Risen 2: Dark Waters

I nogle tilfælde sker der dog noget virkelig originalt, og dette er sagen med Risen 2: Dark Waters, som er et rollespil der foregår i en verden fuld af pirater. Disse specielle omgivelser er dog ikke det eneste mærkværdige i spillet, og faktisk viser Risen 2 sig at være et af de underligste rollespil i de sidste 10 år.

En af vigtigste elementer i ethvert spil af denne type er historien, og her er Risen 2 ikke nogen undtagelse. Verdenen er således blevet invaderet af nogle forfærdelige søuhyrer, der på det nærmeste har udryddet menneskeheden. Selvom vi aldrig får at se hvordan alt dette er sket, bliver der hele tiden fortalt om det. Vores helt, tro mod den spanske inkvisition, er tvunget til at forlade sit hjem i forklædning for at inddrive en harpun der er i stand til at besejre Mara, titanen af havene. Dette våben er dog gemt i et skjulested som tilhører en af de mest frygtindgydende pirater.

Som man kunne forvente af en pirat-historie, udspiller det hele sig i en verden der smager af Caribien, og med masser af små øer der skal udforskes og som hver er deres egen mikro-verden. Vegetationen er ganske vist næsten den samme, men alligevel er hver sted forskelligt fra det sidste, og alle byder de på nogle unikke situationer. Der er øer som er blevet overtaget af et militaristisk styre, andre fulde af mysterier, og nogle tredje hvor kampene mellem de indfødte, piraterne og det spanske styre er i fulde gang.

Bortset fra rejsen fra ø til ø, er der ingen indlæsningsskærme i hele spillet. Du kan rejse fra et sted til et andet ved blot at gå, og spillets gang bliver kun afbrudt af et par mellemsekvenser, såvel som samtaler med de mange karakterer som man løbende støder på.

Når vi nu snakker om dialogen, er der lige to punkter som bør påpeges. Lad os starte med den negative: de som har stået for kameraarbejdet i dialogerne skulle tæves til savsmuld med en tyk bog om kamerapositionering. Ikke kun bliver selv de mest basale regler sjældent respekteret, men hoppet fra scene til scene er simpelthen amatøragtigt.

Omvendt fortjener de som har skrevet manuskriptet ros. Karaktererne lyder præcist som hvad man ville forvente fra et par fordrukne pirater, og emmer endda af humor.

Nu kommer vi dog til det første mærkværdige element i Risen 2, for progressionen i spillet er på det nærmeste absurd, og i hvert fald meget anderledes fra den slags figur-evolution som genren normalt byder på. Således indtjener en karakter i et rollespil normalt erfaringspoints med hvilke man opgraderer sin figur, mens nye evner løbende tilføjes. Sagt med andre ord lærer man hurtigt en masse.

I Risen 2 hænger det hele samme med dine økonomiske ressourcer og møder med "undervisere", personligheder som kan lære dig forskellige talenter mod et bestemt antal guldmønter. Ved at dræbe fjender og fuldføre missioner tjenes der erfaringspoint, hvilke kan bruges til at forbedre dine evner. Når et bestemt evne-niveau opnås, kan man endvidere kontakte en af disse undervisere for at forbedre den valgte evne. Problemet er bare, at disse talenter er så afsindigt dyre, at man inden for de først fem til seks timers spil knapt har råd til at lære mere end tre af dem.

Efter cirka ti timers spil begynder man at støde på den eksotiske verden af voodoo: Risen 2's eget magi-system. Før man kan benytte sig af den første formular, skal man dog gennemføre nogle missioner som tager et par timer. For at forsætte nogenlunde succesfuldt skal man finde den rigtige balance mellem heltens evner, og de valg man tager er altid endegyldige. Dette aspekt komplicerer spillet ekspotentielt - faktisk så meget at de første tre øer (mellem 15 og 16 timers spil) byder på mere frustration end underholdning.

Alt dette gøres blot mere besværligt af kampsystemet. Som forventet er det primære våben et sværd. Det betyder at udvikleren har forsøgt at gøre spillet til en fægte-simulator, hvilket resulterer i at hver duel kan vare i adskillige minutter, alt efter hvem modstanderen er. Basalt set venter man blot på at modstanderen sænker paraderne, og efter dette er et angreb ikke altid succesfuldt. Det kræver altså investering i nogle af talenterne at være kompetent sværdsvinger, og som tidligere nævnt er disse ekstremt dyre.

Skydevåben, som er sjældne inden for de første seks til syv timers spil, giver stor skade men kræver lang tid at genlade. Yderligere er præcisionen influeret af både distancen til fjenden samt et terningkast som foretages i det skjulte af spillet, hvilket alt sammen begrænser brugen af dem.

Hver kamp er potentielt dødelig. For at genoplade ens helbred kan man enten drikke alkohol (som er sjældent) eller spise rationer. Rationernes effekt er dog så langsom at de ofte er ubrugelige i de store kampe.

De første timers spilletid er altså ekstremt frustrerende, og man tvinges til konstant at gøre brug af "gem og genindlæs"-funktionen, hvilket ødelægger spillets tempo. Men når den enorme barriere fra de første timers spil er blevet brudt, begynder eventyret at belønne spilleren med skarpere sværd og langt større mængder guld. Selv kampsystemet bliver bedre når man får muligheden for at gøre brug af de rigtige talenter, og selvom det aldrig forvandles til et actionspil, erstattes frustrationen med en langt mere givende følelse.

Til sidst bør der lige nævnes et par noter omkring det tekniske. Risen 2: Dark Waters vil uundgåeligt blive sammenlignet med et andet stort rollespil: The Witcher 2. Men hvor CD Projekt Reds rollespil nærmest er perfekt, kommer Risen 2 aldrig op i den samme liga.

Alligevel er områderne farverige, og den Caribiske atmosfære er blevet genskabt med stor nøjsomhed. Karakterne er desværre ikke udstyret med særligt gode ansigtsanimationer, hvilket er en skam, når nu kvaliteten af dialogen ellers er så god. Hvad angår lyden er kvaliteten også høj, både når det gælder musikken og effekterne.

Risen 2: Dark Waters er et besynderligt spil. Da vi første gang så det til sidste års Gamescom, var bekymringerne store, og dette er den slags spil der vil dele publikummet i to lejre. Man kan elske eller hade det, hvilket alt sammen afhænger af hvor meget tid man bruger på at forstå spillets mekanikker, som nærmest alle er decideret anderledes i forhold til de fleste andre rollespil.

I vores tilfælde havde vi en god oplevelse, der har sikret at vi bliver ved med at spille. Efter de første timers dødvande finder Risen 2 virkelig ud af hvordan det skal belønne spilleren. Hvis du beslutter dig for at gå i gang med eventyret, anbefales det altså at du væbner dig med en masse tålmodighed (og måske en smule rom). Hvis det ikke lyder som noget for dig, anbefaler vi at du søger mod en anden havn.