Vi kigger nærmere på Arcanes første akt

Lad mig starte med at sige, at mit kendskab til League of Legends-universet er en kende perifert. Ikke at jeg ikke har spillet spillet, lært karaktererne at kende, og har dyrket det univers Riot Games har brugt så mange på at finpudse, det har jeg, men jeg er ikke den hårdkogte entusiast, der kan spotte samtlige "påskeæg" i baggrunden af et shot, eller forbinde en henkastet replik til noget ganske specifikt.

Men alligevel kastede jeg mig, hen over weekenden, frådende over Arcane, Riots banebrydende samarbejde med Netflix, der sammen har produceret en animeret serie, der udkommer i tre centrale dele henover de næste par uger. Jeg kan, med hævet pande, sige at Arcane ikke kræver nogen som helst form for kendskab til det bredere LoL-univers, heller ej er det et krav for at nyde hver eneste scene. Arcane handler om hvem heltene var før vi overtager styringen i spillet, og er, på mange måder, noget der skal ses som et løsrevet stykke historiefortælling - historiefortælling af bedste, bedste skuffe.

Naturligvis kræver det en affinitet til science fiction, til fantasy, og til en vis grad til klassiske superhelte "coming-of-age"-fortællinger. Det er formatet her, samtidig med at det også er en geopolitisk fortælling om to storbyer på randen af direkte krig. Vi følger søstrene Vi og Powder, der lever i den opdelte storby Piltover, et mekka for de kloge, de velhavende, de privilegerede, som står i direkte kontrast til Undercity, hvor alle de syge, de dumme, de fortabte, lever. Der er midt i de her spændinger, midt i en traditionel "powder keg"-situation at historien tager fart, og i løbet af de første par episoder bliver vi da også introduceret for relativt kendte karakterer som Jayce og Viktor, som mange sikkert kender fra spillet.

Hele pointen er sådan set, at om det er i det nære drama mellem Vi og Powder og deres familie, i det bredere sociopolitiske spil eller i fantasy-elementerne med magi, maskineri og alt derimellem, så er Arcane mesterligt fortalt. Hele opsætningen læner sig helt og holdent ind i det der "Dark Disney"-mentalitet, hvor elementer af det klassiske eventyr indgår, men som blandes med social kommentar, brutal vold og mudrede perspektiver. Der er gråzoner, der er forræderi, der er kærlighed, men det hele pakkes ind i noget ret så lavpraktisk, så det bliver aldrig lige så klichépræget som man frygter.

Solidt fortalt, og glimrende koreograferet også. Nu er det i sig selv en kliché at tale specifikt om kampscener, men Arcane er en ret... ja, kinetisk størrelse, hvor fysisk konflikt også fylder, men det ser virkelig fantastisk ud, når Vi, Powder og venner kæmper midt i et forfejlet kup, som er netop den begivenhed der puster til gløderne imellem Piltover og Undercity. Stol på mig når jer siger, at det er overbevisende, solidt sammensat og smukt accentueret af glimrende musik.

Og når ja, så er det udseendet. Gud, hvor ser Arcane dog storslået ud. Der er uden tvivl blevet draget inspiration fra Spider-Man: Into the Spider-Verse her, med både farver, der både er tegneserieinspireret, men samtidig har en tendens til at ligne en bevægelig mosaik. Kombiner det med virkelig solid ikonografi, glimrende farver og kontrast, og så har du en serie der næsten er værd at se alene på baggrund af kvaliteten af dens animation.

Jeg har kun set den første akt, som består af bare tre episoder, så der er yderligere to drop af tre tilbage. Det kan nå at gå galt, Arcane kan nå at miste grebet om sin egen fortælling, miste det spændende, dynamiske pesperktiv midt i al den pomp og pragt, og som oftest er det en del lettere for serier som Arcane at sætte op, snarere end at lukke og slukke. Men den første indikation her er at dette er blandt de bedre spilfortolkninger på et lærred du kan finde. Du kan derfor se scoren som midlertidig, eller bare som en anmeldelse af første akt. Jeg vil dog følge op, når hele serien er komplet.