Senua's Saga: Hellblade II

Nutidens spillandskab taget i betragtning føles det på mange måder som et lille mirakel at sidde med et spil som Senua's Saga: Hellblade II. Her er immervæk tale om en fuldstændig lineær oplevelse på 6-7 timer, hvor alt mekanisk fedt er skåret fra til fordel for en filmisk oplevelse, der er designet til at flosse nerverne og sætte sig i kroppen. Bevares, det første Hellblade var på mange måder lige så kompromisløst, men Ninja Theory's fortsættelse har tydeligvis et langt højere budget i ryggen, der produktionsmæssigt bringer det helt op blandt de AAA-titler, det ellers minder så lidt om.

Til gengæld ville jeg lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke er en smule nervøs for, hvordan det kommer til at klare sig kommercielt, for hvordan kan et spil, der strider mod så mange af tidens trends nå et publikum stort nok til at retfærdige sit budget, nu hvor Gamepass tilsyneladende ikke er så afgørende et parameter for Moder Microsoft som før? Det simple svar er selvfølgelig, at det skal være en uundgåelig oplevelse, som spredes over spilsletten med overordentlig positiv word of mouth. Om Senua's Saga: Hellblade II kan gøre det, må tiden vise, men jeg ville ikke blive chokeret, for Ninja Theory's efterfølger er så singulær, skræddersyet og personlig en oplevelse, at alle med interesse for lineære actionspil, engagerende narrativer og mytologiske fortællinger skylder sig selv at give det chancen.

En kæmpe del af æren for dette tilfalder spillets fantastiske præsentation. Ninja Theory har næsten helt fra starten af været historiefortællere helt ind til benet, og i Senua's Saga: Hellblade II tager de dette håndværk til nye højder med scener, der i koreografi og instruktion kan bide skeer med Sonys bedste studier. Og så er det flot på den helt rigtige grimme måde. Senua's Saga: Hellblade II er ganske enkelt et af de visuelt mest imponerende spil, jeg har haft fornøjelsen af at spille. Omgivelserne og karaktererne bringes til live af en uhyre høj detaljegrad, der viser hvor tæt på fotorealisme spil anno 2024 kan komme, når dygtige udviklere ikke skal rendere kæmpe, åbne verdener. Men det er den rå og beskidte art direction, der tager stikket hjem. Senua's Saga: Hellblade II får kort og godt God of War til at ligne en Marvel-film. Så mørk, uhyggelig og kroget er de sorte strande, faldefærdige landsbyer og forheksede skove, Senua bevæger sig igennem.

Billedsiden bakkes igen op af en lydside ulig noget andet i spillandskabet. Senua ledsages stadig af de to stemmer i hendes hoved, furierne, hvis råd, opbakning, advarsler og formaninger strømmer ud i høretelefonerne via den særlige optageteknik binaural audio, som skaber et overbevisende og til tider skræmmende 3D-lydbillede. Furierne er dog, som følge af Senuas udvikling i det første spil, blevet mere positive og opbakkende, hvilket faktisk er kærkomment efter deres ofte stressende og ondskabsfulde fremtoning i det første spil. De er lydsidens signatur, men resten af skuespillerne leverer ligeledes glimrende præstationer, og underlægningsmusikken kan både dundre episk og skabe spinkle strygerarrangementer, alt efter hvad situationen kalder på.

Det er på skuldrene af denne treenighed, at Ninja Theory fortæller en historie om hævn og tilgivelse, arv og miljø, og skæbne over for frit valg. Hvor Senua's Sacrifice skuede indad, vender Senua's Saga blikket ud og undersøger, om Senua kan komme videre og benytte sine evner til at hjælpe de mennesker, der har mest brug for det. Ved spillets start er hun på vej mod Island. Med vilje taget som slave af vikinger, der plyndrede hendes landsby i optakten til det første spil. Hun er der for at hævne. At stikke sit sværd i hjertet på det monster, der tog alt fra hende. Men hvad der starter som et simpelt hævnplot, udvikler sig hurtigt til en større samfundsfortælling som følge af de mennesker, hun møder på sin vej. Mennesker, der ændrer hendes perspektiv og mål.

Mytologiens store stjerner (aka guderne) må denne gang vige for en mere jordnær vikingesaga, hvor de ekstraordinære, men dog dødelige mennesker indtager hovedrollen. Dermed ikke sagt, at de overnaturlige elementer er skrevet helt ud (mere om det senere), men det Island vi møder i Senua's Saga: Hellblade II er stadig helt og holdent Midgård med al den tro og overtro, der hører med. Det er et klogt valg, fordi det yderligere positionerer spillet som den mere realistiske og naturtro udgave af tidsperioden i forhold til for eksempel God of Wars mere fantastiske behandling af mytologien. Robert Eggers' The Northman føles som et oplagt spejlingspunkt, og de to værker står smukt side om side, når det gælder afbildningen af Island under vikingetiden.

At Senua har fået fornyet fokus på det man med Frederiksenianske termer kunne kalde samfundssind, har dog ikke gjort vejen til målet ikke blevet mindre blodig end før. Faktisk excellerer Senua's Saga: Hellblade II i nogle af de mest grafisk udpenslede og velkoreograferede kampe i nyere tid. I låste én mod én dueller har du det klassiske arsenal af lette og tunge angreb, en blokering og en undvigelsesmanøvre til rådighed. Ofte skal du åbne din modstander for angreb ved at parere eller undvige, hvilket giver kampene en rytmisk kvalitet. Du er mestendels oppe mod fjender, der udelukkende benytter sig af nærkampsvåben, men nogle kaster også spyd eller økser efter dig, eller benytter en fakkel som flammekaster, hvilket kræver at du undviger til siden i stedet for bagud. Der er et hav af særlige animationer, som giver kampene et fantastisk filmisk udseende, men man kommer ikke udenom, at de flirter med det quick time event-agtige. Og selvom de Draugr og vikinger, du hugger dig igennem, ser utrolige ud, bliver de med tiden ensformige.

Kampenes noget ensformige natur er dog ikke så stort et problem, som det kunne have været, hvis ikke Ninja Theory havde benyttet dem så sparsommeligt, som det er tilfældet. Der er nemlig lange passager, hvor du enten får serveret historien eller løser relativt overkommelige puzzles. Hvad angår sidstnævnte, handler det om at manipulere virkeligheden og skifte mellem to dimensioner for enten at identificere runer i landskabet eller lokalisere magiske sten til brug i en form for alter. Når du skifter fra den ene dimension til den anden, ændrer landskabet sig, så visse ting forsvinder eller dukker op, så det gælder om at bane en vej frem ved at skifte på det rigtige tidspunkt. Det er ikke noget, der vil sætte din mentale kapacitet på overarbejde, men det er heller ikke meningen. Ninja Theory's intention lader snarere til at være at skabe lige præcis nok friktion til, at spilleren er engageret i deres fortælling.

Og det virker, for det er egentlig ikke fordi, nogen af de ting du foretager dig, i deres kerne er synderligt friske eller bemærkelsesværdige, men alt løftes af den fantastiske præsentation. I kampen mod kæmpen Ilthauga skal du således løbe fra stensøjle til stensøjle mellem bølger af ild. En klassisk disciplin jeg egentlig ikke er den store tilhænger af, men Ilthaugas skrækindjagende udseende, den helvedeshede lavastrøm der omgiver kombattanterne og det rytmiske tryk fra stortrommen, der synes at banke flammebølger afsted, gør det til en fremragende sekvens.

Visuelt har den sekvens dog intet på den kamp mod en anden kæmpe, hvor Senua nærmest bogstavelig talt kaster sig ind i orkanens øje, mens hun undgår flodbølger og faldende klipper. Det er fuldstændig overrumplende visuelt. Intet mindre.

Når Senua's Saga: Hellblade II rammer disse højdepunkter, er det umuligt ikke at hengive sig fuldstændig til Ninja Theory's dystre vision for vikingetiden. De ofte uforglemmelige scener transformerer det praktisk talt til et billeddigt, og i disse øjeblikke kunne det ikke være mere ligegyldigt, at spillets mekaniske komponenter er mere jævne og overfladiske, for det er mere en interaktiv oplevelse end et traditionelt spil. I de øjeblikke hvor magien ikke materialiserer sig, føles det til gengæld pludseligt ordinært og til tider endda kedeligt. Til alt held er det magien, der oftest indfinder sig, og derfor står Senua's Saga: Hellblade II i sidste ende som et smukt testamente over spilmediets evne til at fortælle vedkommende eventyr, hvor både øjnene, ørerne og hjertet bliver rørt. Jeg håber inderligt, at det finder et stort publikum.