Star Wars: Visions

På en måde, så er Star Wars: Visions nærmest den diametrale modsætning af hvad Disney har stillet op med Star Wars-licensen indtil nu. Det der har været i centrum frem til nu har været forsigtig kontrol, og at udelukkende give det grønne lys til forsigtigt kurerede projekter, samt store investeringer i brede, mainstream-orienterede ideer. Nogle af disse må siges at have båret frugt, såsom The Mandalorian, men i forhold til udformningen af den seneste trilogi af film, ja så er Disney stadig ved at komme sig oven på den skuffelse.

Det hele er blevet forsigtigt topstyret, begrænset om man vil. Star Wars: Visions er det helt modsatte af kontrol, det er helt og holdent kaos, en antologiserie fra forskellige japanske studier, der fortæller helt forskellige og usammenhængende action-pakkede historier, hvoraf ingen passer i den traditionelle Star Wars-formular. Det er eksperimentering i sin reneste form, og symboliserer, måske, en gradvis overgivelse af den kreative styring.

Men som det som regel er med ren og skær eksperimentering, så er slutresultatet helt naturligt en blandet landhandel, og ligesom, ja eksempelvis Love, Death & Robots på Netflix, så handler det nok snarere om hvilke af de i alt ni 15-minutter lange episoder du kan lide, snarere end om hvorvidt du kan Visions som en serie, eller som et koncept.

Det siger jeg fordi at de varierer på stort set alle tænkelige måder, både i forhold til deres format, men også deres visuelle, narrative og strukturmæssige sammensætning. Faktisk er selve fortolkningen af kildemateriale anderledes hver eneste gang du trykker play. Bare de to første episoder demonstrerer det her perfekt, hvor den første er en sort/hvid Ronin-fortælling om en lille landsby der angribes af en bande anført af en Sith-fyrste, og som så udfordres af en... ja, en Ronin. Den anden episode ligner Avatar: The Last Airbender, men fortæller historien om en rockband på Tatooine, der skal spille deres livs fedeste show for at redde et af bandets medlemmer fra at blive henrettet af Jabba the Hutt - ja, du læste rigtigt. Præcis ligesom japansk anime så skiftes alt ud i Visions fra afsnit til afsnit, som ansvaret overdrages fra studie til studie, og alt varierer - hvor sjovt det er, hvor gravalvorligt, hvor trist, hvor spændende. Det er sågar svært at bedømme det som én og samlet pakke, for det her er så antologi noget overhovedet kan blive, selvom hvis det, i en vis grad om ikke andet, alt sammen er Star Wars.

Bag hver eneste af de ni fortælling dog er en ret selvsikker og bundsolid produktion. Jeg vil personligt anbefale at I med det samme skruer over på japansk stemmeskuespil, da det er med til at styrke den lidt fremmede dimension ved konceptet, men selv hvis du går med det engelske, så får du gennemført stemmeskuespil, og glimrende lyddesign. Rent visuelt er der heller ikke sparet på noget tydeligvis. Jo, helt naturligt er der nogle afsnit der imponerer mere end andre, men fælles for dem alle er at det er tydeligt at se, at de har haft masser af tid og ressourcer til at støbe deres fortælling, og deres animation. Det hele emmer af kvalitet.

Pointen er sådan set bare, at det her er så tosset som Star Wars overhovedet kan blive, og det her er nok Disneys mest kreativt udfordrende projekt siden de købte rettighederne til universet fra George Lucas, og slagtede Extended Universe stort set lige efter. Der er ikke engang centrale fælles regler for hvordan universets mest ikoniske skikkelser bør se ud; som en Stormtrooper - de ser anderledes ud hver gang.

Der er naturligvis små irritationsmomenter, det er klart, såsom at nogle episoder er lige til en korte side, og overgår, med deres 11-13 minutter nærmest til en vignette, snarere end en reel fortælling. Måske ville det have battet med en slags regel om at hver episode skulle have være mindst 25 minutter lang? Det er svært at sige, og det kan være at eksempelvis det ville kvæle noget af kreativiteten bag hvert afsnit, men jeg synes nu at nogle af dem slutter lidt før de overhovedet er gået i gang.

Selv med det in mente, så er Visions en kreativ triumf, og selvom serien så sandelig ikke er for alle, og særligt ikke dem der ryster på hovedet af anime-floskler, så er det et afgørende skridt i den rigtige retning. Det her er Disney der afgiver lidt af styretøjet til sultne og ambitiøse skabere, der aldrig haft muligheden for at arbejde med Star Wars på den her måde før. Det er i sig selv spændende nok.