Harmonix har annonceret, at de vil stoppe de ugentlige DLC-udgivelser til Rock Band 4 og i stedet fokusere på at understøtte Fortnite Festival.
Rock Band 4 udkom tilbage i 2015 og markerede et comeback for franchisen og plastic instrument-spilgenren efter en længere pause. Selvom Rock Band 4 ikke just blev en tilbagevenden til genrens velmagtsdage, formåede det alligevel at samle en gruppe dedikerede spillere, som Harmonix har formået fastholde igennem ugentlige opdateringer af spillets udbud af sange.
Nu, 8 år og godt 3000 dlc-sange senere, stopper opdateringerne. På deres officielle blog har Harmonix' product manager Daniel Sussman bekendtgjort, at den sidste Rock Band 4-dlc vil blive udgivet d. 25. januar.
Sussman gør dog også klart, at fans kan forvente sig en veldrejet sidste DLC:
"We deliberated long and hard about how to frame the last blast of RB4 DLC of this era. The last two weeks will feature some tear-jerkers that sum up our feelings about this moment. We thank you for your commitment to and passion for this wonderful game. Long Live Rock and Roll."
Fans kan således glæde sig over, at Harmonix lægger sig i selen for at give Rock Band 4 et værdigt farvel.