Julen er lige om hjørnet, og i år er den ekstra god for alle, der ønsker at være fri. Jeg gætter på, at mange af jer vil tilbringe julen med at spille videospil, men mange vil sandsynligvis også spille brætspil med familie og venner. Her er de fire spil, der sandsynligvis oftest vil blive spillet i Mäki-huset denne måned, valgt fordi de er velafbalancerede afslappede/dybe, helvedes underholdende og lige i den rette længde.

• Dragon's Castle - svensk klassiker genudgivet af Alga, og som også fik en ekstra udvidelse kaldet The Journey Goes On. Det er næsten latterligt svært at overleve Drageslottet, så meget at det bare er lattervækkende og alligevel spændende. Hyggeligt til tusind.

• Everdell - Såkaldte Worker Placement-spil kan ofte være meget langsomme og ikke særlig indbydende. Her kommer Everdell ind i billedet. Hurtig, charmerende, intuitiv og elsket af stort set alle, der har spillet det. Alle udvidelserne til det er gode, men du behøver faktisk ikke nogen af dem.

• Star Realms - Den sjoveste deckbuilder, jeg kender. Træk kort, byt flere kort ved at bruge disse for at bygge et godt deck og dræb alle andre. Vi spiller med reglerne, hvor du får begge naboers baser, men kun angriber spilleren til venstre. Alle elsker det her.

• Unmatched - Balancerer fint på grænsen mellem fjollede og karakterslag, men krydser aldrig grænsen. Folk forstår hurtigt præmissen, kampene tager måske en time, og der er så mange sjove karakterer at vælge imellem (Marvel, Turtles, Witcher, klassiske romanhelte, gyserikoner osv.) og købe flere. Jeg er besat af det her, og det samme gælder for mine venner. Wow!

<bild>

Billede fra en af de to The Witcher-udgaver af Unmatched. Hvilke brætspil venter dig denne jul?

I flere generationer, måske primært NES og Playstation, var lyspistolspil meget populære. Teknologien var ikke altid så hyperavanceret, men det var sjovt. Nutidens fladskærms-tv er ikke lige så velegnede til systemet, men i dag findes der selvfølgelig flere andre gode muligheder for mere præcision.

Men... På trods af det er lyspistolspillene forsvundet. Når jeg nu læser en artikel om Gunvalkyrie (skulle have været udgivet til Dreamcast, men kom til Xbox) og indser, at Sega oprindeligt havde tænkt, at det skulle spilles med en lyspistol i den ene hånd og en controller i den anden – kan jeg ikke lade være med at blive virkelig nysgerrig. Sikke et vidunderligt vanvittigt koncept, fuldstændig i tråd med, hvem Sega er.

Det får mig også til at indse, at det er tid til at genoplive lyspistolerne igen, dels for klassiske arkadespil, dels for nye titler med arkadefølelse og dels for mere eksperimenterende ting. At gå frit rundt med en controller og skyde med en lyspistol lyder genialt.

Det ville være bedst, hvis for eksempel Bandai Namco (Time Crisis) og Sega (House of the Dead, Virtua Cop) kunne blive enige om en lyspistol, der virkede til alle konsoller, eller samme model til flere formater som plastikguitarer, og som så kunne bruges af flere udviklere. Så kunne vi måske have et levedygtigt marked for lyspistolspil, så vi kunne nyde westerns med vores partner i stuen, opleve en ny slags Halo-gameplay, få et hardboiled SOCOM-spil fra Sony og nyde episke drageeventyr i et nyt Panzer Dragoon.

<bild>

En af de bedste lyskanoner... Stunner fra Sega Saturn.

For lidt over fem år siden havde jeg den første rigtige aha-oplevelse, der fortalte mig, at jeg faktisk begynder at have nogle år på halsen. Det var under et spil Halo, vi havde brug for en ekstra spiller og fik en flink fyr. Vi spillede sammen i en times tid og snakkede lidt hele tiden.

Lidt efter lidt begyndte jeg at forstå, at denne spiller var yngre end mig, men jeg vidste ikke hvor meget yngre. Det var først, da jeg fortalte dem, at jeg var Halo-fan og fik Halo: Combat Evolved i 2001, at bomben gik af. Han blev ikke født dengang. Spilleren var 18 år gammel og lød voksen – og ifølge loven var han det. Hjernen er blæst.

Hvad der er retro, er selvfølgelig op til hver enkelt at beslutte, og teknisk set er der ikke noget rigtigt svar der. Men for min egen del har jeg stadig lidt svært ved at se Halo: Combat Evolved som virkelig retro. Jeg var trods alt flyttet hjemmefra, havde haft et fast job i flere år, havde kæledyr (ildere) og kunne lide at rejse. Og siden jeg spillede det som voksen, er følelsen af, at det er gammelt, ikke så håndgribelig.

Når jeg tænker på retro, er det pixels, der dukker op i stedet. Commodore 64, NES og 16 dejlige dele er min retro, og selv Playstation-generationen føles retro – mens Dreamcast (som snart bliver 30 år gammel) stadig ikke er helt så retro for mig.

Men det var netop Dreamcast, der i dag gav mig en ny af de voldsomme følelser, som årene sniger sig ind på. Jeg talte med en ret erfaren gamer, som er overfladisk bekendt. Han havde dog aldrig spillet Dreamcast, og han opfattede ikke engang Sega som en konsolproducent, på trods af at de i mere end 15 år gav Nintendo og senere Sony konkurrence. Personen i spørgsmålet er 23 år gammel og blev født efter, at Sega trak stikket på deres hardware.

Min interesse for Segas genoplivede mærker blev derfor ikke delt, og jeg blev ikke kun aldersbagtalt (og som svensker markerede jeg det tydeligt ved forsigtigt at knytte næven i lommen) – men indså også, at Sega er som enhver anden tredjepartsproducent for mange unge gamere, og at serier som Crazy Taxi, Golden Axe, Jet Set Radio og Shinobi Inter betyder lækkert for dem. 

Selvfølgelig har Sega dette i tankerne, og derfor vil spillene også være designet til at appellere til nutidens gamere. Man kan ikke friste med nostalgi, der ikke findes. Selvfølgelig, virkelig, og mest af alt vil jeg nok bare gerne sige, at jeg er en ældre gamer, der aldrig har reflekteret over dette. Og at jeg er fornærmet. 

<bild>

Jeg forbinder dette logo med klassiske konsoller og glæden ved gaming. Men for en ny generation af gamere står det for Total War og Sonic.

Når det kommer til at tale om de bedste Zelda-spil, nævnes A Link to the Past eller Ocarina of Time som oplagte kandidater, muligvis med Majora's Mask, Wind Waker og Breath of the Wild som bobler. Når man taler om seriens svageste kort, er det dog som regel enklere, og mange betragter det som Zelda II: The Adventure of Link.

Det er ikke for at trolde, være unik eller lidt brændende provokerende (selvom jeg indrømmer, at jeg også kan se tiltrækningen i det hele), jeg tænker, som jeg gør – men for mig er Zelda II: The Adventure of Link i stedet det bedste spil i serien. Hvis du har læst min blog før, ved du, at jeg elsker japanske rollespil, og Links andet eventyr er netop det.

Tidligere blev der ofte talt om, hvilken genre Zelda tilhørte, hvor der tidligere var diskussion om, hvorvidt det var et rollespil eller ej. I Zelda II's tilfælde er det nemmere – fordi det ER et rollespil. Det har en klassisk oververden, der er landsbyer at besøge med folk at tale med, masser af hemmeligheder, det har rigtige niveauer at klatre op ad (hvor du selv kan vælge dine evner) samt erfaringspoint.

Jeg satte stor pris på det hele, og det gav uden tvivl spillet en større dybde, men det, der virkelig skinner, er kampsystemet. Zelda II: The Adventure of Link var langt foran alt andet på NES, med et meget sofistikeret system til fægtning, angreb i forskellige retninger og egenskaber, der radikalt ændrer opsætningen.

Dertil kommer en stor verden, der føltes overraskende mørk og aggressiv, og som virkelig var værd at udforske. Noget, der ikke var let, taget i betragtning af et ret højt sværhedsgrad. Jeg vil også gerne slå et slag for musikken, der måske er den bedste i serien – og det siger meget.

Når en ny Zelda skal annonceres, er der et publikum, der ønsker et lidt mere "voksent" eventyr (en grundlæggende forkert beskrivelse, Zelda er for alle, så Wind Waker er en vixet, og det er en holdning, der holder), men faktum er, at et sådant spil allerede eksisterer og hedder Zelda II: The Adventure of Link – og den er fuldstændig fænomenal.

<bild>

Bedst i serien? En af toppene i hvert fald..

I weekenden postede Threads-kontoen Segabits et opslag med et billede af Mickey Mania til Mega CD og Mega Drive. Jeg husker det som en rigtig godbid, men har ikke spillet det i nok 30-35 år, og tænkte, jeg ville tjekke, om der var en nem måde at nyde det lovligt på.

Men... Ligesom med alt for mange licenserede spil er det desværre ikke muligt. Den kom i opdateret stand til Playstation 1 – men det er ikke særlig hjælpsomt, snarere sværere. Jeg forstår, at det er et licensrod, men Disney, Capcom og Sega samt andre udviklere ville virkelig skulle gøre en indsats for at genudgive flere gamle klassikere.

Selvfølgelig er der lejlighedsvise genudgivelser og remakes, men de er helt spredte. Her bør Disney sørge for at samle sine klassikere og forsøge at genudgive dem. Jeg tror ikke, nogen bliver sure, hvis det er Pixel Originals, der genudgives – så længe de rent faktisk kommer. Det minder mig om min Disney-liste over spil i 16 bits, hvilket ville være et fremragende første skridt at gennemgå for at prøve at få en rigtig god Disney-samling. Vi kan ikke bare lade disse titler falde i glemsel.

<bild>

Mickey Mania er en af flere udødelige Disney-klassikere, som burde kunne genopleves lovligt og nemt.