Vi anmelder hele den første sæson af Halo

Efter det første afsnit af Paramounts længe ventede Halo-serie så det ikke bare ud som om at Spielberg og resten af rødderne, der har kæmpet med en værdig fortolkning af Bungies ekspansive univers, havde misforstået kildematerialet, men at der hverken var budget eller respekt nok til at det her ville være værd at følge med i.

Men så skete der noget, og lidt efter lidt formåede serien ikke bare slette minderne om de første fodfejl fra det premiereafsnittet, men faktisk ender serien med en af de mest interessante afvigelser fra kildematerialet jeg nok nogensinde har set, og faktisk er det ikke en kritik, men en ret signifikant ros.

For ja, Halo-serien er markant anderledes end de spil der har inspireret den, og man behøver ikke at se længere end Master Chief selv. Pablo Schreiber leverer i øvrigt en blændende præstation som central søjle igennem hele serien, men grunden til at jeg kan sige det er hans fortolkning af John-117 er noget helt, helt andet. Han tilbringer 95% af serien med hjelmen af, han har sex, han overreagerer og overfortolker, han mistror og misforstår. Han er, med andre ord, et menneske først og fremmest.

Det er en interessant tilgang, og noget som gør Chief unægteligt mere spændende at følge som episoderne udvikler sig. Nej, han er ikke den samme som den legendariske Steve Downes har givet os over et utal af interaktive kapitler efterhånden, men han havde aldrig fungeret alligevel, hvis netop interaktionen fjernes. Her har vi Schreiber, der giver os et følelsesmæssigt responsivt portræt, som virkelig virker.

Særligt Natascha McElhones udgave af Dr. Halsey fungerer også glimrende, og folkene bag serien, og McElhone selv, har formået at fremvise karakterens tvetydige dualitet. Faktisk ender Spartan-soldaten Kai, spillet af Kate Kennedy også med at imponere, og generelt er der stærke præstationer over hele linjen.

Der er afvigelser fra kildematerialet der lige nu ikke fungerer helt lige så godt. Eksempelvis er Chief forbundet til Halo-ringen, sammen med den mystiske Makee, igennem en slags profeti, og det synes at fjerne lidt af Chiefs appel, at han er skæbnebestemt til at finde det her galaktiske supervåben. Ligeledes synes Cortana kun i de allersidste afsnit at blive netop den fantastiske kompagnon, der har gjort spiludgaven af duoen så spændende.

Og så når vi til Kwan Ha, seriens absolut værste facet, og en karakter der nærmest truer med at bringe hele sæsonen til grunde omtrent halvvejs igennem. Skuespillerinde Yerin Ha formår hverken at holde niveau, hendes karakters mærkværdige fokus på planeten Madrigals frihed fra UNSC-kontrol synes malplaceret når nu menneskeheden er ved at finde ud af vor samlede eksistensgrundlag trues af The Covenant, og måden hun opdager sit "sande potentiale" igennem en Mad Max-lignende ørkenvandring er direkte pinlig.

Der er et helt afsnit, et helt afsnit, som kun fokuserer på Kwan Ha, og det er uden tvivl sæsonens absolut værste.

Heldigvis fylder hun, i det store billede, ikke nær så meget som de karakterer der fungerer. Chief, Halsey, Cortana, Miranda Keyes, Kai - serien afviger ret signifikant fra kildematerialet, og har derigennem sået en række frø der bliver interessante at se spire i de kommende sæsoner.
Og ja, nærmest mere end nogen anden MCU- eller Star Wars-serie, så håber jeg at Halo fortsætter, for det er ret tydeligt når man ser den, at som det hele så småt sætter i gear, så begynder brikkerne at falde på plads. Alt i alt, så ender vi med et ret positivt helhedsindtryk og midt i det hele finder vi Schreibers præstation, som er et bifald værd. Det kan ikke have været let.