Saint's Row

Er du skuffet? Jeg ved, du allerede har kigget på karakteren, set det "forsigtige" syv-tal og tænkt dit, indrøm det bare. Måske har du også smuglæst dele af teksten og fundet ord som "klon", "guldkæder" og "stor, åben by" og sidder og ruller med øjnene. Og jeg kan godt forstå det. Du har hørt det hele før, du syntes jeg lyder som en ridset, gammel plade, som et levn fra fortiden, som en træt, mavesur anmelder. Faktisk syntes du også, at du har læst en anmeldelse med stort set de samme ord - og det har du. For det er hulens svært at svinge fyldepennen på en ny måde, når det, jeg skal skrive om, minder uhyggeligt meget om det, jeg allerede har oplevet utallige gange før.

Sandkasse-spil er en genre, ingen tvivl om det, og jeg ville aldrig drømme om at kalde The Elder Scrolls IV: Oblivion for en klon af Grand Theft Auto. Til trods for spillets åbne vidder, uendelige muligheder og utallige missioner er alt anderledes i Bethesdas middelalderlige univers. At Christopher Stockman, producer på Saint’s Row, forsøger at overbevise mig om, at det også er tilfældet med hans seneste kreation, har jeg til gengæld sværere ved at sluge. Saint’s Row er ikke et spil, der benytter sig af sandkassens mange muligheder til at stikke ned ad ideernes boulevard, det er et spil, der benytter sig af Grand Theft Autos mange ideer, skamløst pudser dem af, retter dem til og så hælder dem ned på en DVD-skive. GTA til en ny generation, vær så god.

Og det er tydeligt fra det øjeblik, din selvskabte gangster sætter sine hvide gummisko i Saint’s Rows mange kvadratkilometer legepark. Hiv en tilfældig indbygger ud af hans bil, og den er din til at køre dødskørsel i. Rod lidt med radioen, og du får en bred palet af musik fra hiphop over metal og til soul. Ræs ned af den nærmeste gade, og alle springer for livet. Hop ud, træk din semi-automatiske pistol, lad det glimtende gokkejern tale, og se hvordan sagesløse mennesker falder som fluer. Gå ind i den nærmeste butik, hiv lidt tøj ned fra hylderne, og klæd dig som i en af utallige MTV-musikvideoer overdænget med guldkæder og med en flabet cigar i mundvigen. Det er der alt sammen som punkter på en huskeseddel, hvor du bare skal krydse af i boksene med en blyant.

Det værste er, at jeg ikke har særligt meget imod det. Ja, gud fanden er Saint’s Row en decideret kopi af Grand Theft Auto, og jo det ville have været rart, hvis holdet havde givet bare en smule mere af dem selv eller bare valgt et andet emne end Amerikas gadebander og narko-gangstere, men det er i det mindste stadig underholdende at ræse gennem Stilwater med politiet i hælene, mens det velfungerende fysiksystem kaster rædselsslagne fodgængere op i luften, som jeg rammer dem. Og selvom jeg allerede har kørt mere end min portion ræs ned gennem neon-oplyste gader, så føles det stadig lækkert at drøne rundt i en åben amerikanerslæde med to hjemmedrenge på bagsædet, der skyder på alt og alle. At Volition så også har haft heldet til at fjerne det ekstremt pirrelige auto-aim til fordel for et, jeg selv guider, gør de nødvendige gadekampe (jeg skal jo have min respekt) langt mindre frustrerende.

Dog var det, og er det stadig online, jeg slår mine folder. Spillets fire meget forskellige spilmodes er ikke bare tamme, hurtigt kreerede strøtanker, der kun er inkluderet for at gøre Microsoft tilfredse, men i stedet veludførte, gennemtænkte variationer af velkendte temaer som Deathmatch (her kaldt Gangsta Brawl) og Capture the Flag (med det opfindsomme navn Big Ass Chains) samt helt nye som Blinged Out Ride, der reelt er en sammenblanding af alle de andre, men det det formål at lave den fedeste øse og få den hjem til basen. Det er langt tid siden, at jeg har haft det så sjovt online, og selvom det kun var med et minimum af Nordeuropas andre spiljournalister, så var det ikke svært at se potentialet i online-delen.

Heldigvis er der også mere under overfladen i Saint’s Row. Historien, spillets røde tråd er langt mere markant end i San Andreas og Vice City. Den åbner sig via dit engagement i spillets småjobs, hvor der ikke bare kommer penge ind på kontoen, men også respekt. Respekten er igen vejen til flere hjemmedrenge, der kan hives med ud på missionerne, og adgangen til helt centrale opgaver af den slags, der for alvor får territorierne i byen til at skifte hænder. Sammen med Volitions påfund Activities, der kan være alt fra kamikazekørsel til at skulle skade dig selv så meget som muligt på motorvejen over egentlig lejemorder-missioner og til tyveriet af gadens ludere, holder Saint’s Row mig i det mindste fanget.

Det er afviklingen på Xbox 360 til gengæld ikke. Saint’s Rows mellemsekvenser, der trækkes af spillets grafiske motor, hakker frygteligt i det sommetider, mens det, når du selv tager styringen over din karakter, sagtens kan falde markant i hastigheden - specielt når der foregår meget på skærmen. Det velkendte problem med hele bydele, der med et trylleslag sprænger frem, er heller ikke noget Volition har kunnet magte af glatte ud, ligesom overfladerne på alt fra bygninger til personer og biler sagtens kan være mudrede, indtil du er et par meter fra dem. Dermed falder den fornemste undskyldning for at gentage GTA’s succes i nye klæder: et grafisk imponerende næstegenerationsspil uden konsolmæssige begrænsninger.

Det, du skal gøre op med dig selv, er dette: Er du træt? Har du set nok 24 karat guld, rygende pistoler og bukser med plads til to for de næste ti år. Har du stjålet nok biler, fragtet rigeligt med ludere og kørt rundt i alt for mange fiktive, kriminalitetsramte byer? Så glem Saint’s Row, for det er præcis, hvad du får, intet mindre, men heller ikke så meget mere. Jeg er dog stadig betaget af genrens charme og muligheder, så jeg tager lige endnu en omgang på gaderne i Stilwater, men så må det også være slut.