Ryse: Son of Rome

Ryse: Son of Rome er et spil fokuseret omkring to grundelementer: quicktime-situationer og hensynsløs menneske-makulering. Spilleren tager rollen som Marius Titus, en centurion i den 14. Legion, og kæmper sig med ham gennem en lineær historie befolket med kampe mod barbarer og afskæring af stort set alle slags lemmer.

Det er utroligt voldeligt og næsten lige så smukt at se på. Det grafiske niveau, som Crytek har formået at presse ud af det Xbox One-eksklusive actionspil, er ganske simpelt imponerende. Marius rustning glinser, hans fjender har smertefulde ansigtsudtryk når de får tæv, partikel-effekter fylder luften omkring dem, omgivelserne er smukke, ansigtsanimationerne er realistiske, og dramaet er storslået. Det her er blockbuster-underholdning. Hvis jeg havde popcorn i mine hænder i stedet for en controller, ville jeg have spist mig igennem adskillige omgange af dem, inden slutningen af den syv til otte timer lange kampagne, var nået.

Udgangspunktet for spillet er et lokkende et af slagsen. Er der en historisk periode der er ligeså fængslende og spændende som det gamle Rom? Den er en rig mosaik af historier og mytologi, fyldt med ikoniske personligheder og fængende historier om krig, romantik, ære og forræderi. Før jeg satte skiven i konsollen, var jeg med andre ord klar til at skære mig gennem en af mine foretrukne perioder fra historien.

Det starter lovende. Vi er i Rom, Nero er der (kejseren, som angiveligt spillede på sin violin mens byen brændte til grunden omkring ham), barbarer er i gang med at angribe, og vi bliver introduceret til styresystemet, som skal holde os kørende gennem resten af oplevelsen. A bruges til en defensiv blokade, som kan reflektere angreb og skabe mulighed for modangreb. Y bruges til at give fjenderne et gok med skjoldet, hvilket åbner op for et angreb med dit sværd. X bruges til det primære angreb. B bruges til at lave et rullefald, således at Marius kan undvige angreb, samt flanke modstanderne. Right Trigger-knappen bruges til et afskyeligt afslutnings-angreb.

Man ved altid hvilken knap, der skal trykkes på, da Crytek har valgt at farve-kode hele balladen. Kampene kan dog også være lidt mere åbne i forhold til hvordan du går til dem, og fremstormende fjender skal have deres angreb pareret, før man går i offensiven. Giver man et slag eller to med skjoldet til en defensiv fjende, vil deres parader blive åbnet op, så kan man sætte et angreb eller to ind med sværdet. Når man har ramt med nok angreb, dukker et af to ikoner frem over fjendens hoved. Et hvidt skelethoved indikerer at man kan afslutte dem med et såkaldt execution-move, et rødt skelethoved indikerer det samme, men vil kræve langt bedre timing. Når man trykker på trigger-knappen, begynder fjenderne at gløde gult (Y) eller blåt (X), hvilket fortæller dig hvilken knap du bør trykke på. Det betyder ikke noget om du trykker på den rigtige knap eller ej, og faktisk behøver man slet ikke at trykke på en knap, da fjenden allerede på det tidspunkt er død. Har man dog timingen i orden, vil man modtage bedre belønninger for de mange drab, samt mere glidende kampe.

Belønningerne er brugerbestemte. Med d-paddet kan man således vælge om man ønsker ekstra liv, mere fokus (hvilket kan bruges til at sløve fjenderne), ekstra erfaringspoints som kan bruges til at opgradere din figur, eller ekstra kraft bag dine angreb. Det er et elegant system, som opfodrer dig til at overveje din situation, og bruge bonusserne herefter.

I starten er kampene faktisk ret sjove. Quicktime-elementet i kampsystemet, er mere fokuseret end blot simpel knaptrykkeri, og døden følger ofte hvis man ikke har timingen i orden, og angribes af flere fjender på en gang. Kontrollen er skarp, så hvis man eksempelvis er i gang med at kæmpe mod en modstander foran, men bliver angrebet bagfra, kræver det ikke meget mere end at holde analogsticket bagud og trykke på A, hvorefter Marius blokerer med skjoldet og får mulighed for at modangribe. Crytek har lavet et godt og simpelt system. Det eneste problem er bare at det aldrig udvikler sig ud over det man får at opleve i starten.

Som man bevæger sig igennem de otte kapitler i Ryses single-player-kampagne, mødes man adskillige gange af små grupper fjender, som skal besejres på præcist den samme måde. Godt nok er der en smule variation mellem fjenderne, men teknikken der skal bruges til at besejre dem, bliver sjældent mere kompliceret end at reflektere angreb, blokere eller angribe. Det hjælper heller ikke at fjenderne trods den smukke grafik næsten alle ligner hinanden. Det føles til tider som om der må være et eller andet gammelt kloning-projekt i gang, og det bliver hurtigt trættende.

Boss-kampene er en smule bedre. Man bliver hurtig klar over at den bedste metode til at besejre dem, er at rulle rundt og give dem et slag eller to i ryggen, før de har en chance for at starte deres angrebs-kombinationer igen. Det er åbenlyst blevet designet efter det princip, for uanset hvor langt væk fjenden er efter at have leveret deres mest kraftfulde angreb (som du kan komme, fordi de blinker rødt inden), står de efterfølgende alle sammen stille, og giver dig mulighed for at sætte et par angreb ind. Hvad der kunne have været et par interessante kampe, ender derfor i stedet med at Marius ruller rundt som var han Sonic, og tærer på fjendernes livslyst med et par slag i ny og næ.

Der er et par andre mekanikker som forsøger at holde det hele friskt. På enkelte tidspunkter skal man slutte sig sammen med sine mænd i en Testudo-formation (en skjoldformation), og på den måde søge dækning fra fjendtlige bueskytter. På andre tidspunkter skal man give ordrer til sine soldater for på den måde at forsvare forskellige installationer. Det kan gøres på en af to forskellige måder. Man kan enten holde LB-knappen nede indtil en timer løber ud, eller bruge Kinect og råbe ordrene, der vises på skærmen, ud i stuen. Mikrofonen virker virkelig godt, og jeg tror ikke en eneste gang at vi misforstod hinanden.

Lidt afveksling får man også ved at samle kastespyd op (Pilum) og fyre dem efter fjenderne, samt ved at bruge den semi-automatiske Scorpio - en slags gigantisk armbrøst, som kan bruges til at afværge fjendtlige angreb.

Når man ikke er i gang med at kæmpe, bruges det meste af tiden på at opgradere ens evner. Selve kampagnen tager ikke mange timer at gennemføre, og derfor opgraderer man konstant sine evner mellem hver mission, hvilket kan gøres på to måder. Først er der evnerne: Health, Focus, Gain og Combat. Det er dog også muligt at åbne op for nye execution-angreb (endda muligheden for at dræbe to fjender på samme tid), men selv med disse låst op, vil man hurtigt begynde at bemærke genbrug.

Mellemsekvenserne som fortæller historien er af uhørt høj visuel kvalitet (der er specielt en som bruger en speciel grafisk stil, der er et særligt højdepunkt). Skuespillet er udmærket hele vejen med god motion-capture af alle skuespillerne i hovedrollerne. Derfor er det ærgerligt at den historie som bliver fortalt, er noget værre sludder. Jeg vil ikke fremhæve noget specifikt, for at undgå spoilers, men i stedet blot sige at den ikke giver et særlig godt billede af tidsperioden. Det er tydeligt at man har lånt næsten alt fra åbenlyse inspirationskilder, for efterfølgende at sætte det sammen til en klichefyldt omgang historie-gullasch. Det er også meget tydelig at Ryse gerne ville være Ridley Scotts Gladiator, og man støder konstant på elementer som synes lånt fra filmen. Som nævnt tidligere er jeg meget interesseret i tidsperioden, og forestiller mig at en god del af Ryses publikum vil have det på samme måde. Med så mange utrolige tidspunkter at arbejde med, er jeg derfor en smule overrasket over udviklerens iver efter at ændre så meget. Historiske situationer bliver næsten slagtet ligeså voldsomt som fjenderne i spillet.

Når man er færdig med kampagnen er der stadig forskellige muligheder at give sig i kast med, som arena-kampene der både kan spilles alene og i co-op. Vi spillede nogle runder alene, og oplevede ikke noget som differentierede sig fra hvad vi allerede havde oplevet i selve hovedspillet. Man kæmper mod konstant avancerende grupper af fjender, i arenaer der er absolut forbløffende i deres skala, mens man bruger slagkombinationer og timede modangreb for at overleve. I Colosseum bliver man mødt af omgivelser der jævnligt forandrer sig, og får til opgave at holde publikummet underholdt, hvilket sker når man ender fjendernes liv med stil. Det fungerer alt sammen som en god distraktion, men fordi det ligner resten af pakken så meget, forestiller jeg mig ikke, at det er noget jeg vender tilbage til. Grundet tekniske problemer fik vi ikke prøvet det i co-op, men vil vende tilbage til dette punkt og fortælle hvis det gør nogen stør forskel, ikke at vi forventer det.

Det er muligt at udsmykke ens gladiator med udstyr som man får fra booster-packs. Disse pakker kan enten købes for den valuta du tjener i spillet, eller den du tjener når du går på arbejde. De dyreste pakker sikrer dig at du modtager mere eksklusivt bonusudstyr og opgraderinger. Til en pris på £4.50 for det dyreste stads, vil det tage lang tid at indtjene det samme gennem spillets egen valuta, hvilket nok ikke er helt tilfældigt.

Den anden ting der kan købes, er flere execution-moves, som kan bruges i kampagnen. Det er udelukkende en kosmetisk opgradering, og vores anbefaling er derfor at spare pengene, da man næsten lukker op for dem alle på automatisk vis, første gang man begiver sig igennem hovedspillet. Med mikro-transaktioner værende en del af både Forza Motorsport 5, Killer Instinct, Crimson Dragon og nu Ryse, er det tydeligt at Microsoft ser en stor fremtid for den slags på Xbox One. Hvorvidt det er rimeligt at forvente at vi bruger timer på at indtjene til indhold vi allerede har betalt for, er en diskussion jeg vil lade ligge til en anden gang.

Mikro-transaktionerne udgør dog nogle af de mindre problemer som Ryse: Son of Rome kæmper med. Hovedproblemet er at selvom kampsystemet er udmærket og meget blodigt, er det ikke dybt nok til at holde os underholdt i særlig lang tid. Der er ikke nok variation, og alene den første tur gennem spillet, vil mætte dig i forhold til antallet af afhuggede lemmer og afsindig vold. Historien sagde mig intet og er som sagt en rodet blanding af historiske unøjagtigheder og klicheer. Ja, det er virkelig flot men også utrolig dumt. Det er muligvis en god reklame for hvad Xbox One kan levere fra et teknisk perspektiv, men det også en af den slags spiloplevelser som alle vil have glemt om blot et par år.