Midnight Mass

Selvom alle øjne i disse dage er på instruktører som Ari Aster, Robert Eggers og særligt Jordan Peel, så er der én som vitterligt bør få mere opmærksomhed fra horror-afficionadoer - Mike Flanagan. Selvom han har en række missere i rygsækken, så lavede han en aftale med Netflix for en del år siden, og påbegyndte arbejdet på The Haunting of Hill House, en serie vi anmeldte for tre år siden, og som stadig som et af de mest helstøbte horror-værker i nyere tid.

Hvorimod opfølgeren, The Haunting of Bly Manor, var lidt tammere i sin struktur, så beviste serien stadig, at Flanagan har et unægteligt godt tag på spændende, struktureret og lagdelt manuskriptforfatning, og et godt øje for suspense og generel uhygge.

Hans næste serie, Midnight Mass, er en kende anderledes. Væk er det dystre gods, det begrænsede karaktergalleri, spøgelserne i de ældgamle vægge, og i stedet drager vi på langfart til fiskerøen Crockett Island, hvor bare lidt over 100 mennesker forsøger at tjene til dagen og vejen. Deres præst, Monsignor Pruitt, har været på pilgrimsrejse til Jerusalem, men i stedet for at vende hjem bliver han syg på vejen, og i hans sted kommer Father Paul. Samtidig med at Paul lander på den næsten dystopiske ø, så begynder der at ske ting; mirakler, såvel som tragedier, og det er op til de mere kritiske beboere at finde ud af hvad der egentlig foregår.

Hvad der følger er en række spændende problematikker, nogle mere lavpraktiske idet hundredvis af døde katte pludselig skyller i land, eller at visse beboere påstår at han set en "gigantisk mørk fugl" kredse over øen, og andre af mere teologisk natur. Serien handler både om rent gys, men løbende blandes de her fokusområder sammen med spirituelle, og menneskelige tematikker. Hvad er tro? Hvordan tilgiver man sig selv? Ekskluderer religion og kritisk tankegang automatisk hinanden? Flanagan væver et tapet bestående af kløgtige monologer, dybdegående samtaler og solide paralleller ved hjælp af hans uden tvivl bedste manuskript til dato, og selvom der nogle gange er sparet på uhyggen til fordel for ren suspense og de her hovedbrydere, så udvikler det hele sig til en diabolsk omgang i sidste ende.

Det hjælper desuden at hver eneste centrale karakter fra et ret bredt galleri giver glimrende præstationer. Rahul Kohli, som også var med i Bly Manor, er fantastisk som øens sherif, der selv kæmper med sin muslimske tro midt i hvad der ligner en kristen genopstandelse med dertilhørende mirakler. Robert Longstreet er direkte uforglemmelig som drankeren Joe Collie, og i centrum har vi Hamish Linklater som Father Paul, der bør blive fastracket til en Emmy-nominering. Subtil, troværdig, varm men samtidig helt og holdent... ja, du skal se serien for at vide hvad jeg mener.

Samtidig med det er Midnight Mass, efter Hill House, en af Netflix' uden tvivl flottest producerede serier. Jo, der er nogle få sekvenser med lidt uoverbevisende CG, men generelt set bruger Flanagan helt lavpraktiske effekter som lyssætning, tracking shots og flot kontrast. Samtidig mestrer han Kubricks trick med jumpcuts til noget nær perfektion. Resultatet er ikke de billige "jump scares" vi kender fra 90'ernes slasher-film, men glimrende spring, der giver pludselig kuldegysninger ned langs rygsøjlen.

Midnight Mass er et såkaldt "slow burn", en fortælling der kræver fordybdelse, men heller ej strækkes den alt for langt. Der er kun syv afsnit af en time, og der er tale om en "miniserie", så det er slet ikke meningen at en anden sæson skal dukke op.

Det er nok den rigtige beslutning. Én ting er dog sikkert; Flanagan har så meget styr på sin historie, sine karakterer, sin opsætning på Crockett Island, at det at se Midnight Mass er som at se et velorkestreret korthus fald i præcis den rækkefølge det blev designet til at gøre. Se den her serie, du vil ikke fortryde det.