Dansk
Gamereactor
hardware-tekster

Samsung Neo QLED QN800A

Vi kigger nærmere på Samsungs 8K-model, og er ret imponerede. For det meste.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

QLED- og OLED-fjernsyn byder på to vidt forskellige slags oplevelser. Jo, man kan jo ty til specifikationslister for at se dem udpenslet på mere teknisk spidsfindig hånd, men i forhold til det man ser, og det man oplever, så er der en markant, nærmest genremæssig forskel imellem dem.

HQ

Jeg har haft fornøjelsen af både at have et LG CX hængende i nogle måneder, for så derefter at bevæge mig direkte over i dagens helt i skysovs, Samsungs QN800A, deres nyeste Neo QLED MiniLED 8K-model, det flagrende flagskib, der er den koreanske producents næste salve i kampen om pladsen i tv-stuerne. Og umiddelbart er det ret let at slå fast, at det blandt andet let kan afgøres af hvor meget naturligt lysindfald der er i din stue. Det lyder forsimplet, men det er sandt.

Samsung Neo QLED QN800A

Nok om det dog, før vi kridter stregerne op, så er det måske værd at finde ud af om Samsungs top dog er et køb værd helt på egen hånd. Først og fremmest sætter Samsung (igen) nye standarder når det gælder det fysiske udseende. Nej, det er ikke umiddelbart det der fylder mest i forbrugerens hoved, når en købsbeslutning skal træffes, men lad det være sagt alligevel, at QN800A oser af premium. De fortsætter først og fremmest men at lave én uniform... ja, form. Det betyder at der ikke er millimeter tyndt glas, efterfulgt af en tyk plastikkasse i bunden, som hos LG. I stedet for er hele panelet i én ret tynd tykkelse omkranset af perforeret aluminium. Det, mildest talt, gudesmukt at se på, og selv når det hænger på væggen, så er det stadig let at sætte pris på netop den unikke perforering af den ene side.

One Connect vender desuden tilbage, og hvis du har dit fjernsyn stående, snarere end hængende, så er det her system bedre end nogensinde før. I stedet for at være en separat boks med alle indgangene, som så forbindes igennem ét enkelt proprietært kabel til fjernsynet, så er denne kasse designet til at sidde på foden. Det kan måske bedst eksemplificeres med billedet herunder

Dette er en annonce:
Samsung Neo QLED QN800A

Smart, ikke? Det er dog et lidt tveægget sværd. Først og fremmest så er det værd at slå fast, at One Connect er et genialt system, og en legitim grund til at vælge et Samsung over en konkurrerende producent. Det gør udskiftninger, troubleshooting og bare kabelføring så uendeligt meget lettere, når du selv kan vælge hvor henne du vil stille dine indgange. Det skal dog siges, at har man fjernsynet hængende, så er denne nye bredere, mere kvadratiske One Connect-boks ikke helt lige så let at finde plads til i eksempelvis et reolsystem. Men det enkle kabel der skal forbinde til fjernsynet er tyndt, næsten transparent og langt nok til at du let kan finde et sted til One Connect-boksen alligevel, så alt forladt.

Og der er andre små finurlige features også. Den nyeste udgave af Samsungs fjernbetjening fortsætter med at være adskillige trin over LG's, og kan fortsat samles op af selv de uindviede og øjeblikkeligt føles intuitivt at bruge. Den bruger desuden heller ikke batterier længere, men har en enkelt solcelle bag på, der bare skal bruge nogle få øjeblikke i solen for at blive toppet op. Vi har ikke set en batteriprocent under 95%. Hele Samsungs mere miljøvenlige profil, fra materialer til både fjernsyn, One Connect-boks og fjernbetjening til mere forsvarlig indpakning, det er også lette pluspoint, men stadig... Der er også WIFI6, Bluetooth 4.2, og sågar Ambient Mode fra The Frame, der giver dig en mere kontekstuel screen saver, så fjernsynet kan spille en rolle i hjemmet, selv når det ikke er i brug.

I den One Connect-boks finder vi en anden stor sejr for særligt spilentusiaster, og det er fire HDMI-porte, der alle er HDMI 2.1, som betyder både 4K/120Hz, eller op til 8K. Begge dele er en kende ubrugelige lige nu, siden der ikke umiddelbart findes konsolspil der både har opløsningen og den højere billedhastighed, eller spil der afvikles i 8K for den sags skyld, men et tv-køb handler også om fremtidssikring, og det er rart at se at Samsung ikke kun har givet fjernsynet én HDMI 2.1-port.

Dette er en annonce:
Samsung Neo QLED QN800A

Derudover der et sæt hæderlige højtalere, som stort set samtlige af dem der faktisk bruger over 20.000 på et fjernsyn uden tvivl vil ignorere øjeblikkeligt, og hooke det op til et surround-system. Der er da fine små tilføjelser som en slags indbygget surround med Object Tracking Sound, og du kan faktisk lade dit fjernsyn agere centerhøjtaler, hvis du har en soundbar der er kompatibel. Dog har vi her på Gamereactor aldrig tillagt stor signifikans til indbyggede højtalere, medmindre der sker noget reelt banebrydende, som hos Sony.

Det Tizen-baserede styresystem forbliver desuden en klar, klar favorit på redaktionen. LG's WebOS var i forvejen lidt af en rodebunke, men selvom vi endnu ikke har testet den nye 1-serie, så hører vi at det nærmest er blevet værre, med menuer der fylder hele skærmen. Samsung holder sig til en mere subtil og tilbageholdt tilgang, med en enkelt menu der popper op fra bunden, samt en klar række af ordnede applikationer. Det hele glider afsted på relativt spidsfindig og responsiv vis, og alt lige fra indstillinger til den Frame-lignende Ambient Mode, Samsungs QN800A er en fryd at bruge. MultiView er desuden en undervurderet nytænkning, og blandt andet med indbyggede streamingtjeneste og HDMI-signaler kan du vitterligt splitte skærmen i to - og det fungerer bedre end først frygtet.

Og hvad så med det billede der? Lad os splitte det spørgsmål op i adskillige segmenter, da QLED MiniLED-teknologi, 8K-opskalering og potentielle Halo-effekter er ensartede men alligevel forskellige.

Først og fremmest er panelet udført i tusindvis af Quantum MiniLED'er, som er en videreudvikling af Samsungs eksisterende Quantum Matrix-teknologi. Det betyder, lettere forsimplet, at de enkelte LED-moduler er blevet skrumpet, så bagbelysningen, som fortsat er nødvendigt i LCD-paneler, kan mere præcist skabe farve- og lyszoner. Dette skaber bedre kontrast, en langt højere NITS-lysstyrke end et tilsvarende OLED og derfor også mere præcis farvevidenskab. Der er alt at vinde her, selvom at mange anser det som værende et trin på stigen på vej imod microLED, der som navnet indikerer bare yderligere skrumper LED'erne.

Det skulle gerne betyde, at der er mere styr på uønsket pixel-sløring fra Halo- og/eller Blooming-effekter, som forekommer i det sorte baggrund oplyses af et lysere objekt. I de "gamle dage" kunne det her forekomme af eksempelvis undertekster mod en sort baggrund, og netop fordi bagbelysningen ikke var helt præcis nok, så opstod der en grålig bleg tone rundt om. Samsung har stort set fået bugt med det i QN800A takket være de nye Quantum Dot-teknologier. Det hjælper desuden at fjernsynet er certificeret til Quantum HDR2000, og vores tests viste da også resultater på noget der lignede 1500-1600 NITS peak i HDR-baseret indhold.

Samsung Neo QLED QN800A

Det hele styres af Samsungs 8K Neo Quantum AI-processor, der automatisk justerer den HDR10+ baserede bagbelysning, og vil, i teorien, opskalere eksempelvis 4K-indhold til 7680x4320. Ved hjælp af blandt andet Motion Xcelerator Turbo, Ultimate 8K Dimming Pro og den førnævnte processor sker der faktisk en ændring her hvis du efterlader fjernsynet i sin "Intelligent Mode", og der var faktisk kun enkelte scenarier hvor såkaldt "oversharpening" efterlod billedet i en tilstand, som lignede lidt når spil mangler anti-aliasing. Det bliver dog nødt til at blive sagt, at når nu vi er langt fra at se et bredt udvalg af indhold blive udbudt i 8K, så er det i brede træk ikke noget du bør købe et QN800A for. I stedet var det nu MiniLED-bagbelysningen, den sindssyge skarphed i farverne og den fremhævede kontrast der imponerede helt uden om 8K.

Som skrevet i toppen, så er det her ultimativt forskellige slags produkter, altså OLED- og MiniLED-fjernsyn (eller QLED). Kort sagt så kan Samsung stadig ikke helt eftergøre det når hver enkelte OLED-pære i bagbelysningslaget slukker, og skaber en dybde i sortniveauet som virkelig batter. Men med MiniLED-teknologi, så kommer de tættere på end nogensinde før, og de har stadig fordelen at kunne fremhæve flottere farver, og mere voluminøse effekter når man ser fjernsyn.

Men det er faktisk ikke det der gør Samsung QN800A så anbefalelsesværdigt. Det er det at bruge fjernsynet i en travl hverdag, der gør det til en så solid oplevelse. Fjernbetjning, brugerflade, Game Mode (der er en del bedre denne gang), forbindelse til smartphone via DeX og meget, meget mere. Det er Samsungs måde at designe en brugeroplevelse fra ende til anden, der gør deres fjernsyn til vindere.

09 Gamereactor Danmark
9 / 10
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold