Sengoku Basara: Samurai Heroes

Godt i færd med at brase gennem forsvarslinje efter forsvarslinje hører jeg min evindelige pestilens af en rådgiver kommentere den tvivlsomme kloghed i at angribe denne region. Hans monotone stemmeleje, og det utroligt upassende tidspunkt at lave den indskydning, distraherer mig længe nok til at blive omringet af snesevis af fjendens soldater. Men som jeg efterhånden har lært er det ligegyldigt om der én eller et-hundrede af de mider, få sekunder senere er jeg på farten igen.

Sengoku Basara: Samurai Heroes er et af den slags actionspil der lægger al realisme på hylden for at give spilleren en fornemmelse af næsten guddommelige egenskaber. Spillet proklamerer stolt at tusinder vil stå i vejen for din erobring og tusinder må dø. Nej, det er ikke de små armbevægelser der bliver brugt.

Der er forskellige karakterer med vidt forskellige udseende og våben der kan bruges i din mission for at forene Japan under et flag. Hævn, sejrslyst eller søgen efter magt er blot nogle af de faktorer der sender de spraglede personligheder på et blodigt togt.

Fælles for samtlige historier og perspektiver er en monumental distance fra fornuft. Til tider er afmagten over at høre på den ene dumme replik efter den anden kolossal, andre gange kan man ikke lade være med at bryde ud i grin over et eller andet uventet vanvid, der for alvor ryster posen under hvad der ellers er et forudsigeligt spil.

Ser man bort fra motiver og ambitioner, er den eneste måde at opnå dine mål som krigsfører voldige slag mod hundredevis af inkompetente soldater og et par drabelige bosser af varierende fjollethed. På overfladen kan spillet ændre sig en smule, måske skal du skynde dig langs en flod for at åbne porte for et skib eller også er det noget så simpelt som at rydde kortet for fjender, for derefter at gå i flæsket af deres leder. Men De egentlige forskelle er dog langt mere ligegyldige, og efter et par slag hvor sceneriet reelt er det eneste der ændrer sig, kan det være en kedsommelig affære.

Hvem end du favoriserer som hersker af Japan vil din karakter hurtigt stige i rang samt finde nye våben. Det er dog kun mod bosser forskellene kan mærkes, da alt andet stort set bare er til for at holde dig vågen på din raske løbetur.

Når det kommer til designet af karaktererne er det tydeligt at overdrivelse og variation har været forrest i tankerne. De mest fornuftigt udseende personer er stadig ikke ligefrem som taget ud af historiebøgerne. De mest absurde får derimod deres modparter til at virke ligeså kedelige som dag-gammel havregrød. Blomster i håret og sværd der skal transporteres i varevogne, er blot nogle af de ting der gør dem til spøjse bekendtskaber.

Stemmeskuespillet er som så meget andet i spillet et tveægget sværd, på den ene side er det et katalog af kedelige, repetitive replikker, på den anden en spilledåse af hvad fornuftige mennesker ville syntes var for underligt til at inkludere i et spil. Jeg vil til hver en tid foretrække en ellers utrolig sober general der pludselig starter en monolog omkring hans forhold til sin kone og hvorfor hun tæver ham, frem for en overdramatisk spradebasse der grænser til parodi.
Rammerne for slagene er ikke tekniske vidundere, så ofte som muligt prøves der at slippe afsted med hårde kanter og udvaskede teksturer. Men hvor de fra et teknisk synspunkt har deres mangler, kan det dog siges at næsten hver og en af arenaerne afbilledes forskelligt, hvilket er en kærkommen forskel fra resten af oplevelsen der mæsker sig i ensformighed.

Der er muligt at dele vanviddet med en ven og derved fordoble mængden af hårrejsende angreb, der ikke syntes at have noget bedre hjem end i dette allerede tossede spil. Fornøjelsen øges, men præcis som når man spiller alene oplever man efter kort tid de samme ting igen og igen.

Hvis jeg var i det ufatteligt gavmilde hjørne kunne jeg måske finde på at viderebringe en lille anbefaling af Sengoku Basara: Samurai Heroes baseret udelukkende på spillets kompromisløse vanvid. Som landet ligger er det dog ikke nok til at hive spillet op på et højere niveau, den altoverskyggende ensformighed gør det, der med masser af karakterer kunne være et langvarigt bekendtskab, til en kedelig tjans i stedet.