The Foundation

Da David S. Goyer, manuskriptforfatter bag nogle af Hollywoods største successer, skulle pitche Apple ideen bag filmatiseringen (eller "seriematiseringen", hvis man kan sige det) af Isaac Asimovs berømte science fiction-romantrilogi, The Foundation, så beskrev han hans idé således:

"It's a 1,000-year chess game between Hari Seldon and the Empire, and all the characters in between are the pawns, but some of the pawns over the course of this saga end up becoming kings and queens."

Det er en lidt grov opsummering, men det er præcis hvad The Foundation er; en historie der strækker sig over 1000 år, og som er halv antologi og halv lineær historie. Samtidig med det foregår den i en verden hvor det pågældende imperium har koloniseret over 10,000 verdener. Det er opskriften på en dyr serie, og en hvis kildemateriale kan være en svær nød at knække.

Goyer bruger omtrent en spillefilms budget på hverandet afsnit, og tro mig, det kan ses. The Foundation har ikke Jedi-ridderne fra Star Wars, eller sandormene fra Dune - det er ikke et sci-fi univers fyldt med spektakel, så meget som det er en slags arena hvor ideer, koncepter og idelogier mødes. Det er sci-fi der bryder med hovedet, snarere end med kroppen og hjertet, og netop dette er i fokus i det allerførste afsnit. Det skal lige siges, inden vi går videre, at vi anmelder hele sæsonen, når den afsluttes.

I universets centrum finder vi Dr. Hari Seldon, spillet med gravitas af den erfarne og dygtige Jared Harris. Han betragtes som en af universets dygtigste matematikere, men begynder at bryde med det ellers universomspændende imperium, i det han tilsyneladende opfinder en måde at se ud i fremtiden på. Den fremtid han ser, eksisterer åbenbart uden selvsamme imperium, og herfra begynder den førnævnte 1000-årige skakkamp.

I bare det første afsnit besøger vi adskillige verdener, fra imperiets hjemplanet, der nærmest er Coruscant-agtig i sin urbanitet, til både Terminus i udkanten af det kendte verdensrum og den smukke Synnax. Den ene udsigt slår nærmest den anden, og fra et visuelt standpunkt er tilpas mængde variation i disse verdener til at skabe et distinkt udtryk.

Det er en smuk serie, indtil videre, og den accentueres af ret smuk musik, hvis ikke lidt generisk, af komponist Bear McCreary. I det hele taget kan man sagtens mærke det skyhøje produktionsniveau her, for det er ikke bare penge der eksploderer på skærmen, men penge der er blevet brugt på at bringe rigt kildemateriale til levende live.

Der er små knaster her, såsom en lidt klichépræget dialog til tider, hvor den ene floskel nærmest erstatter den anden. Dog med erfarne spillere i front, som netop Harris, Lee Pace som Brother Day og også Lou Llobell som Gaal Dornick, så er der rigeligt med troværdighed at tage af her.

The Foundation er en ambitiøs serie, måske mere ambitiøs end de fleste, og dette første afsnit er et solidt første skridt i den rigtige retning i forhold til etableringen af karakterer, motivationer og fremtidige beslutninger. Det er så sandelig ikke et perfekt "stykke tv", men effektivt sat op er det uden tvivl, og det bliver spændende at følge.