, eftersom det tvinger en som seer til i højere grad at fokusere på den fantastisk skrevne dialog og levering heraf. Hvilket vel også er et af de steder Star Trek og Star Wars typisk separeres: action og dialog. Der er ikke samme fokus på action, men i stedet er dialogerne og karaktererne mere velskrevne og rationelle. Stewart er hertil seriens absolutte højdepunkt, og enhver scene han deltager i, er en sand fornøjelse at overvære. Han formår at få enhver birolle til at virke interessant ved måden han iagtager dem og adresserer dem på. Som en vaskeægte thespian.

Skuespillet er derfor et af seriens højdepunkter, hvilket forsoner det halvforudsigelige plot. Derudover er underlægnings- og titelmusikken fantastisk, hvilket bringer hele produktionen til et højere niveau. Man kan godt forstå, at serien allerede har fået godkendt en anden sæson.
Serien er alt i alt utroligt let at gå til, selvom man intet kendskab har til franchiset. Naturligvis misser man en masse detaljer og en overflod af easter eggs, men historien er tilpas selvindeholdt såvel som kompetent til at forklare udenforstående referencer. Man behøver altså på intet tidspunkt at ty til Google. Selvfølgelig får man mere ud af den, hvis man er er en Trekkie og i mange år har teoretiseret omkring de efterfølgende hændelser fra Star Trek: Nemesis, men for os andre er den altså også værd at se. I al fald, hvis man længe har ledt efter en undskyldning for at gøre sig bekendt med universet og man bare ikke blev fanget af J. J. Abrams actionspækkede blockbusters. Jeg glæder mig til flere episoder, om end bare for at få mere Sir Patrick Stewart.