Secret Level

Det var ret svært ikke at lade sig rive med, da Love, Death & Robots showrunner Tim Miller indtog scenen under Gamescom Opening Night Live, og blev direkte rørt over hvor stolte han og animationslegenderne hos Blur Studios var af deres omfattende animationsantologi, der hver især hædrer og fejrer spilbranchens mest ekspansive og elskede universer.

Han var stolt, ingen tvivl om det, og burde både han og Blur være, for sjældent har jeg oplevet en så helhjertet kærlighedserklæring til de spiluniverser vi kender så godt, og selvom kvaliteten ikke er helt lige så jævn som man kunne have ønsket, og at særligt længden på enkelte afsnit modarbejder indtrykket, så er det her mildest talt storslået.

Okay, lad os lige få opsummeret - 18 afsnit, hver især dedikeret til en enkelt gaming franchise, dog med en original historie. Det betyder at du ikke som sådan har brug for et præeksisterende forhold til disse enkeltstående universer, men naturligvis bliver dit indtryk af dem forstærket af en forventning, et kendskab.

Warhammer 40,000, Dungeons & Dragons, Honor of Kings, Sifu, Mega Man, et hav af franchises tages op, og med undtagelse af nogle få er den kunstneriske stil den som vi kender Blur Studios benytte i deres verdensberømte arbejde med slagkraftige trailere. Det betyder så samtidig også at de her afsnit er direkte storslåede at se på. Det gælder for både det enkeltes afsnits brug af kontrasterende farver, dybde og dramatisk iscenesættelse, men også bare ren og skær teknisk gengivelse af enormt overdådige scener. Kvaliteten er skyhøj her, og forbliver høj igennem samtlige afsnit.

Og så er der kvaliteten af selve fortællingerne i hver af disse, og her bliver vi nødt til at snakke længde først. De første to afsnit er hver især 18 minutter, og fokuserer på henholdsvis Warhammer 40,000 og Unreal Tournament. De er mesterlige, hårdtslående og når at afvikle en begyndelse, midte og slutning med dramatiske højdepunkter og anlæg til personlig reflektion. Det er det bedste vi kender fra Love, Death & Robots.

Derfor kræver det lige at man væbner sig med tålmodighed når disse afsnit så bliver kortere - og her mener jeg meget kortere. Mega Man-afsnittet er eksempelvis lige knapt otte minutter, og det har ret drastiske konsekvenser for effektiviteten af den historiefortælling der er plads til. Afsnit dedikeret til både Sifu og Spelunky kører ligeledes lidt over syv minutter, og selvom de har bedre held med at afvikle deres respektive fortællinger på så kort tid, oser den her "sektion" af Secret Level lidt som en slags trailer kavalkade, der simpelthen ikke når at påvirke dig nok i løbet af den tid du tilbringer i det pågældende univers.

Det er desuden ikke hver franchise der simpelthen har ikonografien til at agere mindeværdig ramme. Afsnittet dedikeret til Crossfire er lettere anonymt, det er en klassisk militaristisk setting uden hverken farvepalette, karakterer eller mytologi der kan trækkes på. Det er ikke som sådan noget dårligt afsnit, men mindeværdigt ville jeg heller ikke kalde det.

Heldigvis er det undtagelsen, og langt de fleste afsnit her kan netop trække på et rigt katalog af spændende visuelle aktiver, der gør det til en fryd at opleve action-prægede, heroiske øjeblikke her og der. Dungeons & Dragons-afsnittet er et visuelt overflødighedshorn som jeg ikke kan forestille mig fans af det univers kan være utilfredse med, og selv spil der ikke er udkommet, såsom Exodus, præsterer glimrende science fiction.

En antologi af animerede afsnit dedikeret til store spilserier ville altid være ujævnt - det er hele pointen. Det generelle niveau er dog højt, og sammesat med tydelig respekt for de universer de her fortolker. Ligesom med Love, Death & Robots håber jeg de får lov til at give det et skud mere, eftersom det her format godt kunne bruge en mindre reduktion i antallet af afsnit og en forlængelse af hver af de individuelle afsnit en sæson består af - det kunne tillade lidt mere dybdegående narrativer, hvor enkelte afsnit kun skøjter på overfladen af hvad der netop gør de her spil så ikoniske.