Vi anmelder de første to afsnit af The Lord of the Rings: The Rings of Power

Tillad mig for at starte den her anmeldelse af de to første episoder af Amazons The Lord of the Rings: The Rings of Power på en lidt anderledes måde end traditionerne måske ellers foreskriver. For ja, måske er det en kende for subjektivt, for gonzo, og siden jeg er den eneste i Gamereactor-netværket der har haft adgang til de første to episoder, så er det måske direkte synd for de redaktører der ønsker at bringe en anmeldelse i dag, men er tvunget til at bruge min, så kontroversiel og specifik auraen omkring serien er blevet selv inden den overhovedet har fået premiere. For ser du, The Rings of Power er allerede notorisk, allerede kontroversiel, allerede hadet af tilsyneladende mange, som anser det som værende antitesen til alt der er godt og grønt på vores favre klode, primært grundet nogle af de friheder det kreative hold bag har taget sig, og som tilsyneladende ikke stemmer helt direkte overens med nogle af de mere præcise beskrivelser af det univers Tolkien begyndte at forme for over 80 år siden.

Der er eksempelvis en kvindelig dværg der ikke har et skæg, til trods for at Tolkien specifikt beskrev kvindelige dværge som værende svære at adskille fra mændene. Hun er i øvrigt også sort, som altid leder til livlig debat, for hvordan kan det her fiktive væsen overhovedet være det? Der er i øvrigt også en elver, Arondir, som spilles af en sort skuespiller, og også det har ledt til ophedede diskussioner blandt Tolkien-aficionadoer. Galadriel er i øvrigt, om ikke andet i denne relativt tidlige fase af hendes liv, en brav kriger, og som jager rygtet om Saurons eksistens tværs over kontinentet. Der er desuden også lidt debat om Harfoot-racens geografiske og periodemæssige placering - I ved hvad jeg taler om, og der er sikkert et utal af bittesmå minutiøse detaljer fra de diverse trailere jeg enten ikke er stødt på, eller bevidst udlader her.

Så lad mig starte med at sige, at jeg ikke anser det som værende en iboende eller central fejl at en kvindelig dværg ikke har et skæg, eller at Galadriel er en kriger. Jeg betragter ikke en løsere fortolkning af kildematerialet som problematisk, og mener sagtens at man kan bibeholde 95% af Tolkiens præcise beskrivelse af det her univers, og samtidig bevare sjælen, essensen. Respekt for kildematerialet er ikke nødvendigvis, i min optik, at sørge for at hver eneste detalje, karakter eller vista er præcist designet efter præcise anvisninger. Det er i øvrigt ikke helt lige så interessant at få en 1/1-rendering af den samme historie serveret på et fad alligevel, og til en vis grad bør kreative sjæle give sig selv pladsen til at fortolke kildematerialet, og bruge de her rammer til at skabe noget unikt. Det var præcis hvad Peter Jackson gjorde, og det betragtes bredt som en af de mest succesfulde filmtrilogier nogensinde, men modsat modtog han også vrede fra netop Tolkiens efterkommere, der så trilogien som sensationalistisk, simplificeret og fejlfortolket. Minder det jer om noget?

Selv tre lange paragraffer som dem du finder ovenover er sikkert ikke nok alligevel, men jeg tænkte nu at forsøge at komme alt det her i forkøbet. Så lad mig slutte af med at sige, at jeg ikke bestemte mig inden om hvorvidt jeg enten kunne lide, eller ikke lide, The Rings of Power. Jeg deltog ikke i den løbende giftige debat om hvad der bliver anskuet som kunstigt indsat kønspolitik (som i øvrigt er åndssvagt), heller ej løb jeg til seriens, eller Amazons, forsvar. Jeg manede til ro, og slog fast overfor dem jeg mødte på min vej at serien bør bedømmes på dens egne præmisser. Jeg gik, uden at trutte i eget horn, ind med et åbent sind, og et blankt kanvas.

Okay, kan vi starte med anmeldelsen nu?

The Lord of the Rings: The Rings of Power finder sted i Tolkiens anden tidsalder, eller "The Second Age" om man vil, der omkranses af to centrale begivenheder, nemlig den korrupte Valar Morgoths endelige fald, som bredt betragtes som værende den største skurkeskikkelse i Tolkiens univers, og som afsluttes ved at Isildur kapper hånden af Sauron under "The Last Alliance", og som så markerer begyndelsen på The Third Age, som Jacksons to trilogier handler om.

Morgoth er blevet besejret, og særligt elverne higer nu efter velfortjent fred og hvile efter århundreder med tilsyneladende endeløs død og ødelæggelse. Middle-Earth er, for nu, fredelig, og kan slikke sine sår. Men bag det her tynde slør, den her illusion, venter et nyt mørke, og det bliver løbende gjort tydeligt for seriens relativt brede cast, at den ondskab de har stået overfor så længe ikke er væk, men snarere bare gemmer sig, og venter på en mulighed til at igen sprede sig.

Det her er mildest talt et fantastisk tapet, et detaljerigt kanvas som gør det en del lettere at både forme en unik identitet der ikke direkte har noget med Jacksons verden at gøre, men som samtidig kan bibeholde noget af det samme filmsprog, den samme form, den samme ramme, som gjorde hans film (eller tre af dem i hvert fald) så uforglemmelige. Der er genkendelige ansigter, mest af alt grundet den gennemsnitlige elvers lange levetid, så vi møder yngre versioner af Galadriel, Elrond og selv Gil-Galad (som vi kun momentvis møder i begyndelsen af The Fellowship of the Ring. Vi møder desuden også Elendil (der er Númenórean og derfor også lever en del længere), og hans søn Isildur, som vi ved kommer til at spille en afgørende rolle i slutningen af tidsalderen. Der er også nye karakterer, eller om ikke andet nye for dem der ikke har læst samtlige af Tolkiens værker, såsom elversmeden Celebrimbor (som du måske husker fra Monoliths spil), Arondir og Halbrand.

Det er et stort ensemble, som minder en hel del om det man eksempelvis støder på i Game of Thrones, hvor fokusset kastes frem og tilbage fra den ene afkrog af Middle-Earth til den anden, og som giver løbende indblik i hver af disse karakterers unikke omstændigheder. Det fungerer godt, og selvom at den første episode er lettere tung i ekspositionen, så etableres der hurtigt et ret afmålt tempo der tillader publikummet både at absorbere verdenens absolutte storhed, samtidig med at der er pusterum til at fordøje.

Faktisk, hvis jeg skal være helt ærlig, så fungerer det hele ret godt det meste af tiden. Hver eneste skuespiller og skuespillerinde gør sit absolut bedste her, og deres relativt ukendte status betyder samtidig at de hver især er et blankt kanvas, som tillader en frihed i fortolkningen. Dialogen er kitsch og pompøs, som det hører sig til i en episk fantasy-storfortælling, og derudover så er det så uendeligt forfriskende at se serien tro så ihærdigt på sin egen præmis. Der er ingen "bathos", ingen underminerende quippy humor, eller selvreferentielle tilbagekald. Folkene bag elsker Tolkien, og mener i hver eneste scene at du bør gøre det samme, og i en verden domineret af superheltefilm der konstant bruger humor til at underminere... ja, sig selv, så er det rart at det ikke er tilfældet her. The Rings of Power tager sig selv seriøst, og tager Tolkiens verden seriøst, selvom at de tager sig kunstneriske friheder samtidig.

Og naturligvis er serien gudesmuk hele tiden også. Som i at det uden tvivl er de flotteste to afsnit af en tv-serie jeg nogensinde har set. Sådan skal det også være med det her budget, men du kan se de penge på skærmen hele tiden, det kan du virkelig. Selvom der er CG, som der i øvrigt også var i Peter Jacksons trilogi, så føles effekterne mere håndgribelige, mere fysiske. Hver scene, hver eneste backdrop, føles ægte, slidt og naturligt i stedet for kunstigt iscenesat. Det skyldes måske at udover de gigantiske vandfald og smukke hvide byer, så har holdet bag tydeligvis leget med kontrast, med lys og med farver.

Og så er der Bear McCrearys storladne score, som er fantastisk. Som i virkelig, virkelig fantastisk. Der er nik i retning af Howard Shores ikoniske toner hist og her, men samtidig former hver eneste stykke sin egen unikke identitet, og alligevel føles det her så naturligt, at det på en eller anden måde altid har været der.

Naturligvis er der fejl og mangler, der er der altid. Den første episode er som sagt lettere tung på ekspositionen, og falder lidt i det hul det rent narrativt kan være at "tell rather than show", og hvorimod Harfoot-klanen er en sjov tilføjelse og særligt Nori, så er det endnu et mysterie hvilken rolle de, og hun, vil spille i den bredere fortælling, som snebolden begynder at rulle sig større og større.

De første to afsnit er ikke perfekte, nej, men de er dog glimrende i min optik; og vigtigst alt så føltes det for mig som at komme hjem. Jeg så den originale trilogi i Stege Bio på Møn, og vil altid huske køreturen tilbage til vores gård i aftenens mulm og mørke fuldstændig bjergtaget med filmenes skala, detaljegrad og storhed. Jeg var bare 10 år dengang, og siden da har jeg set de tre film med venner, med kærester, med familie, og jeg tror ikke det er en overdrivelse at sige at de formede min kærlighed til fiktive universer, og fik mig ind på den løbebane jeg er på nu. Fra det allerførste frame af The Rings of Power, så føltes det som dengang. Det kan være McCrearys musik, New Zealands bjergtagende landskaber eller bare det faktum at serien indtil videre synes velspillet og sammensat med kærlighed og respekt for Tolkien, men lige meget hvad; så sad den i skabet hos mig. Om du føler det samme? Det er umuligt at sige.

Det er endnu for tidligt at sige om serien kan bibeholde det her momentum, men indtil videre er vi kommet flyvende fra start. Synes jeg.