Dansk
Gamereactor
gadget-tekster

Samsung Galaxy Z Flip 3

Den har certificering imod vand, den har 120Hz, og vigtigst af alt er den markant billigere.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Selvom jeg nok var mere entusiastisk end de fleste, da den første Samsung Galaxy Fold landede i mit skød, så var jeg alligevel ikke alene om at slå fast, at foldbare telefoner vitterligt er fremtiden for smartphones. Det er desuden ret let at argumentere for; det indhold vi ser, det indhold vi læser og de applikationer vi benytter os af, ønsker alle at bruge mere skærmareal. Men samtidig med det, så lader forbrugerne ikke umiddelbart til at ønske at bære rundt på en guldbar i lommen, eller en "Fablet" (som de engang blev kaldt). Foldbare paneler synes at være en ret elegant løsning på det her problem.

HQ

Den første Fold var faktisk meget mere end bare et "proof-of-koncept", og jeg endte med at anbefale den allerede der. Dog kan jeg sagtens se, i bagklogskabens lys, at 15.000 kroner er absurd for en telefon, der bliver forældet så hurtigt som dug for solen. Ligesom så mange andre indså jeg, at hvis foldbare telefoner skal blive en etableret del af mainstreamen, så må og skal de blive billigere.

Samsung Galaxy Z Flip 3

Og det er de nu. I Samsung Galaxy Z Fold 3's tilfælde er der tale om et mindre fald fra 15.799 til 14.199 kroner. Men i forhold til Z Flip 3, så er prisen faldet en hel del fra 11.699 på den originale Z Flip, og helt ned til 8199 kroner for den nyeste Z Flip 3. Det er et af de vildeste prisfald jeg mindes at have set længe, og den er nu betragteligt billigere end en S21 Ultra, og er snarere på linje med en S21+.

Og det fald til trods, så er der ingen nye ofringer du bliver nødt til at tolere som forbruger, kun forbedringer, der gør Z Flip 3 til en endnu mere brugbar telefon i en travl hverdag. Det er dem vi fokuserer på her i dag, eftersom at mange af de gængse informationer efterhånden er blevet behandlet i andre anmeldelser, heriblandt S21-serien fra tidligere på året. Du kender Exynos 2100 SoC'en, du kender deres lysstærke, farvekalibrerede paneler, du kender sågar kameraerne, som er løftet næsten direkte fra sidste års Z Flip. Det meste kan faktisk opsummeres til at du aldrig, som i aldrig, venter på Z Flip 3, at den tager acceptable, hvis ikke da glimrende billeder, og at der ikke er noget ved selve konstruktionen, udover den karististeriske "fold" henover displayets midtpunkt, der giver en bekymringer omkring konstruktionen.

Dette er en annonce:
Samsung Galaxy Z Flip 3

Så langt, så godt. Så hvad er nyt her? Først og fremmest er der det nyt cover display. Panelet på den første Z Flip var nærmest en fingernegl, og kunne ikke bruges til meget mere end bare at blive informeret om at en notifikation var ankommet, eller hvad klokken var. Z Flip 3 forøger størrelsen til . Men det er bare overskriften, for Samsung har også udvidet softwaren, så du kan ændre widgets, der aktiveres ved at swipe mod højre. Der er mediekontrol, notifikationsoversigt, alarmer og timere. Selve arealet er fire gange større end på den forrige telefon, og selvom det ikke er nær lige så brugbart som Motorola Razr-udgaven, så er det faktisk lidt af en øjenåbner. Du kan danne dig et solidt overblik uden at åbne telefonen.

Cover displayet er faktisk med til at accentuere det nye design, som nok er Samsungs bedste - ja, nærmest til dato. Jo, det er stadig "Armor Aluminium" og Gorilla Glass det hele, men ved at introducere lidt mere legesyge pastelfarver, og en mere dualistisk komposition, jamen så er Z Flip 3 faktisk også lidt... sjov? Sjov som i personlig, og noget man har lyst til at samle op og lege med. Det er kun glasur på kagen at hængslen nu bare er endnu bedre, og kan fastholde nærmest enhver vinkel.

Og nu hvor vi er ved konstruktionen, så har Samsung Galaxy Z Flip 3 nu IPX8-certifcering imod vand. Det er ikke imod støv, dog, sådan kan man simpelthen ikke fremstille en hængsel endnu, men det betyder dog at du kan bruge den i regnvejr. Den kan sågar overleve at du taber den i vand kortvarigt.

Dette er en annonce:
Samsung Galaxy Z Flip 3

Jeg sagde desuden at skærmen fortsat var den samme, glimrende oplevelse. Det er dog kun delvist rigtigt. Jo, det er stadig 1080p, stadig samme AMOLED-panel med masser af lys, og fantastisk farvekalibrering og kontrast. Men nu er det hele i 120Hz. Det er både en god nyhed, men så sandelig også noget man som forbruger kan tillade sig at forvente i disse tider. Stadig, det er bare endnu en ofring fra den tidligere, dyrere model du ikke længere skal døje med.

Så er der reelt set nogle problemer? Tja, der er WIFI6, Bluetooth 5.1, bedre stereohøjtalere og trådløs opladning. Men hvad der ikke er er solid batterilevetid. Jeg havde reelt svært ved at komme igennem dagen på én opladning. Måske er det en helt fysisk begrænsning, for den første Flip havde heller ikke fantastisk batterilevetid, men det er samme størrelse her, og når nu displayet kører i 120Hz, så bliver det ikke ligefrem bedre.

Men samlet set er Z Flip 3 nok den primære foldbare telefon jeg med stolthed kan anbefale stort set samtlige tech-interesserede forbrugere. Det er den telefon med færreste kompromisser, der kan tåle mest, og nu også er absolut billigst. Udover det er den også et lysende eksempel på, at foldbare telefoner faktisk er fremtiden, og at de kan blive billigere, og bedre.

09 Gamereactor Danmark
9 / 10
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold