Baldur's Gate III er årets RPG og ifølge mange et af de bedste nogensinde. Det er allerede ude på PS5, og før året er omme, bliver det også tilgængeligt på Xbox Series X/S.
Nye rygter på Install Base Forum peger i retning af, at det også kommer til at blive tilgængeligt på Nintendos næste konsol. En bruger ved navn Astrogamer påpeger, at der i rulleteksterne til Baldur's Gate III går en special tak ud til Etsushi Iizuka, som er en Nintendo-medarbejder med mange års erfaring. Eftersom Larian tidligere har samarbejdet med Nintendo om at gøre Divinity: Original Sin II tilgængelig på Switchen, virker det ret sandsynligt, at de vil genoptage samarbejdet for at bringe det nye RPG-monsterhit til Nintendos kommende konsol.
Dog er det stærkt usandsynligt, at vi kommer til at se en version af Baldur's Gate III til den oprindelige Switch. Larian har allerede haft problemer med at få spillet til at køre tilfredsstillende på Series S, så det virker urealistisk, at det skulle kunne lade sig gøre på Nintendos forældede konsol. Hvis Nintendos længe rygtede Switch-efterfølger udkommer næste år, ville en port af Baldur's Gate III så sandelig bolstre konsollens launch line-up.