Rivals of Aether

Som PC-spiller misunder jeg konsol-folket visse privilegier. Selvom PC'en er den mest fleksible platform på markedet, så har visse genrer altid været bedre repræsenteret på konsollerne. En af disse er 2D platform-fighteren, som Nintendos Super Smash Bros-serie er synonym med. Det vil Dan Fornace med sin Steam-indie-brawler Rivals of Aether dog lave om på, og selvom det er et pixelleret Game Maker-spil til 15 Euro, så har det samlet en voldsomt dedikeret fanskare, som turnerer i spillet og diskuterer livligt på spillets sub-Reddit. Jeg greb Steam Controlleren og gav mig i kast med Rivals, og har haft det forrygende sjovt, selvom der hverken er italienske blikkenslagere eller Pokémon i sigte.

Jeg må starte med at sige, at jeg med Rivals har fået en del mere prygl end forventet. Spillet er tydeligvis designet til at være balanceret og kompetitivt, og hver karakter har masser af dybde og komboer, som er svære at lykkes med. Da jeg brugte en aften på spillet med min nevø, som normalt holder sig til FIFA, så var det tydeligt at vi begge fandt vores favoritter blandt karaktererne, men at der stadig er masser af tricks vi har til gode at lære.

For dem, som ikke har så megen erfaring med genren, så gælder det om at få modstanderen skubbet ud over kanten af banen. Den mest ligetil måde at gøre dette på er at skade dem så meget, at de bliver meget følsomme overfor angreb, og dermed kan skydes ud af banen med et hårdt angreb.

Mens de fleste platform-fighters baserer sig på et eksisterende univers, såsom Nintendos univers, Digimon eller One Piece, så har Dan Fornace lavet sit univers helt fra bunden. En Story Mode udfolder dette en smule, så karaktererne giver lidt mening. Kort fortalt, så er karaktererne og deres verden bygget op efter elementer, og hvert element har et tilsvarende kongerige, som er i konkurrence med de andre. Dette koncept munder ud i en veldefineret æstetik, som giver lyst til at gå i gang med spillet. Ligeledes er lydbilledet suverænt, med catchy old-school temaer, der lyder som taget ud af SNES'ens storhedstid.

Grafikken er pixelleret på den helt rigtige måde, og det hele er simpelthen super charmerende. Karaktererne er veldesignede, og animationer føles også utroligt gennemført. Fra den hundelignende hval Orcanes bobler til løven Forsburns røgskyer, så har hver karakter nogle særtræk, som manifesterer sig i banen, og det gør dem mere mindeværdige. Som helhed er det virkelig imponerende, at Dan Fornace og Co. har kunnet lave et så flot univers med så få midler.

Er man vant til Tekken eller lignende, så er angrebene noget anderledes. Hvilket angreb du laver bestemmes efter styrepindens retning samt hvilken angrebsknap du trykker på. De varierer også alt efter om du er i luften eller på jorden. Angrebsknapperne X, A og B kan dermed bruges på mange måder. X er specialangreb, bestemt efter den enkelte karakter, mens A og B er hhv. hurtige og stærke angreb. For mig var det en udfordring, at spillet kræver en del finesse og timing, for at visse angreb fungerer. Dette skyldes at mange karakterer har angreb, der skal kombineres på bestemte måder for at give resultater, og det kræver et vist kendskab med karakteren.

Eksempelvis kan den store, gumpetunge isbjørn Etalus virke simpel at gå til. Han kan sende issyle ned fra himlen med sit specialangreb og en masse andre ting. Flere af hans angreb danner et islag på banen, som han både kan bruge til at glide på, og først undrer man sig over, hvordan dette er specielt nyttigt. Efter noget tid finder man dog ud af, at hans Donkey Kong-agtige hop, hvor han med et klask rammer jorden, også absorberer al isen, som i stedet indkaplser modstanderen i en isklump. Dette er et trick, som man først finder efter at have leget med karakteren, og den slags er spillet fyldt med. Det er dermed et spil, som har rigeligt med dybde, og som det er sjovt at eksperimentere med.

Generelt føles karaktererne rigtig godt, når man først har vænnet sig til dem. Etalus føles solid, og hans slag føles sikre og tunge, som de skal. Når man først lander lige præcis det angreb, man havde timet, så er det super tilfredsstillende. Zetterburn føles mere som en klassisk fighter, som kan slå hårde slag a la Smash Bros' Falcon Punch, men også sender ildkugler afsted. Med fuglen Wrastor er man endnu mere adræt, og kan flyve hurtigt fra sted til sted, men til gengæld har slagene ikke ligeså meget pondus. Hver spiller vil finde sin favorit, og karaktererne føles imponerende distinkte.

For fans af genren er der nogle større forskelle i vente. Flere af de vante elementer i Smash Bros. er her simplificeret. Eksempelvis er alle karakterer begrænset til dobbelthop, og ingen har adskillige hop til gode, som man ser i Smash Bros. Man skal derfor lære at bruge dashes og specielle opadgående angreb til at supplere sine hop, hvis man vil undgå at ryge ud af banen. En karakter som Zetterburn (jep, det hedder han) kan f.eks. lave en art ild-angreb, hvor han som et missil fyrer op i luften, og dette kan redde ens liv, når man er ved at ryge ud. Denne type angreb kan være fristende at bruge, men ofte må man spare på dem.

En anden ændring til den vante formel er at man ikke kan hænge på kanter, men i stedet kan wall-jumpe. Dette er lidt angstprovokerende, når man desperat vil tilbage på banen. At gribe efter ting er i det hele taget udeladt her, og det betyder at man heller ikke kan kaste med fjenderne, hvilket ellers er et klassisk element i Smash Bros. Det er samtidig ekstremt begrænset hvor meget du kan blokere. Modsat Smash taler vi her om et splitsekund, så man kan altså ikke på paranoid vis holde fjenderne væk ved at krydse hænderne og holde paraderne oppe. I stedet må man afhænge af andre strategier, såsom dashing, forhindringer og teleport.

Der er altså mere strategi i spillet end prisen på 15 Euro, de nuttede karakterer og 8-bit-grafikken lige lægger op til. De forholdsvis simple, men flotte baner er samtidig mindre end hvad man ofte ser i Smash-serien, og dette tvinger igen spilleren til at overveje, hvordan man skal overleve kampen. Visse baner har endda nogle twists, hvor et hav af ild hæver og sænker sig, eller hvor der er en stor fjeder i midten, som giver ekstra boost til hop. Man kan også slås på banen fra spillets finale-boss, hvor to store øjne angriber samtlige modstandere. Der leges altså også med banerne, og det er et stort plus.

Som nævnt er karaktererne udmærkede, men der er dog kun otte af dem i grundspillet. Der er dog tilføjet nye karakterer i de seneste måneder, men disse koster ekstra penge og tager form af DLC. Givet at grundspillet koster 15 Euro, og hvert DLC koster 5 Euro, så er dette ikke slemt, men man kan frygte, hvordan modellen fremadrettet vil være. Et grundspil med otte karakterer og derudover en masse karakterer, som koster ekstra? Her havde jeg personligt helst set, at man tog en Overwatch-lignende tilgang, hvor spillet havde kostet lidt ekstra, og man til gengæld gav gratis indhold oveni. Heldigvis er de ekstra karakterer langtfra et krav, og de otte originale er tilstrækkeligt komplekse til at man har nok at lave.

Karaktererne er derudover enormt balancerede, hvilket leder os til den kompetitive del af spillet. Online fungerer spillet ret simpelt, da man enten kan spille mod venner eller random kampe. Sidstnævnte kan gøres ranked eller casual. Der er masser af spillere, og jeg har derfor aldrig oplevet ventetid når jeg skulle matches, hverken ranked eller casual. Desværre svinger forbindelsen en del, og da jeg testede med en ven var det en noget laggy oplevelse, mens random online matches har fungeret upåklageligt. Som helhed er det et glimrende online-spil, og de balancerede karakterer lader det være op til spillernes evner, hvem der vinder. Forvent dog at få massivt klø i starten.

Vil man have lidt solo-kamp før man vover sig ud i kamp mod andre spillere, så har Rivals også en masse at byde på. Som anmeldelsen har indikeret, så er det en rigtig god idé at rode med karaktererne selv, før man straffes online. Den førnævnte Story Mode er udmærket. Den svinger en del i sværhedsgrad, hvor den sidste boss får dig til at råbe af frustration, mens de fleste kampe undervejs var en anelse for lette, og enkelte kunne vindes på få sekunder. Den tegneserieagtige fortælling imellem kampene giver dog et fint indblik i spillets verden, mens historien ikke imponerer.

Efter Story Mode er gennemført låser man op for Abyss. Dette er måske den mest anderledes mode, hvor man skal holde ud så længe som muligt, mens waves af fjender og andre udfordringer skal klares. Dette er en sjov og anderledes måde at spille på, og er et velkomment tiltag.

Spillet har også mange tutorials, som forklarer spillets mange aspekter, både generelt og specifikt for hver karakter. Disse er virkelig grundige og får nærmest Rivals of Aether til at fremstå som en akademisk disciplin. Der slynges rundt med terminologi, og det er ganske fint på de mere avancerede niveauer, men for mange vil disse tutorials være skudt en anelse over mål, mens nogle af de første er alt for simple. Det ville være rart med en mellemting, som desværre lidt mangler. Mens man må værdsætte de grundige tutorials for deres dybde, så kræver meget af spillet en motorik, som mange spillere ikke har fra starten, og det kan kun komme med praksis, som kan øves i Practice Mode, spillets legeplads.

Versus Mode er nok der, mange vil bruge mest tid. Dette er stedet for lokal multiplayer eller normale matches mod AI, og det fungerer som smurt. Man kan spille op til fire, og kan f.eks. også lave hold, så man er to mennesker mod to AI, hvis intelligens man kan skifte efter ønske. Dog bliver spillet hurtigt hektisk og uoverskueligt, når man er mere end to.

Alt i alt er der rigeligt med sjov at hente i Rivals of Aether, et spil som nærmest alle fans af kampspil kan få glæde af. Med et aftryk på under 300 MB og systemkrav, som alt på nær en dåseåbner kan leve op til, så kan det næppe vække bekymringer på hardware-fronten. Til 15 Euro er det et spil, som med overraskende dybde og gennemført design kan tage mange timer fra dig, både online og på sofaen med vennerne. Levetiden ser også god ud for spillet, da der er højt til loftet, med et vanvittigt dygtigt og dedikeret community, som er aldeles aktive både på Discord og Reddit. Online-delen vil dog aldrig kunne hamle op med den sjov man har, når venner og familie planter sig i sofaen og råber op, mens de pixellerede dyr banker løs på hinanden.