Det var netop forleden, jeg bloggede om spilrelateret harmoni fra fortiden, som jeg savner , og nævnte hvor meget mere ukompliceret gaming plejede at være. Det startede hurtigt, vi ejede spillene, ingen mærkeligheder og ingen, der jagtede ekstra penge. Men jeg var omhyggelig med at påpege, at det faktisk ikke var bedre tidligere. I hvert fald ikke som en konsekvent sandhed.

Selvfølgelig gælder det også i dag. Alligevel... Da jeg lige skrev denne nyhed om de bedste spil til Dreamcast, kunne jeg ikke lade være med at føle en vis tristhed. Det er helt godt, at spil kan nydes af folk uanset format, fordi flere kan nyde dem. Men her har vi en konsol, der levede i omkring halvandet år i Europa, og mængden af eksklusive spil er direkte forbløffende.

Ja, ikke kun eksklusive for resten. Dreamcast havde latterligt gode spil, tempoet på nye udgivelser var dræbende. Nyhederne indeholder altså omtrent de bedste spil, der blev lanceret over 18 måneder, og jeg føler igen, at vi sandsynligvis er blevet snydt for konfektureriet i dagens spilindustri, hvor vi må vente, vente og vente på titler, hvor glæden ved gaming desværre stadig eksisterer, ikke prioriteret som før.

<bild>

Playstation 5 og Xbox Series X har i alt ni eksklusive spil sammen – hvoraf Playstation står for ni af dem. Dreamcasten havde slugt dem til morgenmad på halvanden (billede fra Reddit). 

Det startede med, at jeg slukkede for Youtube, og af en eller anden uklar grund fik jeg idéen om, at jeg skulle se et gennemspil af Section Z. Et semi-obskurt Capcom-spil fra NES, som jeg kunne lide rigtig godt, da det startede, takket være det fede tema, fantastisk musik og fantastisk design.

Men... Jeg nåede det aldrig. Jeg tror, meget få gjorde det. Det var ikke kun svært, men også lidt uklart i opsætningen. Hvordan ville du gå videre, skal du gå op eller ned i slutningen af hver bane? Der var ingen form for hjælp på det tidspunkt, og jeg gav til sidst op og byttede det væk til noget andet.

Sektion Z fik mig dog til at indse, at designet mindede lidt om Robotech (en serie jeg sjældent skriver om, fordi der altid er nogen, der med en lidt mesterlig tone vil forklare, at Macross er originalen – og bedre, lidt som om ikke alle allerede kender det). Så... Jeg besluttede mig for at se den første episode af Robotech på YouTube. Og... Den eksisterede i sin helhed. Og det gjorde alle de andre episoder også.

https://www.youtube.com/watch?v=Rau_ndNA_gY

Det førte til en pause i Resident Evil Requiem-gameplayet for at se på en tegnefilm fra 1985 (teknisk set fra 1982 i Japan). Jeg fortrød det ikke et sekund. For åh, hvordan denne serie står ud. Animated fra denne æra var virkelig spektakulært og helt anderledes end i dag. Folk bliver blæst ihjel, falder ned fra bygninger, og der er nøgne brusescener... i en serie lavet til børn. På godt og ondt – hvor jeg er ret sikker på, at nogle finder det befriende at have underholdning uden mange regler, mens andre mener, at børn kun bør se venlige serier, som man lærer noget pædagogisk af – må jeg tilføje.

Sidstnævnte er en debat, jeg ikke vil blande mig i denne gang, men jeg bemærker, at det var en herligt nostalgisk hukommelsesstribe med første sæson. Igen var det generelt ikke bedre før – men nogle gange var det faktisk det. De episke missilsværme og Veritechs klare bevis på det er klare beviser.

<bild>

Robotech er fantastisk, musikken, actionscenerne, karaktererne og det vidunderlige design. Topklasse gennem og gennem.

Faktisk havde jeg allerede for meget at spille, men da de gode seertal på Resident Evil Requiem begyndte at komme ind på mig, kunne jeg ikke rigtig lade være. Det måtte også være Requiem for mig, og lørdag har jeg brugt på eventyr med Grace og Leon. Jeg er ikke kommet så langt (Johan Mackegårds anmeldelse kan findes her), og flere af jer er sikkert foran, men vil stadig dele mine spoiler-fri indtryk.

Og... De er meget positive. At skifte mellem to karakterer, der spilles på to helt forskellige måder fra helt forskellige perspektiver (kan vælges, men Capcoms anbefaling er perfekt), er et genialt træk, der får det til at føles virkelig frisk i gameplayet. 

Tonalt føles det som en slags fusion mellem Resident Evil 4 og Resident Evil 7: Biohazard. Den har Leons macho-attitude og hurtige kamp fra førstnævnte, men den vanvittigt ubehagelige og personlige følelse af frygt fra sidstnævnte.

Jeg vil også fremhæve grafikken (Xbox Series X, men alle versioner siges at være gode). Capcom har gjort et absolut fremragende stykke arbejde med dette smukke eventyr og hylder også frem for alt Graces stemmeskuespiller, Angela Sant'Albano. Hvis det ikke havde været for udgivelsen af et spil kaldet Grand Theft Auto VI i år, ville jeg have troet, at hun sandsynligvis ville have været den største vinder ved The Game Awards. Nu siges Lucia (som angiveligt spilles af Manni L. Perez) at være en hård konkurrent.

Men for at opsummere, er Resident Evil Requiem meget tiltalende. Hvis du har tænkt over, om det kunne være noget for dig og kan lide horror – så tror jeg, det kunne være en idé at gå efter det.

<bild>

Hunk-Leon er kongen af oneliners i Resident Evil Requiem.

Selvfølgelig bør du altid være forsigtig med "det var bedre før", for desværre er det ikke så ofte sandt, som vi gerne vil tro. Men... Nogle gange er det selvfølgelig ren sandhed, og når jeg får lyst til at samle spil igen for første gang i omkring 25 år, bliver jeg ofte slået af, hvor ukompliceret det plejede at være.

Jeg er gammel nok til at være vokset op med Atari 2600, Commodore 64 og NES, men især 16-bit æraen og den efterfølgende (som vil blive kaldt 32-bit, selvom Nintendo 64 er med) var virkelig noget helt usædvanligt. Der er så mange vanvittigt gode spil, og bare det at tage en kassette, sætte den i en konsol og komme i gang er virkelig magisk.

Jeg elsker selvfølgelig også nye spil, men konsollen tager tid at starte, du skal logge ind på konti, spil skal vælges i menuer, patches skal downloades, udvidelser skal tilføjes, og du får en masse information som "nu findes der også pink våbenskins til karakteren Extörminator" eller "det er en dobbelt XP-weekend".

Og hvis lokal multiplayer skal spilles, er det overraskende sjældent så simpelt som at vælge 2-spiller og komme i gang. Nogle gange skal gæsteprofiler oprettes, nogen vil importere deres profil hjemmefra, nogle gange ændrer controllerne nummerering, og det er som om, tingene ikke rigtig vil fungere, som de skal. Online er det det samme, hvor nogen har problemer med forbindelsen, en persons headset ikke virker ordentligt, hvor du hører dem uden at de hører dig, og endnu en skal patche spillet først og "komme senere".

Selvfølgelig overdriver jeg, og alt dette sker ikke på samme tid. Men det er så meget nemmere bare at skrue Super Mario World ind til Super Nintendo eller putte Astal-disken i en Sega Saturn og være i gang. Spillene er også mere direkte og kaster mig direkte ind i sjovet uden tekstvægge, tutorials og andet – og der er absolut ingen ekstra salg.

Jeg føler mere og mere, at noget er gået tabt i nutidens spilverden. Det kommer mere end nogensinde, og spillene er bestemt ikke blevet værre, men der er en befriende følelse af zen med retro, hvor alt bare fungerer. Og jeg kan nogle gange længes efter at vende tilbage til det.

<bild>

På et tidspunkt gik vi væk fra det hele og lagde måske slet ikke mærke til det, men mistede meget af harmonien og smidigheden undervejs.

Den nye Xbox-boss Asha Sharma siger tydeligvis de rigtige ting lige nu og synes halvt at love ting, som Xbox-brugere virkelig har bedt om. Det inkluderer hints om, at de fortsat vil være en first-party udgiver (hvilket indikerer deres egen hardware), men også ting som, at hun bemærker, at eksklusive spil er vigtige.

Så... Hvad betyder det nu? Bliver det slalom, hvor Microsoft stadig ikke har haft tid til at implementere sin nye strategi (Forza Horison 6 kommer for eksempel ikke til Playstation 5 ved udgivelsen), men nu vil vende den om? Nej, det tror jeg ikke rigtig på. Jeg tror snarere, at det vil blive mere almindeligt, at andre gør det samme. Sony har allerede sagt, at det var et genialt træk at udgive Helldivers II til Xbox, og de ser ud til at eksperimentere med flere spil som multiformater.

Jeg tror, de vil investere i mere af dette. Derudover ser det ud til, at Microsoft arbejder på en hybridkonsol, der ligner en Xbox, fungerer som en Xbox – men kører Windows i baggrunden. Derfor betyder det på en måde ikke noget, om de sælger én konsol eller 20 millioner konsoller. Det er kun en PC, hvor der står Xbox on, og der er ikke udviklet dedikerede spil til den. Ligesom med ROG Xbox Ally laptopen.

Noget jeg stadig tror kan ske, er dog, at tidseksklusiviteten vender tilbage. Alle de spil, der solgte så frygteligt godt til Sonys format i 2024 og 2025, er dem, der er kommet senere til Playstation end Xbox. Nogle gange flere år senere som med Forza Horizon 5, og nogle gange nogle få sølle måneder som med  Indiana Jones and the Great Circle. Salget ser ikke ud til at blive væsentligt ramt af det, selvom det er en grund til at få en Xbox-konto for at komme tidligere i gang for fans. Folk betaler hundredvis af dollars for at spille med kun få dage før adgang, så det er egentlig ikke noget mærkeligt.

Jeg taler bestemt ikke om nogen konsekvent tidseksklusivitet, men jeg kan stadig forestille mig, at det er en model, de vil overveje fra tid til anden. Microsoft vil trods alt lokke folk ind i sit eget økosystem. Derudover har mange Playstation-spillere (for det er hovedsageligt det, det handler om) nu fået smag for Gears of War og Forza og snart også Fable og Halo. Tidseksklusivitet kunne så, i teorien, tiltrække nye fans til at slutte sig til det grønne holds løsning.

<bild>

Generelt bør vi nok forvente, at antallet af eksklusiviteter vil falde fra alle retninger i fremtiden, men Asha Sharma og Matt Booty må da have noget i tankerne, når de formulerer sig selv, som de gør?