R.U.S.E.

Et kompagni grønne rekrutter lister bag de gemene tyskeres tunge tanks. Nogle nervepirrende sekunder senere føler rekrutterne sig åh så trygge blandt de tætstående fyrtræer. Da de tre dødsmaskiner på larvefødder kører forbi skoven på patrulje, indser de for sent at skovbrynet er fyldt til randen med panserværnsraketter. Rekrutterne har fortjent deres dåserationer i aften.

RUSE er et nyt strategispil med udgangspunkt i anden verdenskrig. En anderledes brugerflade der afhjælper flere af konsollernes mangler, hvad angår denne genre, hjælper dette med at være en lettilgængelig oplevelse for folk der ikke har dedikeret sig til strategispillets svære kunst.

Anden verdenskrig, en krig der sjældent bliver beskuet med strategispillets vante fugleperspektiv, danner rammen om RUSE. Alt hvad du foretager dig er på et langt mere afkoblet plan end manges anden verdenskrigs strategi-darling Company of Heroes. Det siger meget at hvis man fører kameraet langt nok tilbage kan man se kanterne af bordet hvorpå kortet befinder sig, samt det rum man som øverstkommanderende styrer slaget fra.

Det store overblik og rollen som befalingsmand falder utroligt godt i spil med resten af spillet, på lang afstand vises tropper som noget der ligner brikker til et brætspil. Ligeledes kan diverse officerer og godtfolk høres i periferien, sammenlagt giver det en god fornemmelse af rent faktisk at være personen der styrer løjerne på slagmarken og ikke bare en magisk overmagt der tager direkte kontrol over tropperne.

Kampagnen i RUSE består af en stor portion missioner, i vidt forskellige lokaliteter og med vidt forskellige værktøjer til rådighed. Historien følger ikke livet for soldaterne på fronten, men generaler, oberster og andet personnel så langt fra skudsår og mundingsild som radio-distancen vil tillade.Det er bestemt ikke noget der vil opsluge utallige spillere med følelsesladet dialog og velrealiserede personer.

Stemmeskuespillet er i de fleste tilfælde overspillet men sjældent utålelig. Af og til giver det anden verdenskrig en sæbe-opera vinkel der godt nok ikke vender hele konflikten på hovedet, men er underholdende så længe det varer.

Det er lige akkurat så neutralt at jeg ikke blev irriteret, men hvad der vil holde dig interesseret i kampagnen er højst sandsynligt den stille strøm af nye enheder og RUSE-kort der kan aktiveres for blandt andet at gøre dine egne enheder hurtigere eller frygtløse eller sender falske fartøjer afsted der med lidt planlægning kan tiltrække nok af fjendens ild til at skabe en gevaldig fordel.

Den mest fornøjelige del af RUSEs historie er henholdsvist den alt for selvsikre General Wetherby og den Butler-agtige Campbell der med sit tynde overskæg ikke ville skille sig ud med pingvin-sæt og hvide handsker.

Hvad der virkelig betyder noget i RUSE er dog implementeringen af en vellykket styring der både fungerer på konsol og PC. Mus og tastatur vil stadig give spilleren det bedste udgangspunkt, men hvis man ikke har en fortid med mange strategispil og vil spille RUSE på konsol, kan man gøre det uden problemer.

Hvis kampagnen ikke giver dig nok udfordringer kan du give dig i kast med særskilte missioner, hvoraf nogle skildrer en alternativ tidslinje, en hæderlig undskyldning for en god idé, der giver spillet mere holdbarhed selv for spillere, der ikke vil have noget med andre at gøre.

Hvis det at tryne andre sofageneraler er det der tiltrækker dig til strategispil, kan jeg fortælle at det bestemt er en mulighed, i dette hjørne af RUSE er der dog ikke noget nyskabende at finde. Kampene kan afvikles på en respektabel mængde kort, der dog ikke alle føles lige unikke.

Det er først mod vaskeægte personer at RUSE-kortene kommer til deres ret, bare det at vide, at det ikke bare er en kunstig intelligens der slugte maddingen gør det som så ofte før meget mere fornøjeligt.

RUSE er et flottere spil en jeg havde regnet med, hvor de nordafrikanske territorier kan virke en anelse bare og kedelige er de europæiske langt mere livlige og selvom landsbyerne godt kan virke som tro kopier af hinanden giver det massive størrelseforhold og mulighed for at kaste penge efter mere militært udstyr end du ved hvad du skal gøre med en følelse af noget meget stort.

Hvor spil som Company of Heroes og Call of Duty: World at War giver os et grumt syn på krig med stort set alt hvad det indebærer af død og ødelæggelse, giver RUSE et mere rent billede af en af de mest forfærdelige konflikter i menneskehedens historie. Det har bestemt forskellige effekter alt efter hvilken situation du befinder dig i, noget godt, noget knap så godt. Eksempelvis føltes de allieredes indtagen af Normandiets strande tamt og underdrevet, hvilket taget situaitonen i betragtning næsten er en bedrift i sig selv.

Om det har været udviklerens vision at skabe et mere klinisk anden verdenskrig, præcis som den kommandør hvis sko man befinder sig i kunne opfatte det, vil jeg ikke spekulere på, men i så fald er det i visse tilfælde taget et skridt for langt.

Med RUSE får man et veldrejet spil der dog ikke sætter kløerne så godt fast i spilleren som andre strategispil. På konsol oplevede jeg en smule ventetid på visse teksturer, hvis jeg hurtigt førte kameraet så tæt på herlighederne som muligt, slutresultatet var heller ikke ligeså imponerende som på PC hvor spillet både ser godt ud og kører som smurt.

Er du PC-ejer er der dog nok af kompetente konkurrenter på det format, og R.U.S.E. er ikke et krav i samlingen. For konsolejere der endnu ikke har fået meget at råbe hurra for på strategifronten kan det være et hyggeligt bekendtskab, der sagtens kan tæmmes med en controller.