
Medmindre jeg har misforstået noget, så var Saints Row IV på et tidspunkt planlagt som udvidelse til forgængeren Saints Row: The Third. Det skinner desværre igennem i det færdige produkt. Forstå mig ret, det ville have været den mest omfattende udvidelse nogensinde, men som fuldprisspil er det svært at ignorere følelsen af dovenskab. Saints Row IV har meget godt i sig, men det føles alligevel som om udviklerne har ligget på den lade side.
Præmissen for historien giver udviklerne mulighed for at lave stort set hvad som helst. Bogstaveligt talt hvad som helst. Alligevel foregår størstedelen af spillet i den nøjagtigt samme by som forgængeren. Vi befinder os atter engang i Steelport, og meget er dramatisk anderledes. Samtidigt er meget andet præcist det samme. Man spiller på en anden måde end tidligere, men grundlaget er det samme. Bydelene er de samme, skyskraperne er de samme, butikkerne er de samme, ja, udvalget på hylderne er tilmed det samme. Det føles billigt, når man nu sidder med et sandkassespil. Et spil i en genre, hvor omgivelserne traditionelt er lige så vigtige som historien og personerne, du møder.
Hvis du har fulgt trailerne til spillet, har du uden tvivl bemærket et par ændringer i Saints Row-opskriften. Lederen af The 3rd Street Saints-banden, altså dig, er på mystisk vis blevet hemmelig agent. Det bliver forklaret lige så godt som i det forrige spil, hvor de kriminelle gangstere af en eller anden grund var blevet verdenskendte superstjerner. Det var mildt sagt usandsynligt, men heldigvis spillede det ingen rolle. Det gør det heller ikke denne gang.
I starten af spillet kastes du ud i en militæropgave. Din helikopter flyver over en højderyg. Grafikken er elendig over hele linjen. Selve missionen starter, og du overtager styringen. Grafikken opper sig noget. Det føles præcis som sidst. Overdreven action og krampeseje replikker, med stram styring og en god fornemmelse. Du arbejder dig gennem opgaven, redder verden fra en magtsyg galning, og bliver belønnet med nøglen til det Hvide Hus. De Forenede Stater ledes pludselig af en skydegal vildmand, der indretter det ovale kontor med stripperstænger og, jaeh, strippere. Så bliver verden invaderet af rumvæsener. Derefter får du superkræfter.
Det er over-the-top i højere grad end nogensinde, men det virker. Historien og superkræfterne redder spillet fra at være totalt spild af tid. Det forklarer dovenskaben, men dækker ikke over det hele.
Historien fungerer nemlig godt. Ikke på grund af et velskrevet manus, men på grund af gennemført satire. Hele spillet er en endeløs harselering med spilbranchen. Hovedpræmissen er tydeligt inspireret af en af 90'ernes største actionfilm, men missionerne laver skæg med både store og små spil fra mediets nok så korte men varierede levetid.
Allerede i første mission er den sarkastiske humor åbenlys. Mens du slås mod galningen, der vil bombe verden, tordner trommerne ud af højtalerne. Lyden forvrænges af og til. Det skriger af Battlefield 3. I løbet af spillet bliver en række andre titler føjet til listen. Mass Effect, Metal Gear Solid, ingen spil er hellige. Klassiske Quick Time-effekter bruges også til stor komisk effekt. På de mærkeligste tidspunkter bliver du bedt om at hamre løs på bestemte knapper, ganske som man bliver i mange andre actionspil for tiden. Blandt andet skal du på et tidspunkt klikke hektisk på en knap for at samle avisen op. Det er svært ikke at holde af. Saints Row IV viderefører i høj grad seriens uhøjtidelige særpræg, på godt og ondt.
Som nævnt har du denne gang superkræfter. Det manglede da bare. Det fører til at du spiller på en anden måde end før. Du kan løbe hurtigere end bilerne, hoppe fra skyskraber til skyskraber og svæve majestætisk gennem luften. Det er nemt at bevæge sig rundt på kortet, og dine specialevner gør kampene varierede og heftige. I starten glemmer du at Steelport er en anden by, da du oplever den på en helt ny måde.
Men man glemmer det ikke helt, og man glemmer ikke de andre superheltespil, Saints Row IV har hentet inspiration fra. Infamous, Prototype, Crackdown. Listen over spil, der har gjort det her før, er lang, og ingen af specialevnerne er særligt nyskabende. Det fungerer, men vi har strengt taget set dem før. Når den første fascination har lagt sig, husker du at denne by allerede er blevet udforsket. Det gjorde vi for halvandet år siden.
Alt i alt er historien i Saints Row IV morsom nok til at holde interessen fanget fra start til slut. Kampene hen mod slutningen vil nok være en smule i overkanten og uoverskuelige for nogen, men de fleste vil sætte pris på friheden og muligheden for at være en bad-ass superhelt.
Når du er færdig med historien, er du derimod netop det, færdig. Det er ærgerligt, eftersom vi snakker om et sandkassespil, men resten af spillet er ganske enkelt ikke dragende nok. Sideopgaverne og aktiviteterne minder for meget om det, vi har spillet før. Det her er et spil for dem, der forgudede forgængeren, eller aldrig prøvede den. Det er sjovt nok til at sikre sig en 7'er. Det er derimod ikke et spil som alle burde spille.