Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Robobeat

Robobeat

Rytme-shooteren Robobeat tager springet fra PC og over på konsollerne og vi ser her nærmere på PlayStation 5 udgaven.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Robobeat udkom på PC i foråret 2024 og nu er rytme-shooteren, med svage rogue-like elementer, så udkommet til Xbox Series X/S, PlayStation 5 og Nintendo Switch. Vi tager her et kig på PlayStation 5 udgaven.

HQ

Robobeat er en lidt anderledes blanding af genrer og det kan nok bedst beskrives som en blanding af Neon White, BPM: Bullets Per Minute og Metal: Hellsinger - og hvis man kender til de tre spil, vil man vide, at det ikke er en helt skidt kombination.

Robobeat

Hvis man ikke er vågen, kan man godt overse historien i Robobeat, for den er ganske enkelt papirstynd. Det betyder egentlig heller ikke så meget i et spil af denne type, men hvis man går en lille smule op i handlingen, så er man dusørjægeren Ace, der skal overleve en række forskellige rum, som er fyldt med robotagtige fjender af forskellig art. Det må være det, man har brug for at vide. Når et rum er renset for fjender, kan man vælge hvilken vej man vil gå og ikoner indikerer hvad man kan forvente i det næste rum - basic stuff.

Præcis som Metal: Hellsinger og lignende rytme-shootere, så er musikken det helt centrale, som der er bygget et gameplay op omkring og det fungerer ganske godt. Det centrale hook er, at ens våben er klart mest effektive, hvis de bruges i takt til musikken. Spillet kan godt spilles uden at tage hensyn til rytmen, men man vil få det svært. Der er dog en indstilling, hvor man kan slå rytme-kravet helt fra, men det er i princippet ikke meningen med et spil som det her.

Dette er en annonce:
Robobeat

Robobeat er ikke noget let spil og på den måde som gameplayet er strikket sammen, kan man næsten regne ud, at jo hurtigere numre man spiller, jo hurtigere bliver gameplayet. Man kan via spillets walkman (vores yngre læsere kan jo lige Google hvad det er) hele tiden vælge hvilket af de oplåste numre man ønsker at spille til og modsat PC-versionen, kan man her ikke uploade ens egen musik, hvilket dog ikke er usædvanligt for konsol-udgaver af spil som det her.

Robobeat er et af den slags spil, der på papiret måske ikke lyder af meget, men i virkeligheden er det fint underholdende - i kortere perioder dog. Gameplayet er flydende, man kan hoppe, parere, løbe på væggene og bruge ens gribekrog, og hvis man virkelig rammer de forskellige beats, så klikker spillet bare. Der er flere forskellige våben lige fra traditionelle pistoler, økser og maskinpistoler til granater, der kan skabe voldsomt store eksplosioner og eksplosive bordtennisbolde. Og ja, man kan have et våben i begge hænder.

Robobeat
Dette er en annonce:

Gameplayet er dog ikke voldsomt afvekslende, men da banerne er tilfældigt genereret, så varierer de hele tiden, men rigtigt spændende bliver de aldrig - og det samme kan siges om de noget generiske fjendetyper. Soundtracket i Robobeat indeholder lige knap 40 forskellige elektroniske numre og de varierer fra svære til temmelig svære, og man vil komme til at dø rigtigt mange gange i selskab med Robobeat.

På trods af, at jeg personligt er ret meget til elektronisk musik, så gjorde soundtracket desværre ikke ret meget for mig, men det slags er jo i høj grad en smagssag, men det fungerede godt til et spil som det her, hvor evnen til at ramme beatet er helt centralt. Den visuelle side havde jeg det også en smule stramt med, da det varierer fra decideret grimt til tider og til ganske syret og stilfuldt. Det hele kører flydende og stabilt ved minimum 60 fps - jeg har dog ikke haft mulighed for at teste spillet i 120 fps, som også er en mulighed hvis man har det rigtige fjernsyn eller monitor.

Når alt kommer til alt, så er Robobeat en ganske fin shooter, specielt hvis man godt kan lide en stiv udfordring fra ens spil. Desværre bliver det ret hurtigt ensformigt og det fik aldrig rigtigt krogen i mig - og det har nok noget at gøre med, at soundtracket, som jo er meget centralt i et spil af denne type, ganske enkelt ikke fængede mig.

Robobeat er dog værd at tjekke ud, hvis man var stor fan af både Metal: Hellsinger (selv om musikken er en noget anden genre) og BPM: Bullets Per Minute - og det sælges til en fornuftig pris på omkring 150 kr. så det kan ikke gå helt galt.

07 Gamereactor Danmark
7 / 10
+
Hektisk rytme-action, omfattende soundtrack, velfungerende gameplay
-
Bliver ret hurtigt ensformigt, banedesign er ikke specielt spændende, til tider ret brutal sværhedsgrad, den visuelle stil er temmelig blandet
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

RobobeatScore

Robobeat

ANMELDELSE. Skrevet af Palle Havshøi-Jensen

Rytme-shooteren Robobeat tager springet fra PC og over på konsollerne og vi ser her nærmere på PlayStation 5 udgaven.



Indlæser mere indhold