Længe før Singstar og Buzz, og endda længe før Guitar Hero, var der Amigo. Han var en sød, lille og ikke mindst umanerlig rytmisk abe, der, udstyret med to knaldrøde maracas, gav den gas i Segas mildest talt sprudlende Samba de Amigo. Det er en del år siden Amigo sidst fik mig ud på gulvet, men her til sommer skal jeg vist til det igen.
Denne gang er formatet Wii, og med sin bevægelsesfølsomme Wii-mote, er det som hånd i handske. I stedet for at ryste to røde maracas, ryster du nu Wii-moten og nunchucken i takt til musikken, så oplevelsen burde være uhyggelig tæt på originalen. At Sega har sat Gearbox Software, holdet bag kommende spil som Borderlands og Brothers in Arms, til at lave nyfortolkningen, er måske et anderledes valg, men indtil videre lader det til at være det helt rigtige.
Den nye udgave indeholder musiknumre fra Dreamcast-originalen, samt en masse nye numre, der desværre endnu ikke er offentliggjort. Grafisk er der ikke lavet nogen større ændringer, men det behøver Gearbox heller ikke, for det originale Samba De Amigo er stadig dugfriskt at se på, her otte år senere.