Dansk
Gamereactor
artikler
Black

Se Hvad Jeg Fandt! - Black

Claus går tit på genbrug, og finder i den forbindelse skjulte skatte han tager med hjem. Nu er vi taget på endnu en tur.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Vi kan først og fremmest anbefale at du læser den første artikel i denne serie, før du fortsætter med dette afsnit.

Der er det problem ved at finde spil på genbrug, at man aldrig ved hvilken tilstand spillet man finder er i. Man kan finde spil, der er passet og plejet, så der nærmest ikke er en ridse på disken. Man kan dog også finde spil, hvor man tænker; "har den tidligere ejer stået på skøjter hen over disken?" Der er ridser og hak i overfladen, og man køber spillet i håb om, at den gamle PlayStation 2 kan læse den torturerede disk, og lade en opleve spillet uden problemer. Sådan en disk var i etuiet af spillet Black, da jeg fandt det i et lokalt genbrug. Både oversiden og undersiden var blevet mishandlet, og der var endda fingeraftryk hvad jeg gætter på var en ung dreng, som kun kan beskrives som om, han har haft fingrene i sukkerglasur inden han puttede disken i æsken for sidste gang. Alt dette snask fik jeg fjernet, da jeg fik disken hjem, men man kan se at den har oplevet lidt af hvert. "Hvorfor siger du det til os?", kan jeg fornemme den utålmodige læser tænke. Jo, det siger jeg fordi spillet var en udfordring at komme igennem, da disken var svært læselig for min PlayStation 2, og derfor havde jeg load-tider på flere minutter, og musik og dialog som gik i hak. Min favorit var at min kvindelige partner, som højlyt råbte, "I'm going over the top, cover me!". Denne besked gentog sig selv mellem 10 og 20 gange, til mine naboer bankede på væggen i ren irritation. Det er i det lys min lille artikel skal ses, da jeg ikke har haft den bedste oplevelse, men jeg har dog haft en oplevelse, og den vil jeg nu fortælle om. Jeg synes dog det er afgørende at belyse den her potentielle faldgrube, når man går på genbrugsjagt.

Black

Black er udviklet af Criterion, og udgivet af Electronic Arts i 2006, og man kender nok mest udvikleren fra deres Burnout-serie, som har indtaget en nærmest mytisk status blandt de fleste racerspil. Dog har det engelske studie også dyppet fingrene i første skydespilsgenren med Black, som er et klassisk skydespil uden for mange dikkedarer. Spillet skulle simulere glæden ved at affyre et våben, både hvad fornemmelse og lyd angik. Derfor er våbnene også i hovedrollen i Black.

Dette er en annonce:

Spillet har dog en super vag historie, som nærmest udelukkende fortælles via videoer imellem hver mission man kommer på. Jack Keller er spillets hovedrolleindehaver, og han leder efter en amerikansk forræder bag linjen i en russisk krigszone. Disse videoer er små afhøringer af den førnævnte hovedperson, som bruges til at introducere den næste mission man skal på. Faktisk er historien enormt forglemmelig, og det er tydeligt at den kun eksisterer for lige præcis dette, nemlig af give en grund til at skyde med store pistoler og rifler mod slemme gutter med lige så store våben som en selv. I missionerne er der forskellige objektiver man skal opnå. For eksempel kan det være, at man skal eliminere tre tanks, som står i vejen for ens videre fremskridt i spillet. Undervejs er man i radiokontakt med diverse hjælpere, som giver en information om hvordan landet ligger. Mere historie er der egentlig ikke i spillet. Spillets helt store trækplaster er hovedløs action, og store våben som var man i sin egen personlige actionfilm.

Det første jeg lagde mærke til, da spillet endelig havde loadet, efter hvad der føltes som evigheder, var at alt man skød på kunne gå i stykker. Betonsøjler og mure blev beskadiget, når man skød på dem med de store våben, og gemte fjenden sig bag en af disse, kunne man bare skyde på den nogle gange, hvorefter de var væk, når støvet havde lagt sig. Larmende og dumt, men totalt tilfredsstillende at bare pløkke løs og se gnister og støv fylde skærmen. Det var ligesom at se en actionfilm udfolde sig foran mine øjne. Derudover døde ens fjender på den mest dramatiske måde, når man fik has på dem, og de kastede sig teatralsk til jorden, som var de i en ballet med projektiler. Jeg oplevede også virkelig fede episoder, hvor jeg skød en af de allestedsnærværende røde tønder, som vi jo alle ved eksploderer når man skyder på dem. Disse tønder burde have deres egen artikel, bare baseret på, hvor mange spil man kan finde dem i. Realistiske er de i hvert tilfælde ikke. Anyway, hvis man skød disse tønder, og de stod de rigtige steder, ville de eksplodere og ødelægge broer og gemmesteder, så de fjender der befandt sig i nærheden, fløj rundt på skærmen, som var de slynget afsted af en katapult. Det ver en storslået oplevelse, hvis man rammer den helt rigtige tønde, og ser den tilfredsstillende ødelæggelse det skaber. Det er synd at sådan spildesign ikke længere er noget man ser så tit. Man kan tydeligt se at Criterions skadesmodel, som man brugte i Burnout-serien, er blevet fantastisk udnyttet i Black.

Black

Som sagt så er spillet fyldt med ødelæggelse af omgivelserne, og mange ting kan smadres, men det hele kører faktisk rigtig flot synes jeg. Når man tænker på at man har med et PlayStation 2-spil at gøre, så ser det glimrende ud. Miljøerne er stemningsfulde, og billedhastigheden er flot. Man kan endda vælge at køre spillet i 60hz, hvilket giver det et meget flot udseende på nutidens fladskærme. Smider man spillet ind i en emulator, så man kan opskalere det til 1920x1080, eller højere, kommer Black til at ligne et spil, som kunne være udkommet for ikke så mange år siden. Det hele er imponerende udført af Criterion må man sige. Black er ikke et spil, som prøver at gøre alt rigtigt. Det er i stedet et spil, der gør et par ting virkelig godt, og ignorerer de ting som ville fjerne fokus fra det gode. Historien er et godt eksempel på dette, og jeg får lidt fornemmelsen af at kunne de have undladt en historie i spillet, så havde de gjort det. Efter min mening ville det ikke have skadet spillet på nogen måde, men et spil skal jo have en historie, siger traditionerne.

Dette er en annonce:

Banerne er desuden dejligt varierede, omend de er en smule farveløse, og triste at beskue. Man kommer til at kæmpe på blokerede broer, i byområder, og det bliver også til et besøg på den lokale kirkegård. Musikken i disse områder er også passende fra minimalistisk lysdesign, hvor man bare hører vindens hvisken, til bombastiske musikalske indslag, når der er action for hele femøren. Det virker som det skal.

Er det så værd at finde Black frem fra gemmerne, hvis man har den liggende, eller investere hvis man ser det på et loppemarked? Well, jeg vil sige, at det er en kort, men actionfyldt oplevelse uden nogen dikkedarer. Det er action, store våben og ødelæggelse, og er det nok for en, så er det en underholdende gang tidsfordriv. Jeg tænker dog at det ikke er for alle derude.

Relaterede tekster

8
BlackScore

Black

ANMELDELSE. Skrevet af Erik Petersen

Blyet flyver, flammerne slikker og svinehunden glammer. Petersen har fundet sine våben frem og skyder vildt omkring sig...

7
Se Hvad Jeg Fandt! - Black

Se Hvad Jeg Fandt! - Black

ARTIKEL. Skrevet af Claus Larsen

Claus går tit på genbrug, og finder i den forbindelse skjulte skatte han tager med hjem. Nu er vi taget på endnu en tur.

3
Klassisk Xbox-spil indtager EA Access

Klassisk Xbox-spil indtager EA Access

NYHED. Skrevet af Mikael Jensen

EA's tjeneste EA Access har fået endnu et spil til spilbiblioteket, og denne gang er det en nostalgisk klassiker, da der er tale om et spil der i sin tid blev udgivet til...

0
Black

Black

PREVIEW. Skrevet af Thomas Tanggaard

Kugler, spektakulære eksplosioner og masser af action. Criterion ser ud til at have fundet storformen frem til næste års Black.

0
Black

Black

PREVIEW. Skrevet af Thomas Nielsen

Engelske Criterion slår sig løs i FPS-land med et PS2-spil, der mest af alt ligner et næstegenerationsprojekt. Nielsen fortæller alt.

0
Novalogic klar med Joint Operations

Novalogic klar med Joint Operations

NYHED. Skrevet af Rasmus Berg

Firmaet bag Black Hawk Down, er endelig klar med de første informationer og screens fra deres nye multi-player spil Joint Operations. Vi har screens og informationer indenfor.



Indlæser mere indhold