Nisser (Elves) på Netflix

Det skulle i princippet slet ikke fungere, som i slet ikke. Danske Miso Film eksperimenterer med danske, eller måske snarere nordiske, nisse-myter, og har i den forbindelse skabt en miniserie i seks afsnit af bare 25 minutter, der går en stringent balancegang imellem Guillermo del Toro/Don't Be Afraid of the Dark-gys og nærmest barnagtig julekalenderstruktur. Og så er der selvfølgelig nissemonstrene, glem nu ikke dem.

Det lyder direkte bizart, som et clash af indflydelser og inspirationskilder så spraglet, at det ikke rigtig kan fungere. Men selvom at "Nisser", eller den totalt fejloversatte engelske titel "Elves", virkelig er lidt for skæv i sin struktur til virkelig at være effektiv, så er det langt fra den slow-mo togulykke man ellers kunne have frygtet.

Josefine og hendes forældre er fra byen, men vælger at tage til den semi-isolerede Årmandsø, et naturfredet område, for at fejre jul på en gård. På vejen tager de dog ikke kystvejen, men kører gennem skoven, og spotter et gigantisk elektrisk hegn, der tilsyneladende omkranser en større del af øens midte. De rammer desuden noget, der efterlader sort blod på fronten af deres blankpolerede Volvo XC90. Et mysterium begynder nu gradvist at udfolde sig, for hvad var det de ramte? Hvad er det hegnet skal holde inde? Og hvad er det beboerne på Årmandsø holder hemmeligt?

Ja, du kan næsten gætte dig selv til svaret, det er en afart nisser, men nok en mere grotesk, dyrisk og gyseragtig fortolkning, som ikke har meget konkret med højtidens ikonografi. Glem skæg, huer, små lanterne og Hobbit-agtige huler i jorden. De her nisser skal holdes bag lås og slå.

Serien holder ikke på sin hemmelighed længe, mest fordi at den samlede indholdsmængde er relativt kort. Igen; vi taler seks gange cirka 25-30 minutter - det er ikke lang tid, hvis man skal skabe et mysterium inden det er tid til suspense, så i brede træk springer serien det første trin over, og det er der faktisk ikke noget galt med. Tempoet er friskt, og de fleste hemmeligheder, intriger og klassiske "karakter A ved det her, men det gør resten af castet ikke" problematikker forløses hurtigere end normalt, som giver os mere tid til bare at nyde den bizarre opsætning.

Og tag ikke fejl - det her er bizart. Det er mest af alt bizart fordi det ikke står helt klart hvilket publikum serien henvender sig til. Jo, det er jul, og den primære karakter er de klassiske 12-13 år, og der bliver lavet musetrapper og pyntet juletræ. Ved første øjekast er det her nærmest lidt julekalenderagtigt, eller hvis ikke det så måske designet til de lidt større unger i husstanden, der synes at lidt uhygge blandet ind i alle flosklerne giver det hele lidt kant. Men det er ikke hvad det her er. Det her er lige så meget designet til børn som Krampus, eller Pan's Labyrint for den sags skyld. Præcis som Guillermo del Toro før har gjort, så tager historien udgangspunkt i en barnlig forestilling af en myte, eller noget overnaturligt, men gør så en dyd ud i at ruske dig vågen. Lad os bare sige at der ret hurtigt bliver kastet et afrevet hoved over det elektriske hegn, så ja, det er ikke for børn.

Men alligevel er dele af udpenslingen af karaktererne struktureret på en sådan måde, at man hele tiden bliver lidt forvirret. Familiesønnen Kasper skal eksempelvis flirte lidt med en indfødt, og der bliver brugt meget tid på at slå fast overfor seeren, at det er jul. Lidt ligesom en julekalender gør, ikke?

Alligevel er det her mere modig historiefortælling end så meget andet vi får serveret i juletiden, og det skal folkene bag have ros for. Desuden er den produceret ganske flot, og særligt kombinationen af CG og de tilsyneladende praktiske effekter også værd at belyse, da de får hvad der nok i virkeligheden er en serie med relativt lavt budget, til at virke meget, meget dyrere end den sikkert egentlig er.

De centrale præstationer er desuden også tilforladelige. Særligt forældrene spillet af Peder Thomas Pedersen og Lila Nobel Mehabil er direkte glimrende, og det er også dem der får serveret det mest tilfredsstillende materiale, og leverer derfor mest overbevisende. Peder Pedersen har længe været en oversat skikkelse i det danske filmbillede, men hans sorte humor og gradvise realisering af situationens alvor er fantastisk. Han er meget bedre end serien er. Resten af castet gør hvad de kan, men de rammer aldrig helt forældrenes niveau.

Nisser tager ikke alt for meget af din tid, så hvis du egentlig bare ser den for at få den set, så bliver den trods alt ikke længere end den er absolut nød til. Samtidig må jeg dog igen rose produktionsselskabet, og Netflix, for at tage en chance med en serie der forsøger at levere noget helt andet, end det vi ellers er vant til. At det så ikke rigtig virker, mest på grund af en noget rodet forståelse af hvilket slags publikum de skal appellere til, er så en anden sag.