Sacred 2: Fallen Angel

Tyskland er i ubalance. De laver nogle fænomenale biler, har verdens bedste pølser, og deres drukfestivaler er legendariske. Men de hører schlager-hits som var det Mozart, afbleger deres hår, og laver nogle halvskidte rollespil. Selvom Two Worlds trækker op på en ellers katastrofal statistik, gør Gothic-serien tyskerne til skamme. Det pynter heller ikke, at Sacred 2 er som en stor, grim pølsetysker med bundesligahår og saurkrautånde.

Lige fra det øjeblik introsekvensen præsenterer sig på min skærm, er jeg ved at kløjes i min cola. Historien er det sædvanlige "åh-nej-det-onde-er-ved-at-overtage-verden-og-jeg-skal-komme-til-undsætning"-vrøvl, men modsat mange andre spil med selvsamme handling, tværer Sacred 2 det direkte op i hovedet på mig fra første øjeblik, i en introsekvens, der bedst kan beskrives som en billig B-film fra 80'erne. Skyd mig.

De første mange timer bruger jeg på at hoppe rundt som et forvirret får, lige indtil jeg finder ud af, at Sacred 2 byder på en åben verden, à la den vi kender fra Oblivion. Den åbne verden er imidlertid ikke særlig åben, for min såkaldte helt har svært ved at nå udenom diverse forhindringer, og således bliver et simpelt træ til en større opgave at passere. Forkasteligt.

Som rosinen i pølseenden forvirres jeg yderligere af spillets questlog, og derfor går der endnu et par timer med at finde ud af, hvordan den fungerer. En uddybende tutorial havde bestemt ikke været malplaceret, Ascaron. Især fordi der rent faktisk, dybt derinde et eller andet sted, gemmer sig et ganske fint rollespil med en hel del innovative tiltag.

Sacred 2 er et hack'n'slash spil, men af en eller anden årsag er der så mange flere erfaringspoint at hente, når jeg klarer de mange, kedelige missioner, den store verden byder på. Af samme årsag rider jeg direkte forbi samtlige monstre, jeg møder på min vej, for hvorfor skal jeg dog spilde tid på at nedslagte en million af dem, når jeg lige så godt kan finde lille Heidis bamse og få det femdobbelte ud af det? Lysten til vild og blodig hack'n'slash-action forsvinder som dug for solen - og lysten til at gennemføre de mange missioner forsvinder ligeledes, idet jeg opdager, at historien er fuldkommen intetsigende. End ikke hovedplottet kan holde interessen oppe - det er pinligt banalt, og komplet uden følelsesmæssig involvering og overraskelser.

De mange missioner byder mig gang på gang at eskortere adskillige personer fra A til B, og hvis jeg ikke lige har lyst til det, så hænger jeg Gud hjælpe mig på disse hjælpeløse sjæle. Efter godt og vel ti timers spilletid har jeg seks dybt irriterende NPC'ere i hælene, der ikke bestiller andet end at brokke sig. Det hjælper heller ikke på det, at en mystisk fejl får dem til at sige de samme sætninger ti gange i træk. Stik mig en Panodil - eller giv mig i det mindste muligheden for at skille mig af med disse pestilenser - for uanset hvor mange monstre der omringer mig, er der ingen der gider angribe mine forbandede følgesvende. Det bliver heller ikke sjovere, når seks npc'ere skal forbi et træ, som ikke engang jeg selv kan passere.

Tillad mig at forholde mig kritisk overfor Sacred 2. Det første spil var rent faktisk ganske nobelt, men af en eller anden årsag er det gået ned ad bakke herfra. I stedet for at fokusere på rendyrket hack'n'slash, har Ascaron brugt alt for mange resurser på at skabe en yndig, åben verden, der er en tand for historietung. Resultatet? Det taler vist for sig selv. At spillet så samtidig er plaget af uendeligt mange fejl gør ikke oplevelsen bedre. Gang på gang virker mine besværgelser ikke, når jeg trykker på knapperne, npc'ere driver mig til vanvid med deres plapren, og flaskehalse opstår om hvert hjørne - listen er endeløs.

Det eneste der holder flammen tændt for mig, er det faktum, at jeg kan gennemføre spillet med op til femten andre venner - og så naturligvis, at der er så mange steder i Sacred 2, hvor jeg bare stopper op og savler over den gudeskønne grafik. Den er fremragende.

Hvis Sacred 2 havde haft noget længere tid på drejebænken, var det måske blevet en succes. Men okay, hvis Jon fra Popstars hed Michael Jackson, var han måske også blevet en succes. Som det er lige nu, skal du helt enkelt ikke bruge din SU på Sacred 2. Et hack'n'slash-spil med alt for meget fokus på missioner og et kedeligt plot kan aldrig være en god ting. Heavy metal bandet Blind Guardians tilstedeværelse i spillet er vel egentlig et meget godt billede på, hvad Ascaron har tænkt - eller snarere, hvad de ikke har tænkt. Jeg tror, jeg venter på Diablo 3, tak.