Vi anmelder de første afsnit af Willow

Jeg har faktisk fordelen af at have set Willow ret mange gange som barn. Det er ikke fordi at min familie på magisk vis benyttede klassisk 80'er fantasy som en slags rygrad i vores opdragelse, men jeg husker det som om at den var på fast rotation sammen med Indiana Jones, og muligvis også The Neverending Story.

Pointen er at jeg, til dels, selvom jeg er fra 1992, er målgruppen, når Disney beslutter sig for at invitere til kongeriget Tir Asleen endnu en gang i en ny serie på Disney+. Jeg forstår som udgangspunkt kritikken, at i stedet for at realisere verdener der endnu ikke er blevet vist på film, såsom Amazons The Wheel of Time, eller finde på noget helt nyt, så er der godt gang i den såkaldte "requel"-genre, hvor man udnytter nostalgi til at skabe bevågenhed omkring en serie eller en film på en given tjeneste.

Jeg vil dog sige, at Willow er så niche et produkt, og så obskur en verden, at mange nok vil ankomme dugfriske til den, og det de får er faktisk en ganske hæderlig fantasy-serie, der dropper beskidt brutalitet og realistisk, jordbunden dialog til fordel for noget mere romantiseret, noget mere flyvsk.

Serien foregår 20 år efter filmen, og efter at have set en grufuld spådom der igen truer den kommende dronning Elora Danans sikkerhed, så er hun blevet gemt væk af en beskyttende magisk boble. Men idet den regerende dronning Sorshas (som igen spilles af Joanne Whalley) skal en ny gruppe eventyrer begive sig udenfor den magiske barriere sammen med gode gamle Willow, som naturligvis spilles af Warwick Davis.

Sådan begynder en yderst klassisk fantasy-fortælling, der over de første par afsnit etablerer sin verden med et naivt glimt i øjet, humoristisk dialog krydret med momentvis dysterhed. Det fungerer til dels det meste af vejen, og står i skærende kontrast til eksempelvis House of the Dragons fundamentalt og diametrale anderledes fortolkning af fantasy.

Serien er velspillet meget af tiden, og særligt Davis giver den alt hvad han har med glimrende resultater. Det er ikke alle fra det yngre cast der leverer i samme kaliber, og selvom at særligt Erin Kellyman og Ruby Cruz er glimrende som Jade og Kit, så er der også skuffelser at finde hist og her, såsom Ellie Bambers Dove.

Men det er måske mest afgørende igen at slå fast, at Willows håbefulde og 90'er-agtige tone måske vil virke en kende for naiv for nogle, men elsker man stoiske fortællinger hvor det onde i sandhed er ondt, og hvor relativt simple tematikker hersker, ja så kan Willow noget.

Men selv med de briller på er der øjeblikke hvor særligt påtrængende humor og letfordøjelig dialog kan virke distraherende. Der er sågar øjeblikke, hvor man ville ønske at Willow gik planken mere ud, og endte med enten at tillade at mere mørke krøb ind i seriens centrale narrativ, ja enten det ellers gå i den helt anden retning.

Men alt i alt er Willow en positiv overraskelse, og uden tvivl et kig værd hvis man er til genren.