Eller... Jeg bliver nogle gange træt af zombie-reels, når de ikke er skræmmende eller sjuskede. Når zombierne kun bruges som vilkårlige "skurke", fordi filmskaberen ikke har energien til at skrive en ægte, motiveret, historiebaseret trussel med personlighed – så bliver jeg træt. Men aldrig ellers. Zombier er konger. Og den kommende We Bury the Dead ser solid ud. Postapokalyptiske superzombier som en bivirkning af et mislykket militært eksperiment, mildest talt. Jeg kan godt lide traileren. Gå!

Så hyggeligt. Så lækkert. Så godt lydende. Den retro-flirtende Neon Inferno er en vild blanding af Wild Guns og Contra med en lille slurk Dick Tracy og Streets of Rage (og Metal Slug) under mixningen – hvilket gør det til en af årets bedste overraskelser for mig. Det blev udgivet i morges, jeg har spillet det igennem, og min anmeldelse kan findes her: Gå!

Torsdag i næste uge er tiden. Det vil føre til udgivelsen af Straight 4 Studios ' længe ventede racersimulator, der deler DNA med Project Cars 2, Need for Speed: Shift og GTR2, som er tre spil, jeg elsker. Jeg er normalt vild med Ian Bells simulatorer, selvom flere af dem har måttet udholde meget kritik, og jeg har set frem til dette de sidste to år. Spillet er nu ankommet, og jeg installerer det lige nu, for at tilbringe den kommende uge i en Lister-storm. Jeg vender tilbage med nogle hurtige indtryk og nogle Racing Dreams-videoer på fredag først, og før det vil jeg være stille – som jeg har fortalt forlaget. Anmeldelsen vil først udkomme på udgivelsesdagen den 25.

Sjov-sjov-sjov... Drumeos fremragende videoserie, hvor de tvinger store superstjerner til at blive batterimedlemmer for at fortolke sange, de aldrig har hørt før, fortsætter med at herske. Sidste ude er 30 sekunders gamle mand Shannon Leto, som spiller en Alter Bridge-klassiker og trods en forsigtig start gør det virkelig, virkelig godt. Det mest imponerende ved alle disse videoer er, når trommeslagere er så dygtige musikere, at de forstår sangen så godt, at de sætter stop, pauser, broer og alt derimellem på en måde, der ofte føles som snyd (selvom vi ved, det ikke er sådan, de er bare absolut verdensklasse). 

Ahh, Goo Goo har besøgt NPR Music for at spille en lille Tiny Desk Concert, og selvom jeg ikke aktivt har lyttet til dette band i 20+ år, elsker jeg virkelig  Dizzy Up the Girl (1998). Et fantastisk FM rockalbum med flere utrolige, mindeværdige og bemærkelsesværdige sange. I denne unplugged-koncert har de en ekstra uforsigtig pianist med, som spiller forkert 14 gange under Slide (som de starter med), og Rzeznik er lidt slækket nogle gange, springer nogle dele over, men lyder stadig godt. Jeg kan også godt lide sangudvalget, Feel the Silence er fremragende, og Iris er naturligt selvskrevet.