Scream: Fra Bedst til Værst

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

E-mail *

Fulde navn *

Da Scream gjorde sin entré i 1996, blev det en genfødsel for slashergenren, som havde været døende i lang tid. Med sin intertekstualitet og selvbevidsthed blev filmen et bragende hit - og vi ved jo alle, hvad et bragende hit betyder for jakkesættene i Hollywood: her er penge at tjene. Nu hvor Scream 7 snart får premiere, vil jeg benytte lejligheden til at rangordne mine favoritter i franchisen - fra værst til bedst. Advarsel om spoilers!

6. Scream VI (2023)

Allerede fra start begynder jeg at ane ugler i mosen, da der pludselig jongleres med romertal i titlen, når forgængerne (og den syvende film) benytter arabiske tal. Denne tal-inkonsistens er dog på ingen måde, eller bare i nærheden af, filmens største problem. Ghostface i New Yorks undergrund lød sikkert sjovt, da man pitchede historien til denne femte efterfølger, men det er allerede blevet gjort i Friday the 13th Part VIII: Jason Takes Manhattan (1989) - og vi ved jo alle, at det er en af den franchises mest mærkelige og dårligste kapitler. Filmen er søvndyssende hele vejen igennem med meget få, om end enkelte, lyspunkter, og slutopgøret i det forladte teater er decideret elendigt. Efter min mening havde filmen været markant bedre, hvis de var blevet i Woodsboro. Scream fungerer ganske enkelt bedst som småby-slasher.

5. Scream 4 (2011)

Efter en pause på 11 år gør Scream comeback med sin tredje efterfølger, og man mærker hurtigt, at filmskaberne sigter efter et stort comeback. Noget jeg slet ikke mener, de lykkes med. Åbningssekvensen er en film i filmen (Stab, som filmene hedder). Det kan ses som supersmart og originalt, men fra undertegnede kommer der mest et tungt suk over dette Inception-formede vink med en vognstang. Filmen rider videre på alt, hvad der var aktuelt på daværende tidspunkt - fra found footage til reboots. Meget kredser også om sociale medier, hvilket jeg overhovedet ikke finder interessant i en slasherfilm. Men jeg er gammel, snæversynet og konservativ, så det må jeg leve med, for en af Screams styrker har altid været dens tidsånd, og sociale medier var i høj grad aktuelle i 2011. Nye karakterer introduceres, hvor den mest fremtrædende er Jill, som er kusine til Sidney Prescott (Neve Campbell), franchisens final girl. Det synes jeg er lidt for kedeligt og forsigtigt. Det behøver ikke altid være et familiemedlem, der træder ind og fylder - det kunne sagtens være en karakter uden noget slægtsbånd overhovedet.

4. Scream 3 (2000)

I denne anden efterfølger bliver det endnu mere meta end før, da filmen hovedsageligt foregår på filmsettet til Stab 3, og handlingen er rykket til Hollywood. Jeg husker, at jeg var skuffet, da filmen udkom omkring årtusindskiftet, og det er egentlig ikke noget, der har ændret sig med årene. Det skal dog siges, at filmen udkom på et uheldigt tidspunkt - hvis det er det rette ord - i kølvandet på Columbine-massakren. Filmselskabet gav Wes Craven og hans hold besked om, at der skulle være mere humor og mindre vold. Dengang var det sikkert en bitter pille at sluge, og resultatet er i dette tilfælde negativt. Det bliver decideret søvnigt, da det afsløres, at filmens morder er Sidneys halvbror og den egentlige bagmand bag planen i originalfilmen. Efter denne film tager serien, som allerede nævnt, en pause på 11 år, inden næste efterfølger - som set i bakspejlet er svagere end denne.

3. Scream (2022)

Et langt ophold betyder ikke altid en dårligere film, som ovenstående kunne indikere. De 11 år (igen), der gik mellem fjerde og femte film - som mærkeligt nok bare hedder Scream ligesom originalen - resulterede i fornyet energi. Volden er tilbage, og meget føles nyt og friskt. På en positiv måde, vil jeg sige, selv for en bagstræber som mig, når det gælder gyser- og slasherfilm. Jeg tror også, at Wes Craven sad i sin instruktørstol oppe i himlen, kiggede ned og gav to tommelfingre op. Nye meta-begreber introduceres, herunder requel, som er en sammentrækning af remake og sequel. Det betyder, at man genstarter en serie, men stadig har gamle karakterer med, dog uden at de er lige så drivende som før. Det føles mere friskt end længe. Hallucinationerne og drømmesekvenserne med Billy Loomis, den ene morder fra den første film, kunne man dog sagtens have undværet.

2. Scream 2 (1997)

En fuldblods-efterfølger, der næsten indtjente lige så mange penge som originalen (hvilket gør Scream 2 til den næstmest indtjenende film i franchisen). Wes Craven tager os med på en tur og leverer mere af det hele uden for alvor at gentage sig selv. En særligt stærk scene er, når Ghostface jagter Gale og Dewey i de lydisolerede rum - et genialt billedsprog med klare Hitchcock-referencer og en intens klaustrofobisk stemning. Han kunne sit håndværk, den gode Craven. Noget andet, han gør, er at chokere os ved at slå gyserfilmskendereksperten Randy ihjel - endda midt på højlys dag. Han fungerede lidt som et talerør, eller en slags fortællerstemme om man vil, for os gyserfilm-nørder i publikum. En virkelig solid efterfølger, der leverer præcis det, man på forhånd håbede på.

1. Scream (1996)

Ingen af ovenstående kan naturligvis måle sig med originalen, som efter min mening er en af den moderne (gyser)films absolut bedste. Jeg så den senest til Halloween sidste år og blev igen slået af, hvor fuldendt en gyserfilm det er. Spændingen holder hele vejen igennem, mordene er stilfulde (hvilket er positivt i denne sammenhæng), og selvbevidstheden er helt i top. Filmen balancerer elegant mellem at hylde slashergenren og samtidig gøre grin med den. Vi får et væld af referencer til klassiske gyserfilm, som får nørder som mig til at juble. Det er også forfriskende at se en mere menneskelig morder end for eksempel Jason Voorhees og Freddy Krueger. Det mærkes allerede i åbningsscenen, hvor Ghostface bliver lagt ned hele to gange - først af et knytnæveslag i ansigtet og derefter af et spark direkte i kronjuvelerne. Jeg stopper her, for det er ikke utænkeligt, at der dukker en mere dybdegående artikel op om denne film i en ikke alt for fjern fremtid.

Er I læsere enige i denne rangliste, eller ville I have lavet den anderledes?