Dansk
Gamereactor
nyheder

Rift i virkeligheden?

Lang Lørdag med Emil

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Lang Lørdag er Gamereactors faste sektion, hvor redaktionen kigger på aktuelle begivenheder, kommenterer mere personligt på sagerne og lægger op til god debat blandt Gamereactors læsere.

Træd ind i spillet. Hvem ville ikke gerne det? At kunne indgå i et computerspil, ikke igennem et matsort og i mit tilfælde støvet Samsung LCD-panel, men med egne øjne.

Det er fremtiden, hvis Palmer Luckey får succes med sin VR-satsning Oculus Rift.

For små 2000 danske mønter får man en fungerende prototype, en spilbar udgave af Doom 3, og adgang til ressourcer så man selv kan lave spil til Oculus Rift. Selve ideen er ikke ny, men Oculus fremtidsbrille skulle efter sigende være så god, at følesen af at kigge på en skærm forsvinder. Dette har fået alle de store drenge i spilindustrien til at kaste en masse roser efter projektet, hvor især John Carmack er en kæmpefan. Målet på Kickstarter er for længst nået, og næsten to mio. dollars har projektet samlet ind. Men er vi spillere er klar til den nye teknologi?

Rift i virkeligheden?

Tænk et øjeblik på de muligheder Oculus bringer til bordet - med de positive briller skruet godt fast. Forestil dig selv at føle grønsværen på Old Trafford i et afgørende opgør mod Manchester City. Eller hvad med at søge efter det sagnomspundne Borealis skib som Gordon Freeman i Half-Life 3. Hvis vi så oven i købet ser en forbedring og inkorporering af Kinect-sensoren, så er vi ikke langt fra at kunne spille helt uden controllere. Med Rift åbner der sig pludselig et væld af muligheder, der kan gå i opfyldelse, men også synlige problemer for Oculus Rift.

For det første er Rift'en jo nærmest bygget til FPS-genren, og et tredjepersons eventyr såsom Uncharted har på papiret ikke samme appeal igennem Rift-brillen. Skulle teknologien blive udbredt, kunne man frygte en bølge af FPS-spil, hvilket risikerer at drukne teknologien i ligegyldige titler, så kun et gimmick står tilbage. Parallellen til denne generation af bevægelsesfølsomme controllere ligger lige til højrebenet.

Men selv med en velfungerende hardware kan bekymringerne være svære at holde tilbage. For hvad med lokal multiplayer? Den simple glæde ved at dele et spil med andre på samme skærm er jo pludselig umuliggjort. Det gør det at spille en anelse mere asocialt, og måske i højere grad end vi forestiller os.

Men min primære bekymring kunne nærmest være taget ud fra 80'erne og 90'ernes film, muligvis en af klassikerne med Michael Douglas eller Michal J. Fox. At Oculus Rift simpelthen er for godt, og at det bliver fremtidens måde at spille på. For når vi endelig får mulighed for at nedbryde barrieren mellem virkeligheden og spillene, kan vi så slippe og vende tilbage til virkeligheden? Det kan lyde lidt som noget sludder fra Inception-filmen, men tænk på det. Lige nu er vi meget bevidste om, at vi spiller - det sørger controlleren, musen og den medfølgende skærm for, og det har den alle dage gjort. Hvis alt det bogstavelig talt forsvinder for øjnene af os, så er der da spiluniverser, hvor jeg gerne vil opholde mig i stedet for virkeligheden. Skyrim, anyone?

Hvad synes du? Er Oculus Rift fremtiden og noget for dig? Og hvis du kunne, hvilket spilunivers ville du helst opleve med Rift?



Indlæser mere indhold