Dansk
Gamereactor
hardware-tekster

Samsung Galaxy S21 FE

Samsung giver os endelig en ny FE, men det er bare lidt for sent.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Vi har for alvor elsket de fleste af de smartphones Samsung har designet og lanceret igennem de sidste par år. Igennem både S- og Note-serien, samt de billigere A-telefoner og særligt de foldbare, så virker det bare som om at design, produktion og udvalgte komponenter er gået op i en højere enhed.

HQ

Det var derfor også ganske inspirerende at se alle disse tendenser samlet i én konkurrencedygtig pakke i form af Galaxy S20 FE i 2020, hvor Samsung virkelig formåede at trumfe konkurrenterne på specifikationer og pris. Men 2021 kom og gik uden en opfølger, tilsyneladende på grund af komponentmangel, og samtidig lancerede de primære konkurrenter fra OnePlus, Google, Xiaomi og sågar Samsung selv solide budgetvenlige telefoner, der redefinerede hvad vi kan forvente os at de her såkaldte "mid-rangere".

Samsung Galaxy S21 FE

Men nu er den her altså, Samsung Galaxy S21 FE, bare en måneds tid inden Galaxy S22-serien tilsyneladende viser sig. Og hvorfor? Tjo, måske fordi at al forarbejdet allerede er blevet gjort, og at en direkte aflysning ville kunne ses på en bundlinje et sted, men man kan ikke ligefrem sige at timingen er gunstig.

S21 FE har ikke en Snapdragon 8 Gen 1, men sidste års Snapdragon 888, den starter på 6GB RAM og 128GB plads - og den koster 6000 kroner for den billigste version. Det er her at det hele begynder at falde lidt sammen, fordi den almindelige S21, som vi i øvrigt elskede i vores anmeldelse, kan du i dag få for cirka 4700 kroner for 8GB RAM/128GB. Udover en lidt større skærm og et 4500mAh-batteri i stedet for 4000mAh, så er stort samtlige specifikationer i den almindelige S21'ers favør, fra den opgraderede fingeraftrykslæser (S21 FE's er bare optisk) til et kamerahus i metal i stedet for plastik.

Dette er en annonce:

Se det er en kuriøs størrelse, ikke? Det er ret tydeligt, at S21 FE skulle være udkommet før, som i lang tid før, eftersom dens pris ikke rigtig giver mening, S21'erens gradvise fald hos forhandlerne taget i betragtning, for den er på næsten samtlige måder værre - og dyrere.

Det er så sandelig ikke fordi at S21 FE mangler noget. Den 6.4 tommer AMOLED 2X-skærm er som altid smuk, og med 120Hz refresh-rate og en 240Hz touch sample rate er den responsiv også. De tre kameraer, altså en 12 megapixel wide, en 12 megapixel ultra-wide og en 8 megapixel telefoto er stadig bedre end forventet. Du får IP-certificering, trådløs opladning, og lidt sjovere farver - der er ikke én eneste reel anke her fra et teknisk perspektiv, udover at den plastikryg de har valgt til enheden denne gang føles lidt billigere, uden at vi helt kan pege på hvorfor.

Samsung Galaxy S21 FE

Nej, det er eksterne faktorer der sætter S21 FE i sådan et dårligt lys, for hvis den var udkommet i løbet af sommeren 2021, ja måske sågar bare sidste efterår, så havde verden været en anden. Men vi lever i dag i en verden hvor OnePlus Nord 2 vitterligt koster lidt over halvdelen, hvor du kan importere en Pixel 6 for de samme penge til Danmark, hvor iPhone 13 koster det samme og særligt at en almindelig S21 er næsten 1500 kroner billigere end den FE, der bogstaveligt talt er designet til at undergrave giganterne. Det er hele telefonens eksistensgrundlag.

Dette er en annonce:

Igen; hvis du får en god handel på en S21 FE fra en virksomhed som Telenor, Telmore eller CBB, så får du en glimrende telefon, ingen tvivl om det. Men går du og shopper for dine egne penge, og uden abonnement, så er der bare ikke rigtig nogen grund til at købe en S21 FE i stedet for en almindelig S21, ja du kan sågar få en S21+ for næsten de samme penge hos visse forhandlere.

We get it, det er krisetider, og det er ret tydeligt at hele Samsungs planlægning er faldet lidt fra hinanden her. Vi elsker Samsung-smartphones, og det inkluderer den her. Men køb en af de andre - virkelig.

07 Gamereactor Danmark
7 / 10
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold