Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Scars Above

Scars Above

Claus har besøgt en anden verden i Mad Head Studios ambitiøse spil.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ
HQ

Det er dejligt når man bliver positivt overrasket, ikke sandt? Det der når man ingen forventninger har, og møder noget som bare imponerer en, og som gør en glad i låget. Det sker sjældent for mig, da skuffelse er mere normalt i disse tider med profitbaseret spildesign. Så da jeg fik Scars Above til anmeldelse, havde jeg ingen forventninger, da jeg kort forinden jeg fik spillet havde set det på en liste over spillanceringer i februar måned. Jeg tænkte; "det ser spændende ud", og meldte mig som anmelder på banen.

Da jeg startede Scars Above fik jeg en meget stærk Returnal vibe, for som i Returnal starter man med en kvindelig forsker, som efter underlige hændelser styrter ned med hendes rumskib på en fremmed planet. Det er mere eller mindre en kopi af starten af Returnal, men heldigvis er Scars Above ikke en kopi men en original fortælling, for selvom der er ligheder, så er spillet i en anden genre. Det er mere en lineær historie, hvor man som Kate Ward skal finde ud af hvad der er sket med ens kolleger på det nedstyrtede rumskib, og hvad der i det hele taget foregår på den mystiske planet.

Scars Above
Dette er en annonce:
Scars AboveScars Above

Kate Ward, som er højtuddannet indenfor astrobiologi, og med en baggrund indenfor ingeniørområdet, lander på den mystiske planet, efter at en underlig pyramide, der fløj i rummet tæt Kate og hendes kollegers rumskib, får skibet til at styrte. Hun vågner så i ruinerne, og går på jagt efter hendes kolleger, som ikke er landet hvor hun er. Hurtigt finder hun ud af, at planeten ikke er så glad for at hun er der, og hun møder hurtigt nogle insektlignende væsner, som angriber hende med ild, is og gift. Kate kan så scanne alle de underlige væsner, og derigennem finde ud af deres styrker og svagheder. Hun finder løbende lydoptagelser fra hendes kolleger, som tydeligvis har været der meget længere end hun har.

At fortsætte ville være at ødelægge nogle af de klassiske sci-fi overraskelser du har i vente, men lad os bare sige at historien faktisk både er velskrevet og tilpas original til at man sidder på kanten af sædet det meste af tiden. Jo, Returnal har tydeligvis være en inspirationskilde, men heldigvis har Scars Above også en ide om hvordan sådan en fortælling skal skæres.

Historien er én del af Scars Above, men selve gameplayet er det mest signifikante i spillet, da det er ganske nytænkende og fantasifuldt. Man starter spillet med at have en svejsepistol ala Dead Space, som man bruger til at kickstarte en reaktor i begyndelsen. Denne pistol finder man så forskellige elementbaserede typer ammunition til som gør at den senere kan skyde med blandt andet is, syre, ild og strøm, og disse fire elementtyper er med til at løse flere gåder i spillet, hvilket er fungerer overraskende godt. Et eksempel er i starten af spillet, hvor man skal finde vej over en mudret dam, som er inficeret med kødædende orme. Hvis Kate hopper i vandet, bliver hun hurtigt angrebet, og mister liv. Derfor må hun gå på opdagelse i andre dele af området, for at finde en løsning. Denne løsning finder hun så, da hun opdager en 3D-printerstation som også er styrtet med ned til planetens overflade, som laver en ny udvidelse til hendes svejse-gøb, som gør at hun kan skyde med superafkølet plasma, der får alt til at fryse. Hun vender så tilbage til dammen, og skyder på vandoverfladen, så den bliver frossen, og på den måde kan hun så begive sig over på den anden side. Mange af gåderne er designet på den måde, hvor man skal bruge de forskellige ammunitioner som man finder til at løse gåder, så man kan komme videre i historien. Det er super godt lavet, og jeg elskede at bruge pistolen på nye og fantasifulde måder, for at løse de problemer som spillet bød mig hen af vejen.

Dette er en annonce:

Våbnet er dog ikke kun til at løse gåder, for Scars Above handler også om en masse ildkampe mod planetens underlige monstre. Våbnene er heldigvis alsidige nok til at de også kan bruges, mod monstrene, så de er nemmere at have med at gøre. Et eksempel er igen isammunitionen, som kan fryse en sø, som monstret er på vej henover, hvorefter man kan bruge ildammunitionen til at smelte selvsamme is, så monstret falder igennem og bliver midlertidig frosset. Bruger man så strømammunitionen, bliver monstret splintret i sine atomer, og er let klaret. Vælger man bare at skyde monstret normalt, vil kampen med det tage meget længere tid. Hvert monster har så svage steder på deres krop, som man kan skyde på med den tilsvarende elementtype. Så ismonstret kan have disse blå, knitrende bolde på ryggen, som tydeligvis skriger på at man skyder på dem med strøm. Gør man det gør man meget skade, og monstret vil stå bevægelsesløst og ømme sig i nogle sekunder, hvor man så kan angribe det. Det er super sjovt at Scars Above har så mange muligheder for både at løse gåder og i kamp, og jeg hyggede mig gevaldigt hele vejen igennem spillet.

Scars Above
Scars AboveScars AboveScars Above

Spillet har dog også nogle negative sider, da man godt kan mærke at budgettet ikke har været det største. Animationerne er lidt stive, og skydedelen kunne have været lidt mere stramt. Dermed ikke sagt at det er nogen forhindring for oplevelsen, men det er bare set bedre i andre spil. En anden ting som er blevet min kæphest på det seneste, er at man skal gemme sit spil ved disse stenmarkører, ala dem man ser i film som 2001. Disse gemmer så spillet, som i andre spil, men de har en Dark Souls-agtig funktion, hvor alle monstre man har slået ihjel, bliver genoplivet, så man skal nakke dem igen, og igen. Det er mig en gåde hvorfor denne måde at designe spil på er med i et spil som mere handler om at løse gåder end om at kæmpe med monstre. Jeg er så træt af at det skal proppes ind i alle spil, og specielt ind i spil som tydeligvis kunne klare sig med et normalt system, hvor alting ikke bliver genoplivet hele tiden. Det er så synd at Scars Above går den vej.

Scars Abover er heller ikke det smukkeste spil jeg har set. Landskabet er lidt kedeligt, og igen skinner det manglende budget igennem. Lydsiden er dog god og ganske habil, med stemningsfyldt musik og nogenlunde stemmeskuespil.

Måske skulle udviklerne have valgt en anden grafisk stil, der kunne have tilladt dem at pensle over de steder hvor det manglende budget kan mærkes. Men samlet set er de kommet ufatteligt godt rundt om det hele med en spændende historie, fint stemmeskuespil, god musik og stærke mekanikker.

08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Fed stemning, spændende historie, fede mekanikker meget af tiden, solid musik hele vejen igennem.
-
Virkelig middelmådige animationer, ringe checkpoint-system, virker lidt for budgetagtigt til tider.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

0
Scars AboveScore

Scars Above

ANMELDELSE. Skrevet af Claus Larsen

Claus har besøgt en anden verden i Mad Head Studios ambitiøse spil.



Indlæser mere indhold