Rez Infinite

Rez er et af de spil, der lige siden sin udgivelse på PlayStation 2 og Dreamcast tilbage i 2002 har fascineret mig meget. Jeg fik det aldrig spillet selv, men de mange billeder og gameplay-videoer der fandtes af spillet, virkede enormt interessante for mig, og man kan vel sige at jeg var en slags fan på sidelinjen. Konceptet om at være en svævende menneskeskikkelse, der svæver gennem en verden af wireframe-grafik og vilde farver, altimens elektronisk musik pumper løs, og ændrer sig i takt med, at man skyder diverse fjendtlige rumskibe og andre væsener ned, gjorde dog spillet lige syret nok til, at jeg turde smide mine hårdt tjente lommepenge efter det, og Rez måtte vige pladsen for andre stortitler som Grand Theft Auto III og Metal Gear Solid 2: Sons of Liberty. Det har ærgret mig meget i mine ældre år som gamer, at jeg ikke fik prøvet denne kultklassiker dengang det udkom, og det var derfor med stor begejstring, at jeg takkede ja til at spille genudgivelsen Rez Infinite på PlayStation 4, idet den nye VR-understøttelse kun kunne gøre oplevelsen endnu bedre.

Det første man bemærker når man træder ind i Rez Infinites VR-verden er den meget unikke og visuelle stil, der fuldstændigt omkranser en. Alting er farverigt og lyst, og minder mest af alt om, hvordan filmskabere i 90'erne så cyberspace anno 2020. Man har svært ved ikke konstant at drejede hovedet rundt for at se den syrede verden omkring sig, men så snart fjenderne dukker op foran en, er der ikke meget tid til at nyde de forbipasserende polygoner, da tempoet er højt, og den mindste tøven kan betyde ens undergang.

For at kunne nedlægge de mange fjender, har man forskellige muligheder, når det kommer til styringen. Selve bevægelsen af ens figur skal man ikke bekymre sig om, da Rez i bund og grund er en on rails-shooter, men måden man sigter på kan gøre en kæmpe forskel på oplevelsen i VR. Man har selvfølgelig mulighed for at spille på klassisk vis, hvor man styrer sigtekornet med venstre analogpind på sin Dualshock-controller, men ejer man et sæt Move-controllere, hvilket ikke længere er så utænkeligt siden PlayStation VR's lancering, kan en af disse også bruges. Her vil jeg dog sige, at sigtet føltes en smule sløvt, og jeg havde svært ved at reagere helt hurtigt nok i enkelte situationer. Til sidst er der muligheden for at styre sigtet med VR-hjelmen, så man blot skal kigge rundt på fjenderne, for at rykke sigtekornet rundt, og hvis man spiller Rez Infinite i VR, er det klart denne metode jeg vil anbefale. Jeg skal dog advare om, at man ikke skal blive alt for ivrig i kampens hede, da man hurtigt kan give sig selv nakkeskader ved at kaste hovedet for voldsomt fra side til side. Der findes heldigvis kombinationer af styringsmetoderne for at afhjælpe dette, og min foretrukne måde at styre spillet på, var at kombinere VR-sigte med analogpinden på controlleren.

Selve spillet foregår stadig i tredjepersonsperspektiv, hvilket der er god grund til, da ens svævende figur skifter form, alt efter hvor mange liv den har. Man optjener flere liv ved at samle blå power-ups op i banerne, men da det tager nogle stykker af disse for at stige til den næste form, men blot et enkelt slag eller skud at blive banket ned på det forrige, bliver kampene tit meget intense, idet man selvfølgelig ønsker at have den højeste form, inden man møder banens slut-boss. Man har heldigvis også et hemmeligt våben, som kan hjælpe med at opnå dette mål, nemlig en power-up, der skyder alle fjender ned på skærmen for en i en kort periode, hvilket til tider kan være en kæmpe redning, hvis man lige har brug for at puste ud i kampene mod de største fjendesværme. Ligesom med de blå power-ups, samles disse røde versioner op i banen, og man skal tænke sig godt om inden man bruger dem, da man kan komme til at mangle dem senere hen i banen.

Noget som virkelig gjorde sig bemærket i spillet, når det blev spillet i VR, var den fantastiske fornemmelse af fart, som ikke kan gengives på en konventionel TV-skærm. Ens figur flyver fra side til side og over og under ting, men på trods at de voldsomme bevægelser, følte jeg ikke nogen som helst form for køresyge. Jeg ved ikke om dette skyldes spillets visuelle stil, eller om det blot er den meget flydende måde det hele bevæger sig på, men udviklerne har i hvert fald gjort et godt stykke arbejde for ikke at komme til at skabe en kvalmende oplevelse, og i stedet hvad bedst kan beskrives som en fantastisk rutsjebanetur.

Rez Infinite er jo i bund og grund en genudgivelse af det første spil, som er blevet optimeret til VR, så for fans af originalen vil der ikke være en masse nyt at finde. Samtlige 5 baner er tilstede, og musikken er også den samme som i originale, men dette er selvfølgelig ikke et minus overhovedet. Der er da også nogle enkelte nye features med i denne udgave af spillet, såsom en førstepersons-mode der kan låses op, og så selvfølgelig den efterhånden meget omtalte nye bane Area X, som benytter sig af den nyere konsols evner til at håndtere partikler, samt giver spilleren mulighed for selv at tage styringen af sin figur, i stedet for at det hele forgår på skinner. Area X er en fantastisk smuk oplevelse, især i VR, og udviklerne har med rette valgt at lade banen være utilgængelig indtil man har gennemført hovedspillet, da det kræver alt hvad man har lært at kunne klare sig gennem det nye område.

Den tid jeg har tilbragt sammen med Rez på det sidste, har i den grad slået fast for mig, hvorfor originalen er så elsket af fans verden over. Det er en utroligt smuk oplevelse både visuelt og musikalsk, og selve gameplayet er udfordrende nok til, at man også kan få lidt sved på panden. Hvorvidt spillet er en investering værd for folk, som har spillet det oprindelige spil til ukendelighed, og som ikke har adgang til VR, er jeg ikke sikker på, men hvis man ejer et PlayStation VR-headset, er det et af de spil, som man bare må spille, idet man virkelig får øjnene op for, hvilke typer oplevelser den nye teknologi bringer med sig.