Det er længe siden at jeg for alvor har været i julehumør. Sidste december opdagede jeg nærmest ikke at det var blevet jul før jeg sad omkring bordet med mine fætre, onkler og tanter for at lede efter mandlen juleaften. Julen starter i det hele taget senere og senere år for år - selvom Netto insisterer på at lægge pebernødder på hylderne allerede i starten af oktober - og den slutter også tidligere for hvert år der går. Sådan føles det i hvert fald.

Måske er denne traurige tilstand blot endnu en kedelig konsekvens af at man er gået hen og blevet "voksen". Julen var noget andet da man var barn. Noget man glædede sig til i lang tid. Ikke alene var gaverne både større og flere, men man var også for uselvstændig og umyndig til selv at begive sig ned i butikkerne for at købe hvad man ønskede sig. Jeg blev tvunget til at vente. I dag er det svært at forestille sig men det betød at der vitterlig kun var den ene dag om året (foruden min fødselsdag) hvor jeg kunne være heldig at få et nyt spil til min elskede PlayStation 2. Ja, jeg husker tydeligt december - og mine forældre husker tydeligt mit plageri. Det var dog altid ventetiden værd; når først man havde spillet mellem hænderne om aftenen den 24. havde man fri resten af året - bogstavelig talt. Den fornemmelse savner jeg.

Som barn var man heller aldrig i tvivl om hvor mange dage der var tilbage før den store aften, ikke mindst takket være de utallige TV-julekalendere man fulgte med i. Hvis man ikke allerede var kommet i julehumør blev man det med sikkerhed den 1. december kl. 19.00 når første afsnit rullede over skærmen. Min far har ellers altid været slem til at kapre fjernsynet om aftenen, men i december måned tilhørte det kun mig og min storesøster. Vi er (stadig) lidt uenige om hvilken kalender der er den bedste: jeg husker Absalons Hemmelighed fra 2006 som værende exceptionelt god på grund af de religiøse gåder og brugen af dygtige børneskuespillere, mens min søsters personlige favorit er Alletiders Julemand fra 1997, blandt andet på grund af sangene.

Fælles for alle TV-julekalendere fra dengang og i dag er dog at de primært henvender sig til to bestemte befolkningsgrupper: børn og forældre... med hvad så med den del af befolkningen der befinder sig midt imellem disse to stadier? Der har selvfølgelig været enkelte "voksenjulekalendere" gennem tiden såsom The Julekalender fra 1991 eller Jul på Vesterbro fra 2003, men så kan jeg heller ikke huske flere. Jeg tror det er en udbredt misforståelse at konceptet "julekalender" kun er for børn. De alternativer som voksne typisk præsenteres for er skrabekalenderen fra Danske Spil eller måske 24 indpakkede øl som man hænger op på væggen ligesom Stewart Stardust gjorde det... men disse muligheder opfordrer jo kun til ludomani og alkoholisme, ikke julehygge.

Hvis jeg havde en rigtig TV-julekalender ville jeg komme i julehumør igen. Og jeg har måske fundet den! En idé jeg længe har haft, men som jeg aldrig har ført ud i livet. Men i år skal det være. Matador! Altså TV-serien, ikke brætspillet. Først og fremmest fordi der selvfølgelig er 24 afsnit i alt, mens også fordi det er noget af det hyggeligste TV der er kommet ud af Danmark. Aldrig før og aldrig siden har vi haft en så folkekær generation af skuespillere i lille Danmark som den vi ser i Matador. Jeg elsker at besøge grisehandler Larsen og konen Katrine på gården ude på landet, og jeg elsker at blive inviteret til middagsselskab i Varenæs' fine stuer - og bagefter kigge ned i Lauras køkken. Og ikke mindst elsker jeg at selv den mest rødglødende socialist, Lauritz "røde" Jensen, må ligge sin politiske stolthed på hylden og overgive sig til de småborgerlige danske juletraditioner med Agnes og børnene den 24. december. Der findes ikke noget bedre.

Matador er oprindeligt ikke tænkt som en julekalender da Nordisk Film, anført af Erik Balling, skabte TV-serien tilbage i starten af firserne. Det håber jeg alle er klar over, men man ved jo aldrig. For der er desværre mange danskere som aldrig har set matador - ikke fordi de ikke har muligheden, men fordi de ikke har lysten. Det synes jeg er en skam. Ved hjælp af fremragende skuespilpræstationer og autentiske kulisser fortæller Matador om en vigtig periode i Danmarks historie, som jeg mener alle bør kende til. En holdning jeg står parat til at forsvare til hver en tid.

I disse dage diskuterer danske medier ivrigt indholdet af indfødretsprøven, altså de famøse 40 spørgsmål hvor man som minimum skal kunne svare rigtigt på 32 for at kunne blive dansk statsborger. Meget af kritikken har de seneste år gået på at prøven er blevet for nationalromantisk og at prøvedeltageren skal kunne huske årstal for ligegyldige begivenheder. Eksempelvis var der for tre år tilbage en hed debat om hvorvidt det var rimeligt at Udlændinge- og Integrationsministeriet spurgte ansøgere om hvornår den første "Olsen Banden"-film havde premiere. Jeg synes slet ikke det er et tåbeligt spørgsmål at tage op i en test der netop omhandler danskhed. Ligesom Matador står for at skildre Danmark i mellemkrigsårene og under besættelsen har Olsen Banden altid sørget for at servere en fornuftig portion dansk samfundssatire til 1970'ernes biografgængere. Og selvfølgelig er både Matador og Olsen Banden storleverandører af den danske humor og hygge. Havde der været 24 film med Olsen Banden ville jeg garanteret også bruge dem som min julekalender på et tidspunkt.

***

Denne blog blev måske lidt for lang og kringlet. Det var ikke planen at jeg ville rode mig ud i indfødsretsprøven eller at blive politisk. Jeg vil bare belyse hvor stort et problem forventningen om den glædelig jul kan være når barndommen er overstået og man mangler en julekalender der taler til én. Jeg hygger mig med Matador hver aften denne december - hvad med jer andre?

Kilder: Debat om indfødsretsprøven fra 2016: https://www.berlingske.dk/samfund/danskere-dumper-indfoedsretsproeven-hvor-skal-jeg-sendes-hen

Jeg har lige gennemført Red Dead Redemption 2. Jeg ved det godt; det er længe siden spillet udkom og de fleste af jer der læser dette har sikkert overstået det for længst. Juleferien var imidlertid travl og resten af vinteren gik med arbejde. Jeg har skam haft fri, men ikke længe nok af gangen. I den forgangne uge fandt jeg endelig plads til den kvalitetstid som jeg synes Rockstars episke western-fortælling fortjener, og derfor vil jeg skrive en blog mens handlingen endnu ligger friskt i min erindring.

Egentlig ville jeg have skrevet en hel anmeldelse, men det blev simpelthen for svært med et spil af denne størrelse. For det er vitterlig et kæmpe spil. Ikke kun fordi det er en åben verden med (næsten) ubegrænset adgang spillet igennem, men også fordi tempoet aldrig rigtig når derop hvor andre action-adventure spil, såsom GTA V eller Batman Arkham Knight, figurerer. Tempoet er akkurat lige så hurtigt som en hest kan galoppere, og så bliver det pludselig en dagsrejse at komme fra Blackwater til Annesburg. Bevares, der er da et par hektiske ildkampe i hovedhistorien og nogle halsbrækkende stunts på hesteryg, men det meste af tiden er det vilde vesten i Red Dead Redemption 2 ikke særlig vildt. Og det behøver det heller ikke at være. Med en verden så stor og flot som denne er det nærmest helligbrøde ikke at gå på opdagelse: når jeg ikke spillede missioner gik jeg på jagt i skovene vest for Strawberry, søgte efter skattekister med et skattekort eller interagerede med det utal af strangers man møder. Der er rigelig med distraktioner i Red Dead Redemption 2 som forlænger spillets holdbarhed men som samtidig ødelægger hovedhistoriens kontinuitet.

En anden årsag til at jeg var så længe om at sætte mig ned for at færdiggøre Red Dead Redemption 2 har måske også været at jeg fik spoleret spillets slutning godt og grundigt igennem diverse thumbnails på Youtube - de har en kedelig tendens til at afsløre utrolig meget på utrolig lidt skærmplads. Derfor kendte jeg til Arthurs tuberkulose, Dutchs storhedsvanvid og Micahs forræderi længe før jeg selv nåede at gøre historien færdig. Lysten til at spille et længe ventet spil var ødelagt. Æv.

Hvad jeg imidlertid ikke vidste var at spillet ikke sluttede med Arthurs død. I stedet startede en lang epilog hvor man følger John Marston, hans kone Abigail og deres søn Jack i begivenhederne der leder op til Red Dead Redemption 1. Folk der er for unge til aldrig at have spillet det første spil vil sikkert kede sig gevaldigt under denne del af spillet: missionerne går med at John Marston malker køer, sætter hegn op og skovler møg på en ranch langt nordpå. Eller skulle man sige Jim Milton? Selv seks år efter bruddet med banden bruger John og hans familie stadig dæknavne (Jack kaldes eksempelvis for Lancelot...) for ikke at blive opdaget af ordensmagten. John Marston kalder sig "Jim Milton", navnet på den Pinkerton agent der i sin tid jagede Dutch og hans bande. Dette skalkeskjul varer dog ikke evigt og den godmodige rancher David Geddes begynder at ane uråd om sin nye, mystiske farmhand, der på egen hånd fordriver en gruppe banditter fra ranchen. Samme nat kommer banditterne igen for at brænde stalden af og stjæle kvæg. De kommer fra den rivaliserende ranch nogle få kilometer væk som er tæt bevogtet af bevæbnede mænd. Hvad gør John Marston nu? På den ene side vil han hjælpe David Geddes med at forsvare hans ranch, men hvis han gør er det endegyldigt farvel til den konfliktsky Jim Milton og alle vil vide hvilken lovløs gunslinger han i virkeligheden er og bliver - til skuffelse for Abigail og Jack. Før spilleren får lov til at tænke mere over det sidder John på sin hest med et gevær eller to - kun iført longjohns og hat - på vej mod banditternes base.

Jeg elsker simpelthen hvordan denne forvandling sker, ikke mindst fordi det er her vi for første gang hører John Marstons tema blæse ud af højtalerne. Red Dead Redemption 2 genbruger ellers ikke musikken fra det første spil, men her gøres der altså en undtagelse. Faktisk er temaet til stede flere steder i epilogen inden denne mission, men kun i form af kryptiske guitartoner, klokker og trommer som kun den store fan vil genkende. Jeg blev helt rørt over pludselig igen at høre det karakteristiske guitar-riff og de fanfarende trompeter, der nærmest er synonymt med John Marston. Musikken har altid være det bedste ved Red Dead Redemption og her viser Rockstar hvordan man bruger den effektivt. Det er den største fanservice jeg længe har set i et spil. Mange tak Rockstar!

Jeg synes ganske enkelt der er noget råddent ved den måde spil bliver solgt digitalt. Spiludviklere lover guld og grønne skove til store konferencer som E3 eller PSX, hvilket får os gamere til at overhype og bestille pre-orders - nogle af os gør i hvert fald. Dernæst er der et ton af forskellige "editions" som man skal tage stilling til: "limited edition", "game of the year edition", "gold edition", "deluxe edition", "complete edition" - i øjeblikket er der således 3 udgaver af Assassin's Creed Origins og hele 4 udgaver af FIFA 18, alle med en pris over 500 kr. Har vi brug for et sådant udvalg? Der er jo alligevel så mange patches og DLC's at man aldrig kan regne med at det man køber er et færdigt produkt. I stedet køber vi katten i sækken.

Løsningen synes at være ganske enkel: udgiv en demo.

Min første spillekonsol med internetadgang var min PS3. Før da var der hovedsageligt 3 måder man kunne prøve et spil uden at købe det: man kunne gå ned i gamestop eller FONA og håbe på at de havde en udstillingsmodel med spillet, man kunne låne det fra det danske folkebibliotek (men det tog laaaaaang tid før de fik det hjem), eller man kunne købe et magasin der ofte havde en CD med en masse demoer. Der er ingen af de her metoder som er særlig sikre og i dag er de håbløst forældede. Playstation Store var et paradigmeskifte for mig da det opstod i 2007. Alle de store spil havde en demo (Grand Theft Auto IV, Bioshock, Uncharted, InFamous, Ratchet and Clank Future Tools of Destruction, Hitman, Assassin's Creed Brotherhood) og - vigtigst af alt - de var alle gratis. Det betød også, at jeg downloadede alt jeg kunne få fingrene i, også selvom jeg ikke kendte til spillene på forhånd. Det var bl.a. sådan jeg fik øjnene op for Batman Arkham Asylum og Civilization Revolution - begge to af mine absolutte yndlingsspil.

Men hvorfor der der så få af de store demoudgivelser/betaer på PS4? Der er nok så mange live-streams og videoer på youtube a la "First 15 minutes of _______", men de vil aldrig kunne erstatte følelsen af selv at sidde med controlleren i hånden. Er udviklere bange for at skræmme potentielle kunder væk? Har demoer betydning for at antallet af pre-orders dykker?

Jeg er i hvert fald ked af ikke at kunne prøve Far Cry 5 eller God of War inden udgivelsen.

I enhver blå bog med respekt for sig selv er der et afsnit der hedder "tre ting på en øde ø". Ofte danner de tre ting et noget karikeret (men ikke desto mindre sandt) billede af personen: i min blå bog fra gymnasiet står der bl.a. "epipen, playstation og kaffeplantage", altså husker min klasse mig som allergiker, gamer og kaffejunkie.

Jeg er villig til at tage denne leg op i helt nye højder - bogstavelig talt: hvad ville du tage med, hvis du var strandet på Mars?

Det kræver vist en forklaring: jeg har lige (gen)set "The Martian", en herlig sci-fi film om den amerikanske astronaut Mark, der tilbringer 559 dage som efterladt eneboer på Mars inden NASA får ham hentet tilbage. Jeg vil mene at filmen godt kunne gå hen og blive "science-faction" inden for nogle årtier, da adskillelige organisationer, deriblandt SpaceX, MarsOne og NASA, sigter efter at kolonisere den røde planet. Elon Musk har selv har brugt ordene: "I would like to die on mars, just not on impact". Me too, Elon!

Mark er strandet på Mars, uden kommunikation med jorden og uden anelse om hvordan han skal dyrke afgrøder på en tør planet med næringsfattig jord. Men et endnu større problem synes at være hans mangel på kultur, der kan holde ham med selskab. Den eneste musik han har inden for rækkevidde er de andre astronauters spillelister med 70'er disco og glam-rock. Han hader disco. Måske fordi alle sangtitlerne viser sig at indeholde ironiske hentydninger til hans egen tragiske situation. Når han vågner og langsomt planlægger sin flugt fra Mars sker det med tonerne fra Gloria Gaynors "I Will Survive". Da han kommer i kontakt med NASA og tigger dem om at hente ham hjem hører vi "Don't Leave Me This Way" med Thelma Houston. David Bowie er også repræsenteret, dog i form af "Starman" - instruktøren indså nok at soundtracket ville blive for insisterende hvis de havde valgt "Life on Mars".

Jeg ville ikke have noget imod disco, hvis jeg var strandet på Mars. Det er trods alt en opløftende og tempofyldt musik-genre, som vil kunne stille selv den værste hjemve.

Hvert andet år er Mars og Jorden kun 55 mio. km fra hinanden. I øjeblikket anslås det at rejsen vil tage 150-300 dage. Og de personer, der sendes afsted, vil ikke blive tilbudt at komme hjem til jorden igen - det koster alt for meget. De er strandet derude. Derfor er det måske meget relevant at spørge sig selv, hvad man ville tage med af musik.

Hvad ville I tage med? Og tror I vi kommer til at se mennesker på Mars i vores levetid?

Jeg bruger ikke streamingtjenester når jeg skal lytte til musik. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, for det er vel i grunden ganske smart? Gå rundt med hele verdens musik i lommen til gengæld for en fast månedlig pris.

Ikke desto mindre bruger jeg (og har jeg altid brugt) iTunes som musikbibliotek og -afspiller. Jeg vil gætte på at jeg bevidst begyndte min egen samling da jeg var 13 år, i en tid hvor telefonen havde knapper, musik kom via CD og streamingtjenester var en by i Rusland. Det tætteste man kom på streaming hed Napster og Limewire og var begge en smule ulovlige. Af andre mere eller mindre illegale aktiviteter husker jeg også hvordan man med sin Nokia kunne bruge infrarød til at sende filer til hinanden. Det var en større opgave at få to telefoner til at pege på hinanden i de 40 sekunder det tog at overføre én sang. Ham der havde fået den oprindelige musikfil ned på telefonen ville blive den mest populære person i skolegården dagen efter - og sikkert også den travleste.

Dengang var det hipt overhovedet at have musik digitalt på iTunes; i dag oplever jeg altid løftede øjenbryn og panderynker når folk ser jeg bruger iTunes. "Så du ejer al din musik? Der er jo flere tusinde sange!". Ja, men jeg har også været i gang i 9 år kammerat. Bare tænk på hvordan dine forældre og deres venner har brugt tid og penge på at opbygge deres pladesamlinger. Selvom de ligger blandt støv og kærestebreve i kælderen holder min far stadig af sine plader med "Electric Light Orchestra" og "Bee Gees". Kommer folk med streamingtjenester nogensinde til at få samme forhold til deres musik? Næppe.

Første gang jeg hørte om Spotify - den vel nok mest brugte streamingtjeneste - var i 2014 da Taylor Swift fjernede sin musik fra platformen. Nu har jeg lige været inde for at genopfriske sagen, og det viste sig at handle om... ja, du gættede det... penge! "I think there should be an inherent value placed on art", udtalte hun i 2014, og selvom jeg ikke lytter udpræget til hendes musik er jeg overvejende enig i dette udsagn.

For at en kunstner skal tjene 1 krone skal deres sang streames 124 gange (eller 23 hvis lytteren er premium-kunde). Det er en god indkomst hvis din musik er meget populær eller hvis du er på kontrakt med et stort pladeselskab der er villig til at promovere din musik. Men dette er sjældent tilfældet. Alle indie-kunstnerne er svære at få øje på; måske har de det stramt med at tilbyde deres musik gennem spotify, når de ved at de i sidste ende kunne tjene flere penge ved at sælge hele albums, EP'er eller singler.

Den største umiddelbare fordel ved Spotify er tilgængeligheden: man får lov til at lytte til hele sangen uden at betale en øre for det - en ting der var svært da jeg var ung. På langt sigt dukker problemet dog op: det er de færreste der nøjes med at "prøvelytte" til musikken på Spotify for derefter at gå ud og købe den musik de godt kunne lide. De fortsætter som "kunde" hos Spotify, hvilket i sidste ende gavner pladeselskabet og Spotify mere end det gavner den enkelte kunstner. Jo mere man streamer, jo mindre tilbøjelig er man til rent faktisk at købe musikken.

Det ultimative skrækscenarie vil være at streamingtjenester får monopol på musikafspilning fordi det er billigere for forbrugerne. Det vil være en sejr for pengemændene der finansierer den strømlinede (og efterhånden ensformige) popmusik, men en falliterklæring for musikken som kunstart, der totalt vil miste diversitet.

Det er her jeg synes Youtube er et godt alternativ, fordi den er umulig at bruge som streamingtjeneste på mobiler. Du kan ikke downloade videoer til offline brug. Du kan ikke slukke for skærmen og putte mobilen i lommen, for så slukker musikken automatisk. Det betyder dog ikke, at Youtube er elendig på alle områder. Tvært imod er det et perfekt medie til at gå på opdagelse i. Der er en god grund til at Taylor Swift bandlyser Spotify men fortsætter på Youtube. Som fan får du en større følelse af at være i kontakt med kunstnerne, fordi de gennem videoer kan appellere til mere end blot én sans og derved skabe et større kunstnerisk udtryk. Kombineret med noget flot grafik kan en sang sagtens blive bedre at høre på, bare se/hør "Baby I'm Yours" med Breakbot.

Jeg er kun 22, men måske er jeg håbløs gammeldags fordi jeg ikke bruger streaming? Hvordan lytter I til musik?

Kilder: http://mashable.com/2010/07/06/prince-the-internet-is-over/#NWTOVUJogaqu http://time.com/4274430/spotify-albums/ http://www.digitalmusicnews.com/2016/03/21/why-artists-pull-their-music-from-spotify-but-not-youtube/