
Din far er forsvundet, hans kontor ligner et bombet lokum og du er selv blevet slået ned. Det hele ser meget seriøst ud og du leder derfor efter spor, der kan belyse affæren. I et akvarium ser du en nøgle, og du håber at den passer til den hængelås, der sidder på din fars adressebog. Hvad gør du? Personligt ville jeg finde et koben eller lignende og pille toppen af akvariet, så jeg kunne fiske nøglen op. Men et adventurespil ville tvinge dig til at reparere et cykelhjul og putte batterier i et kamera, således at du kan få en lille magnet. Denne magnet kan du så bruge til at fiske nøglen op med. Jeg ved godt, hvad jeg helst ville gøre...
Jeg elskede Monkey Island-spillene, selv det sidste 3D-spil. Discworld, Sam & Max; jeg kunne ikke få nok. Og alligevel døde hele point 'n click-genren en stille død. Og Secret Files: Tunguska er et godt eksempel på, hvorfor den gjorde det.
Hovedpersonerne er Nina og Max, der prøver at finde ud af, hvorfor Ninas papa er forsvundet. Det er sådan set ikke det mest interessante udgangspunkt, men lad det nu ligge. Hvad der gør Tunguska lidt anderledes end de fleste andre spil i genren, er muligheden for at markere alle interaktive genstande i miljøet. Et tryk på et forstørrelsesglas i skærmens hjørne vil placere forstørrelsesglas over alle genstande af interesse i omgivelserne. Meget pædagogisk, især når man tænker på den tid, man kan bruge på at klikke på de mest ligegyldige ting, i håb om, at de skulle vise sig nyttige. Problemet er at denne funktion næsten er obligatorisk, da DS'ens lille skærm ikke rigtigt egner sig til genren.
Det er fuldstændigt umuligt, at se et stykke papir i et halvmørkt lokale, under et bord, hvis ikke et kæmpe forstørrelsesglas markerer dets tilstedeværelse. Dertil kommer at spillet generelt synes at lide under DS'ens beskedne kræfter. Mens baggrundene er pæne og oftest meget detaljerede, er figurerne utroligt grove. Dertil kommer et ikke særligt imponerende stemmeskuespil, der åbenbart er blevet optaget, mens skuespillerne talte ned i konservesdåser.
Ser man bort fra dette, er Tunguska et helt almindeligt adventurespil. Desværre, fristes jeg til at sige, for genren har immervæk nogle skønhedsfejl. Problemet i langt de fleste tilfælde er, at du skal benytte dig af udviklerens løsning. Det er ligegyldigt, om du skulle have en bedre idé - du skal bruge den officielle løsning. Det er sådan set heller ikke så dårligt, hvis det ikke var fordi den officielle løsning, til tider er ret langt ude. Som eksemplet i indledningen.
I stedet for at sidde med en følelse af tilfredshed over løsningen af en gåde, sidder man tit og undrer sig over, hvorfor det skal være så kompliceret. Et andet tidligt eksempel er dette: Du skal udspionere en mand, der taler i telefon. Din mobiltelefon har en optagefunktion, og du har lige samlet et kosteskaft op. I lommen har du en rulle tape. Hvad gør du? Hvis du svarer "Taper telefonen til kosteskaftet og stikker den gennem kattelemmen", så er du helt normal. I stedet skal man tape telefonen til katten(!), hælde salt på dens mad, ringe til sin telefon, så den kravler op i et træ, kombinere en skraldesæk, et håndtag fra en spand og kosteskaftet for at lave en kurv, du kan gribe mobilen i.
Jeg er ret sikker på, at hele genren døde på grund af de ofte ret åndssvage gåder, du skal løse. I stedet for at strømline oplevelsen og gøre opgaverne logiske, gik udviklerne den anden vej. Og Tunguska har bestemt ikke prøvet at vende udviklingen, selvom en smule humor og selvironiske bemærkninger fra Ninas side, i det mindste afslører, at udvikleren er bevidst om problemet. Ikke desto mindre kan Secret Files: Tunguska kun anbefales til nostalgikere, der hungrer efter genrens gyldne æra. Alle andre vil nok kun undre sig over, hvad alt postyret handler om.