Sacred 2: Fallen Angel

Sacred 2 er en underlig størrelse: her er et spil der er sprængfyldt med fejl, pinligt stemmeskuespil og manglende forklaringer på spilmekanikker, men som alligevel ender med at levere, den fra Diablo, så velkendte sirenesang.

Da Nicolas Elmøe i sin tid anmeldte PC-versionen af Sacred 2, endte denne på fire ud af ti, med en bøn om at skyde ham. Her seks måneder senere er turen kommet til PlayStation 3-udgaven, og jeg er efter nogle timers solospil tilbøjelig til at kopiere og indsætte teksten. Nu efter godt over fyrre timers spilletid på konsollen er situationen lidt en anden.

Historien er stadig lige dele vrøvl om det gode og det onde, der af forskellige årsager, er interesserede i en kraftfuld energikilde kaldet T-energi. Dertil kommer en sand strøm af tåkrummende vittigheder, og malplacerede citater. At en karakter fortæller mig, at "han ved hvor min bil er parkeret, hvis jeg ikke makker ret, når jeg styrer spillet", gør kun historien endnu mere ligegyldig. Og efter at have modtaget opgaver der er direkte hovedpinefremkaldende krampagtige i deres morsomheder, må jeg indse, at historien ikke er, hvad jeg vil bruge mine kræfter på.

Og det er godt det samme, for Sacred 2 byder som de fleste hack'n'slash-spil på loot, tal og statistikker i så lange baner, at en historie let kan undværes.

Desværre er der næsten for mange tal: din karakter kan slæbe rundt på 169 stykker udstyr fordelt over fem faneblade. Endnu en stak faneblade med evner, runer, specielle styrker, kombinationer, mounts, spells, modificeringer og en sandt virvar af statistikker ligger i et uoverskueligt menusystem, der oftest leveres med sirlige farvekoder uden nogen form for forklaring eller logik. Kombineret med utraditionelle klasser, bliver dette hurtigt for meget for selv den mest garvede rollespiller.

Således begiver jeg mig ud på min første færd som den egyptisk inspirerede robot-varulv. Men efter nogle timer i Sacred 2 har jeg allerede nedgriflet mere end tretusinde tegn, udelukkende omkring foreløbige fejl og mangler i spillet, og fingeren sidder ivrigt parat over tastaturets firetal.

Som konvertering af et flot PC-spil, skuffer PlayStation 3-udgaven grafisk. Skærmen flosser og hakker ofte, selv uden hobetal af fjender på skærmen. I byerne popper beboerne til tider lystigt frem på skærmen, mens detaljer flimrer så meget, at jeg begynder at tvivle på min hardware. Derfor skifter jeg først opløsningen fra 1080i til 720p, for derefter at erstatte min debug-Playstation 3 med min normale maskine, alt sammen uden resultat. Omgivelserne er dog som på PC og Xbox 360-versionen ganske detaljerede, og det samme gælder de mange varierede karakterer, men det føles alt for ofte som om PlayStation 3-grafikchippen er ved at tabe pusten.

Det er stadig svært, at vurdere hvorvidt er stykke terræn kan forceres, der er grum mangel på konsistens i det geologiske regelsæt. Således kan nogle bjergskråninger forceres, mens jeg på et tidspunkt ikke kan komme udenom en stige, der ligger fladt ned på jorden.

Lydkulissen er også en blandet fornøjelse. Bedst som den stemningsfulde baggrundsmusik fungerer, afbrydes denne af et kort stykke kampmusik. Musikken starter og slutter på utroligt tilfældige tidspunkter, og består alt efter den valgte klasse af enten halvfedtet synthesizer-kor, fem sekunders så-går-det-løs-musik eller elektronisk guitarmetal. At spillets krigerkvinde så lyder som en uengageret telefondame, mens den mandlige udgave kunne gøre en Terminator misundelig, bevirker at mine øregange næsten bløder.

Men Sacred 2: Fallen Angel egner sig fortrinligt til sofaunderholdning: konsolversionen og PlayStation-kontrolleren fungerer godt sammen, med mange muligheder for at ligge spells og udstyr på de forskellige knapper. Desværre fungerer denne del dog heller ikke optimalt. Ofte halter den i kampens hede: Affyrer jeg min bue, for derefter hurtigt at skifte til mit nærkampsvåben, bliver dette på trods af ivrige knaptryk ofte ignoreret, med mindre jeg pænt venter på at en påbegyndt animation færdiggøres. Når lidt for livsglade fjender øjensynligt ignorerer min krigers motoriske færdigheder, står det også klart, at selv den del ikke sidder lige i skabet.

Efter lidt over fire timers spilletid, må jeg samtidig surmulende indse at problemet med PC-versionens computerstyrede karakterer stadig er intakt. Mary Ann, er nu mit eget private paintrain. Hun vil ikke forlade mig, og der er ingen måde at fjerne questen eller kvinden på. Den kunstige intelligens er så hovedrystende slem, at den bedste kan beskrives som "hvis der er en fjende indenfor et par kilometers afstand, så løb derhen, og rend så tilbage til spilleren". I hver en grotte jeg beslutter mig for at udforske, stormer Mary Ann således hovedløst frem, for ivrigt at vende tilbage med hele grottens indhold af monstre. Efter at have forsøgt at slippe af med hende, må jeg give op og genstarte.

Hvis du har læst med så langt og endnu hænger på, må det være tid til at forklare hvorfor karakteren alligevel ikke ender på selvsamme halvlunkne niveau som ved PC-anmeldelsen.

Efter at have summet rundt i den enorme verden endnu et par timer, kaster jeg mig opgivende over flerspillerdelen. Der er mulighed for at spille både online og offline sammen. På Xbox 360-versionen kan mulighederne kombineres. Denne del er på PS3-versionen dog begrænset til fire spillere online, eller to spillere på samme maskine.

Ved kooperativt spil kan der være ti levels i forskel på eventyrerne, til gengæld får den svagere spiller kastet erfaringspoint i nakken med sådan en styrke, at denne efter kort tid er på samme niveau som den mere erfarne eventyrer. Og får man nok af at spille sammen, kan der fortsættes på soloeventyret. Dette fungerer yderst tilfredsstillende.

Fordelingen af loot foregår automatisk. Vil man udveksle rovet, sker dette ved tryk på den ene skulderknap, som også er selvsamme, der bruges til at snakke med karakterer, åbne døre og kister eller loote. Dette resulterer i at man som spiller bør holde sig på afstand, mens partneren foretager en af disse handlinger, medmindre man vil have skærmen fyldt med trade-vinduer.

Men på trods af de mange problemer der plager oplevelsen, er det en sand fryd at gribe sin kontroller, og gå på eventyr med en ven. Vel at mærke på samme skærm, ved samme maskine og i samme hyggelige stue. En magisk fornemmelse, som alt for mange spil mangler idag.

Det er her Sacred 2 skinner som en gylden klassiker. Når snakken går, hovederne flyver, loot opsamles og dagens bytte sælges, så bemærker man sjældent de grafiske fejltrin, de låste animationer eller den loopende lyd. Så er det nydelsen ved at sidde sammen med en god ven og udforske en gigantisk verden, der er i fokus.

Og dette bliver for mig og min medspiller konsolversionens redning. For denne del er ganske enkelt en herlig fornøjelse, rasende vanedannende, og nok til at spillet får en fast plads i denne anmelders spilsamling.

Som enkeltspiller skal man dog være mere end almindeligt tilgivende samt talglad for at sætte pris på solooplevelsen. Derfor bør du nøje overveje hvor meget et loot-eventyr mangler i samlingen, og eventuelt leje spillet først.

Kan du efter et par timers spiltid stadig leve med de mange små og store fejl som spillet byder på, bør du ignorere karakteren, velvidende at der her ligger en åben verden og venter, med hundredevis af timers god underholdning på vejen mod din karakters topniveau. Men tag din bedste ven med.