Sagaen om Sonic the Hedgehog

Der er ingen som Sonic. I hvert fald ikke i spilverdenen. Frem for alt er der ikke nogen som Sonics fans. For at finde noget tilsvarende er vi nødt til at kigge mod musikbranchen og ikoner som Morrisey eller Michael Jackson, hvis fans følger dem i blind kærlighed gennem alle deres lykkelige stunder såvel som de svære. Som elsker deres idoler, selv når idolerne ikke lader til at elske dem tilbage. Sådan er Sonics fans.

I spilverdenen er der ildsjæle, der lægger timer og tusindkronesedler i at klæde sig ud som figurer fra deres yndlingsspil, eller gamere der lever og dør online. Men Sonics fans, de befinder sig i en helt anden liga. På websider med nærmest religiøse vendinger bruger de dage og år på at diskutere tonen i hans øjenfarve, fysikken i hans løb eller skriver erotiske noveller om figurerne i spillet.

Andre bruger dage og nætter på at skrive uendelige artikler om hans 20-årige historie i spilverdenen. En historie om medgang, fald, skuffelse og et evigt brændende håb. Den er ikke altid lykkelig, men dette er Sonic the Hedgehogs historie.

På mange måder er Sonic the Hedgehogs historie også fortællingen om spilselskabet Sega. Det er ikke til at komme uden om, for ingen figur har defineret og haft så stor betydning for sit selskab som Sonic har for Sega. Selvom Super Mario og Nintendo er nærliggende
at nævne. Men hvor Nintendo har kunnet læne sig op ad et stort bibliotek af klassiske spil og figurer, har Sonic i retrospekt været den spilserie der, i princippet egenhændigt, har defineret Segas storhed.

Det hele begyndte for over 20 år siden i Osaka, Japan. Året er 1988, og Nintendo ejer hele spilverdenen. Ingen ser ud til nogensinde at kunne ændre det. På dette tidspunkt kalder man det ikke at spille tv-spil. Det hedder at spille Nintendo. I Osaka skal to japanere med hver deres nørdede interesser snart mødes. Yuji Naka er programmør og nærmest besat af høje hastigheder i alle former, og Naoto Oshima dyrker alt hvad der rører sig inden for den vestlige
superheltekultur. De kender endnu ikke hinanden, men en dag vil de sammen forandre verden med hjælp fra et blåt pindsvin.

På dette tidspunkt ligger Segas nye 16-bit-konsol, Sega Mega Drive, for døden. Selvom modstanden udgøres af Nintendos lille grå spilkasse på kun 8 bit, er der ingen, der i dette øjeblik kan konkurrere mod NES'ens spilbibliotek. Og som om det ikke var skidt nok, er Nintendo også på vej med en ny maskine, Super Nintendo. Sega har satset hårdt på markedsføringen af sin konsol gennem sprøde reklamer, der gør opmærksom på konsollens "blast processing", men er stadig ubønhørligt bagud.

Året efter, 1989, vælger Sega at skrotte Alex Kidd som sin maskot, samtidigt med at man arrangerer en intern konkurrence om at skabe en ny frontfigur, der vil få sit helt eget spil. Der kommer over to hundrede forslag ind fra karrierehungrende Sega-ansatte, der håber på at stige i graderne. Blandt finalisterne er en kanin, et bæltedyr, en bjørn og en Theodore Rooseveltlignende fyr i pyjamas.

Mest opsigtsvækkende er dog Naoto Ohshimas blå pindsvin. Han kalder ham Mr. Needlemouse, og beskriver ham som en figur med attitude, designet til at løbe gennem loops ved høj hastighed. Designet har Ohshima baseret på flere forskellige kilder.

De røde sko er en kombination af Michael Jacksons støvler fra Badalbummets forside, blandet med julemandens ikoniske røde farve. Sonics overlegne attitude kommer fra den amerikanske mentalitet, med ingen ringere end præsidentkandidaten Bill Clinton som forbillede. Pindsvinets blå farve stammer selvfølgelig fra Segas blå logo. Segas ledelse ser potentiale i projektet, og ved straks hvem der er den rette til jobbet. Selskabets allerstørste fartentusiast.

Yuji Naka har på dette tidspunkt allerede skabt sig et navn hos Sega takket være sit arbejde med Phantasy Star-spillene, og har ry for at være en ekstremt dygtig programmør. Sammen med Naoto Ohshima som figurdesigner og Hirokazu Yasuhara som banedesigner og instruktør, samler man i 1990 et udviklingshold, hvis nærmest revolutionære mål er at lave spil, der kan vælte kongen af tv-spil, Nintendo. Men først skal der en navneændring til. Mr. Needlemouse bliver til Sonic the Hedgehog, og holdet bliver til Sonic Team. Der bliver skabt spilhistorie, og et ikon er født.

Ideen med Sonic-spillet er at lave et platformsspil centreret omkring fart, der kan skille sig ud blandt markedets mængder af Super Mario-kloner. Sonic skal tilmed være en frihedskæmper, der slås mod den onde videnskabsmand Dr. Ivo "Eggman" Robotnick. Yuji Naka fortæller:

"Jeg havde selvfølgelig spillet Super Mario Bros mange gange, men jeg ville så gerne lave et spil, der handlede mere om fart. For det sjoveste i Super Mario var jo, når jeg klarede banerne hurtigt".

For at lykkedes med dette får Sonic et såkaldt spin-angreb, hvor han, som det pindsvin han er, ruller sig sammen til en stort set usårlig blå bold. Det gør det muligt for Sonic at besejre fjender og komme forbi forhindringer uden at miste noget af sit momentum. Fart er livsvigtigt for spillet, og prototypen for Sonic the Hedgehog er tilmed så hurtig, at man er nødt til at gøre den langsommere.

Yuji Naka hævder selv, at spillet i starten gik så hurtigt, at det dårligt kunne spilles uden at blive køresyg. En anden årsag til at tempoet bliver sænket er også, at sværhedsgraden ikke skal blive for høj. Banedesigner og instruktør Yasuhara fortæller:

"På det her tidspunkt var det amerikanske publikum generelt mere interesserede i udfordrende spil, end det japanske publikum, der var mere casual. Udfordringen med Sonic var derfor at lave et spil til begge disse typer af spillere".

Mens dette står på, bygger figurdesigner Oshima videre på Sonics baggrund. Sonic bliver sanger i et rockband sammen med en flok andre antropomorfe dyr. Han får også hugtænder og en kurvet menneskelig kæreste ved navn Madonna. Det gør Segas amerikanske kontor, Sega of America, bekymret for, at Sonics japanske æstetik måske ikke vil vinde genklang hos de amerikanske forbrugere.

Tom Kalinske, chef for Sega of America og tidligere chef for Mattel (selskabet bag Barbie) redesigner derfor Sonic, så han bedre passer til det amerikanske marked. Manga-trækkene i udseendet og den japanske stil nedtones, og Sonic får et mere rundt, kompakt og tegneserie-agtigt udseende. Rockbandet, hugtænderne og den voluptuøse kæreste fjernes helt. Det gør Segas japanske hovedkontor rasende. De hader den nye Sonic og den studehandel, de mener Tom Kalinske har lavet med markedsundersøgelserne. Yuji Naka fortæller selv:

"Jeg hadede virkelig det nye design af Sonic, og var meget bekymret for hvordan forbrugerne ville tage imod figuren. Men set i bakspejlet var det formodentlig en af årsagerne til at Sonic lykkedes".

Segas kontor i Japan går i sidste ende med til det nye design, efter mange konfliktfyldte møder med Sega of America. Flere måneder med 21 timers arbejdsdage senere er Sonic the Hedgehog færdigt. Den 23. Juni 1991 udkommer spillet, og Sonic Team
overholder sin stramme deadline.

Det blå pindsvin lander samtidigt med en aggressiv markedsføringsstrategi, der involverer dyre tv-reklamer og en massiv turne rundt blandt indkøbscentre i USA. Krigen mellem Sega og Nintendo er i fuld gang, og Sega er klart underlegne, da hver dollar de bruger mødes af 15 dollars fra Nintendo. Alligevel begynder Nintendos andel af markedet at krympe. I hvert fald en smule.

For første gang i lang tid går det godt for Sega. Rigtig godt, faktisk. Sonic the Hedgehog ser ud til at sælge en million eksemplarer inden årets slutning. Sega vil dog have del i den massive julehandel, og Tom Kalinske fremlægger sammen med Segas vicedirektør, Shinobu Toyota, en dengang helt tosset ide: de skal forære Sonic the Hedgehog væk sammen med salg af Sega Mega Drive-konsollen. Toyota fortæller:

"Vores chef sagde til os, er I fra forstanden? Vi tjener vores penge på spil, og I vil forære vores bedste titel væk? Han rejste sig op og sparkede sin stol omkuld, hvorefter han stormede ud af mødelokalet. I døråbningen stoppede han op, og midt i sit raseri hvæste han, hvis I tror det er det rette at gøre... så gør det!"

Og sådan bliver det. Sega forærer Sonic the Hedgehog væk midt i den kogende julehandel. Succesen lader ikke vente på sig. Mega Drive sælger mere end dobbelt så meget under julehandlen det år. Samlet set har pakken ved generationens slutning solgt hele 15 millioner eksemplarer. Strategien går så godt, at Nintendo for første gang siden spilkrakket taber markedsføringen til Sega. Det umulige er sket. Kæmpen er faldet, og festen hos Sega varer længe.

Efter den massive succes går arbejdet med Sonic the Hegdehog 2 straks i gang. Udviklingen flyttes fra Japan til Segas nye kontor i Californien, eftersom den amerikanske respons på spillet har været så stærk. Det nye spil introducerer en multiplayer-del og en ny figur, Tails, en tohalet ræv der har Sonic som sit største idol. Spillet udkommer til jublende salgstal og kritikerros. I dag betragtes det som spillet, hvor Sonic Team gjorde alting rigtigt på én gang.

Eventyret var større og banedesignet fungerede meget bedre med de høje hastigheder. I det første spil var der ofte uundgåelige forhindringer midt på Sonics vej, der gik ud over gameplayet, men i Sonic the Hedgehog 2 fandt man en helt anden balance mellem fart og udfordring. Da spillet udkommer begynder Segas markedsføring af Sonic at nærme sig helt absurde niveauer. The Blue Blur skal kunne ses overalt.

Legetøj, tv-serier, t-shirts, sengetøj, McDonald's Happy Meals, tegneserier, cd'er og produktlinjer med pasta, deodorant, chokolade og cornflakes. Sonic dukker op som cameo i The Simpsons, og får til og med en gigantisk ballonfigur i New Yorks årlige Thanksgiving-parade, som den første spilfigur nogensinde. Kort sagt kan verdens hurtigste pindsvin ses overalt, i en sådan grad at undersøgelser i USA på et tidspunkt viser, at Sonic the Hedgehog blandt børn er mere genkendelig end Mickey Mouse - en figur, der har været i rampelyset i flere generationer.

Sonics guldalder viser ingen tegn på at slutte, og skal nu gå ind i sin næste fase med et spil så episk, så enormt, så utrolig fantastisk at det strækker sig over to Sega Mega Drive-kasetter i stedet for en enkelt. I 1994 udkommer Sonic the Hedgehog 3 og Sonic & Knuckles. Sidstnævnte kan sættes sammen med og kombineres de tidligere Sonic-spil for at låse op for nyt indhold.

Sætter man Sonic the Hedgehog i Sonic & Knuckles, får man adgang til et helt nyt spil baseret på bonusbanerne i Sonic 3 og Sonic & Knuckles. Sætter man Sonic the Hedgehog 2 i, kan man gennemspille hele Sonic 2 med den nye figur Knuckles, et myrepindsvin med dreadlocks og sko inspireret af Jamaicas flag. Og endelig, hvis man sætter Sonic the Hedgehog 3 i, får man adgang til hele det gigantiske platformseventyr Sonic the Hedgehog 3 and Knuckles, der strækker sig over 14 baner, kan spilles med flere opsætninger af figurer og viser spillets historie fra flere forskellige vinkler. I forhold til resten af spilverdenen er Sonic 3 & Knuckles et unikum, dengang såvel som nu.

På dette tidspunkt er debatten om hvem der er det største spilikon af Super Mario og Sonic en helt logisk diskussion at føre rundt omkring i verden. Både hvad angår eksponering, kvalitet af spillene, salgstal og fans er de to i princippet jævnbyrdige. Alt dette havde Sonic opnået på en periode af fem år, og hans fremgang viste ingen tegn på at aftage. Hvad kunne der gå galt?

Ganske meget, skulle det vise sig.

Årsagerne til det, der sker senere i historien, bliver ofte debateret. Som regel ender skylden med at havne hos Segas hybris og forsøg på at malke penge ud af en serie produkter, der ikke fortjener at blive malket penge ud af. Sega begynder i hvert fald at udvikle nyt tilbehør til Mega Drive for at forlænge konsollens levetid. Først kommer en cd-romudvidelse ved navn Sega CD, som markedsføres sammen med et nyt Sonic-spil, Sonic CD. Konsoltilbehøret sælger trægt, men i stedet for at satse på at lancere sin nye konsol, Sega Saturn, udvikler Sega yderligere en Mega Drive-udvidelse kaldet Sega 32X, der markedsføres med Sonicspinoff-
spillet Knuckles Chaotix.

Da Sega Saturn senere udkommer, bliver den slået til plukfisk af Nintendos 64-bit-konsol og den nye udfordrer, PlayStation. Skylden lægges på dårlig timing, manglen på spil, den skyhøje pris og at det kommende spil Sonic X-treme sidder fast i udviklingen og senere droppes. I stedet må Sega-publikummet nøjes med to underlegne Sonic-spil fra det engelske studie Traveller's Tales, Sonic 3D og Sonic R. Salget går forfærdeligt, mens Super Mario 64 sælger 11 millioner eksemplarer, og den ene successerie efter den anden lanceres på PlayStation. Pindsvinet var blevet kørt over.

I den femte konsolgeneration dominerede Nintendo og Sony helt og holdent, mens Sonic og Sega trak sig tilbage for at vente på nye og bedre tider. Ambitionen for den næste generation var klar - de skulle være bedst. Yuji Naka, der på dette tidspunkt ikke havde arbejdet med Sonic siden den oprindelige Mega Drivetrilogi, blev lokket tilbage til Sonic Team med Segas nye løfter om et teknikmonster af en konsol, hvis navn skulle symbolisere alle selskabets ambitioner, drømme og håb: Dreamcast. 1999-9-9 var udgivelsesdatoen sammen
med det længe ventede Sonic Adventure. I dag betragtes det som et ringe spil, plaget af fejl og vildfarent spildesign. Men da det udkom, der var det gud.

I hvert fald for Sonic-fans. For Sonic Team havde formået at gøre det, der ellers blev regnet for umuligt: at overføre de svimlende hastigheder fra originalen til et 3D-perspektiv, hvor strande, bygninger og vulkaner susede forbi. Sonic var tilbage, og lyksaligheden blandt fansene var total. Selvom konsollen var langt bedre end den halvhjertede Saturn, med både et eneståede spilbibliotek samt det faktum, at den var den første til at understøtte denne her tingest kaldet Internettet, så var konkurrencen fra PlayStation 2 alt for hård. Dreamcast blev droppet i marts 2001, og Sega annoncerede at de var færdige med at lave konsoller. Sonic var hjemløs.

Efter Dreamcasts bortgang fortsatte Sonic med at lede efter en identitet og en plads i den nye tekniks verden af tredimensionelle spil. Og det gør han stadig i dag, ti år senere. Sonics 00'ere var hårde. Hos den tidligere fjende Nintendo fandt han et nyt hjem, og Sonic Adventure 2, der udkom til den allerede aflivede Dreamcast, blev et af lanceringsspillene til Nintendos GameCube.

Dreamcast-versionen blev kaldt en smuk afsked. GameCube-versionen var rent skrammel. Der var gået blot otte måneder mellem de to forskellige udgaver, og om noget var GameCube-versionen egentlig den bedste af de to. Men på denne korte tid var verden blevet træt af Sonic og var gået videre. Og i de kommende år gav Sonic yderligere grund til at verden ikke behøvede se sig tilbage.

Sonic Team, der nu blev ført an af Sonic Adventure-designeren Takashi Iizuka, fandt snart på en ny vision. Sonic the Hedgehog skulle takket være de nye multiplatformsmuligheder blive større end selveste Pokémon. Sonic-titlerne skulle mangedobles i antal og udkomme til alle mulige formater flere gange om året. Det resulterede i spil som Sonic Heroes, Sonic Riders, Sonic Rivals og Shadow the Hedgehog. Selvom salget gik fint (det var jo trods alt Sonic på forsiden), så viste alle spillene en tydelig nedgang i kvalitet for serien. De blev stadig mere ufokuserede, og det eneste, der kom til, var flere gimmicks og flere af Sonics neonfarvede skovvenner.

På Tokyo Game Show 2005 fremviste Sega det, der skulle blive det næste store Sonic-spil uden skelen til de mange spinoffs, såvel som det første Sonic-spil til den nye generation af konsoller, Sonic the Hedgehog, i dag kendt som Sonic 360 eller Sonic 2006. Det er svært at forestille sig i dag, men Sonic the Hedgehog til Xbox 360 og PlayStation 3 var et af 2006's mest ventede spil.

I dag ser folk på det som et af de værste spil i Sonic-serien, og en af tidernes største skuffelser. I stedet for et Sonic-spil havde Sonic Team valgt at lave en enestående bug-fest, der kredsede omkring et fanfiction-værdigt melodrama om Sonics kærlighedsforhold til en menneskelig prinsesse. Fans, kritikere, spilverdenen, ingen kunne tro deres egne øjne. Og det blev ikke bedre.

I den anden halvdel af 2000- tallet fortsatte Sonic med at eksperimentere med mærkeligt spilindhold, hvilket resulterede i en serie spil med bogtema til Nintendo Wii, hvor Sonic havnede i både Tusind og en Nat (Sonic and the Secret Rings) såvel som legenden om Kong Arthur (Sonic and the Black Knight). Udover det bød Sonic Team også på det berygtede Sonic Unleashed, hvor Sonic blev forvandlet til en pindsvineulv, og et mærkeligt rollespilssamarbejde med Bioware kaldet Sonic Chronicles: The Dark Brotherhood. Samtlige spil blev savet ned af kritikere såvel som fans.

Sonics adfærd gennem 00'erne har givet ophav til noget, der kaldes "The Sonic Cycle". Et ondsindet kredsløb hvor de første billeder fra hvert spil på ny skaber store forventninger. Sonic er tilbage! Hvorpå yderligere billeder dukker op og afslører nye gimmicks og et uforandret gameplay. Forventningerne daler en smule, men alle krydser fingre og håber på det bedste. Da spillet så udkommer er det elendigt, og spilverdenen lover højt og helligt at den aldrig vil lade sig narre igen. Senere udkommer billederne fra det næste Sonicspil, og cyklussen starter forfra. Den har snart kørt i ti år.

I dag er der ingen spilhelt, der betyder så utroligt meget for nogen, og slet ingenting for alle andre. En del hævder, at han kun lever på arven fra sin karrieres første tre år. Andre at Sonic også i dag kommer med fantastiske spil, omend de bliver overset af de store masser, så som Sonic Advance og Sonic Rush til Gameboy Advance og Nintendo DS, eller 2010's Sonic Colours til Wii.

For hvert nyt spil, der er blevet annonceret gennem de seneste år, er håbet om pindsvinets genkomst blevet vakt til live igen. Uanset hvor mange forbiere, han har med i bagagen. Spørgsmålet er bare, om det er selvpineri eller måske den reneste form for spilkærlighed, verden nogensinde kommer til at se? For når alt kommer til alt, så er der ingen som Sonic.