Vi anmelder det første afsnit af Halo-serien

Hvorimod vi har set et utal af ringe filmatiseringer af diverse spiluniverser gennem årene, så er der små tegn på at det kraftige skydække så småt er ved at lette. Om ikke andet har både Sonic the Hedgehog, Detective Pikachu og Castlevania på Netflix alle bevist at der nu findes forfattere, producere og instruktører der er villige til at kigge lidt mere nøje på kildematerialet, før de forvandles til store blockbustere.

Særligt serier er blevet populære, og Halo kommer nærmest til at blive starten på en syndflod af IP'er, der fortolkes af Netflix, HBO og alle de andre tunge drenge i klassen. Men her har vi så Halo, en serie der har været længe undervejs, haft et ben i adskillige lejre, og generelt virket som et lidt betynget projekt i en årrække. Men nu er vi her, der er lidt over en uge til premieren, og det er blevet tid til at finde ud af, om Halo fortsætter den her lettere positive stime, eller om hvorvidt vi, igen, står med en stinker.

Først og fremmest er det vigtigt at slå fast, at Halo faktisk bryder med universets ellers ret regelrette kontinuitet. Serien står til at fortolke de samme begivenheder, men har ellers frie narrative tøjler, så specifikke begivenheder kan fremstå anderledes, karakterer kan ændres, nye trusler kan komme til, og generelt virker det som om at folkene bag serien har helt og holdent ret til at forme universet, så det passer ind i et andet format. Det er en god beslutning, for hvem gider at se en 1/1-genfortælling af den samme historie, alligevel? I stedet er Halo-serien en meget, meget anderledes fortolkning af de samme centrale karaktertræk. Der er en Halo-ring derude, Covenant er stadig en trussel mod menneskehedens sikkerhed, Dr. Halsey har stadig formet supersoldaten John-117, eller Master Chief. På den måde er alt ved det gamle, og der er ingen grund til at tro at serien fremadrettet vil smide en større kæp i hjulet end måske bare at remixe hist og her. Om ikke andet bifalder jeg modet, for det holder en lidt tættere på scenekanten, når man ikke helt er sikker på hvad der vil ske.

Vi møder Chief, Cortana, Keyes og alle de andre rødder før Reach-planetens fald, altså før Covenant-gruppen virkelig viser sig som den omfattende trussel de ender med at udgøre, og før Halo-ringene, og Forerunner-artefakter generelt, er bred, etableret viden. Det første afsnit handler perifert om Covenant, men også om menneskelige rebeller, der gør oprør imod UNSC, og det meget regelrette hierarki, og midt i det har vi Master Chief, der både udfører ordrer, men samtidig også stiller mere spørgsmålstegn til hans omgivelser, og selvsamme hierarki.

Heldigvis er det første afsnit velspillet fra start til slut, hvor særligt Natascha McElhone leverer en glimrende præstation som Halsey, der emmer af præcis den kombination af ambition og kynisme som gør karakteren så spændende. Pablo Schreiber gør også sit bedste, og leverer en tilfredsstillende præstation, selvom at hjelmen ikke kommer af (endnu). Pointen er at der er ikke nogen her der er direkte ringe, selvom at serien naturligvis har en tendens til at læne sig ind til mere sæbeoperainspireret science fiction til tider. Den slipper dog godt afsted med det i brede træk. Du ved hvad de siger; ingen Oscar-statuetter, men heller ingen Razzies.

I det hele taget er denne første episode ret god til at komme i gang, og bruger ikke alt for meget tid på at etablere regler, faktioner og baggrund, så det er ikke et absolut krav at du har dyb kendskab til universet inden. Nogen mesterlig introduktion er det ikke, men det hele er ret effektivt sat op, alt taget i betragtning.

Hvad der dog er mindre gunstigt er action-sekvenserne, og dertilhørende CG-animation. Jeg havde ikke indtryk af at hverken produktionen har været forhastet, eller at budgettet var for lille, og det tror jeg stadig ikke. Men én ting er sikkert, og det er at de action-sekvenser der er i det første afsnit, der mest af alt afvikles i starten, er ret tåkrummende. Det er så sandelig ikke fordi det objektivt at ringe opsat, men nok snarere fordi folkene bag har prøvet en række forskellige metoder for at kunne overføre adrenalinen fra spillene til scener i en tv-serie, men den overførsel fungerer ikke rigtig. Eksempelvis er der adskillige sekvenser i førsteperson, som virkelig ikke kan noget særligt, og ligeledes er de Elites Chief og kompagni er oppe imod ret skidt renderet, til det punkt hvor de ligner gamle stand-ins fra Halo 5: Guardians.

Det er naturligvis bekymrende, eftersom Covenant, og generelt effektdrevne scener må og skal være en del af en science fiction-serie som Halo, men der er ingen grund til at tage sorgerne på forskud. Action spiller en relativt lille rolle i løbet af det første afsnit, og mest af alt formår serien effektivt at sætte brikkerne på skakbrættet.

Det er lidt ujævnt det hele, og det er afgørende at serien formår at være konsekvent hele vejen igennem den første sæson, men for nu er det her ikke skrald - det er en relativt respektfuld fortolkning af Bungies (og nu 343's) storslåede univers, og der bør være nok grund til at glæde sig til de resterende episoder. Dog er jeg mest af alt bekymret for om ringe CGI og kedelige action-sekvenser gør at nogle vil betragte Halo som værende død på stedet.