Vi anmelder hele første sæson af Andor

Jeg kunne nu ret godt lide Star Wars: Rogue One. Rent tematisk var det et bevis på at Star Wars virkelig kunne leve uden Jedi-indblanden, og samtidig var den et vidne om at disse film ikke behøver at være direkte forbundne med hinanden i trilogier.

Samtidig bliver jeg nødt til at indrømme, at det aktivt generede mig mens jeg så den, så storslået som den nu var, at Disney insiterer så hårdhændet på de her prequel-sequel-prequels, som presser historier ind imellem andre historier, som i forvejen selv eksisterer klemt inde imellem andre handlingsforløb. De har så aktivt begrænset deres eget spillerum, at man som seer sidder og føler noget af glæden blive suget ud af en. Og hvorfor? Jo, i Rogue Ones tilfælde endte det lidt i den her apatiske konstruktion; "Det her er super sejt, men jeg ved godt hvordan den her historie både begynder og ender".

Jeg ved at plantegningen til Dødsstjernen i rebellernes hænder, jeg ved at den fejl i sikkerhed bliver imperiets fald, jeg ved alt om den her periode af Star Wars-fortællingen, så derfor bliver noget af det spændende, af det nye, af det ukendte, lidt frarøvet en, selv hvis dygtige manuskriptforfattere og instruktører formår at skabe innovative narrativer, så er de indespærret i det fængsel der er "det kendte".

Hvorfor bruger jeg tid på det her? Jo, jeg bruger tid på det så du forstå hvor lave mine forventninger til Andor-serien var. Den er snævert klemt inde før Rogue One, og fortæller en historie om det galaktiske imperiums storhedstid, der dog baner vejen for de første små tegn på koordineret oprør. Det er så begrænset en fortælling, at jeg simpelthen sagde til mig selv; "nu er det nok - nu må Disney skubbe den her fortælling fremad".

Derfor kom jeg sent til fadet, men må ærligt indrømme at selvom at den samme centrale anke fortsat bør ytres, så har skaber Tony Gilroy, der blandt andet har stået bag den mesterlige Michael Clayton, skabt en vidunderlig historie, der bør opleves af alle med hang til hæsblæsende fortælling - Star Wars-fans eller ej.

Andor fortæller historien om Cassian Andor, en karakter vi introduceres for i Rogue One, og det er den klassiske Hollywood-fortælling med følgende kalkule: "hey, kan du huske karakter X? Han vej sej, ikke? Har du ikke undret dig over hvordan han blev sådan?" Det er sådan mange ringe prequels er blevet til, men Andor gør dem alle til skamme ved at fortælle en nærværende, inspirerende og stemningspræget historie.

På en måde har det lidt tilfælles med The Hunger Games i den forstand, at selvom at det er sci-fi, og at spillereglerne er anderledes, så er den centrale tematik den samme - det handler om at se hvordan et regimes hovmod begynder at krakelere, og hvordan et oprør opstår fra det allerførste øjebliks trodsighed. Du synes sikkert at parallellen til Hunger Games er grinagtig - fint, jeg forstår godt hele YA-hadet, men de er ret gode. Prøv at se, eller gense, dem.

Tony Gilroy er ikke bare god til at afvikle mere subtil dialog, han er god til at skabe troværdige, jordbundne narrativer. Det lyder ikke direkte foreneligt med noget så flyvsk som Star Wars, men det hele er utrolig jordnært det meste af tiden. Der er ingen lyssværd, ordet "Jedi" eller "Sith" nævnes ikke én eneste gang. Det her handler om den almindelige borgers individuelle kamp for at bevare håbet i en tid der virkelige ikke kalder på det.
Serien er både flot, indeholder utrolig smuk musik hele vejen igennem, og tog mig for alvor på sengen. Du bør give den et kig, virkelig.