Retro-Anmeldelse: Final Fantasy XIII

Da jeg startede mit initiativ med retro-anmeldelser tilbage i sommeren sidste år, var det med intentionen om at fokusere på spil som jeg personligt ville have givet 10, hvis de udkom i dag. Alan Wake, Onimusha 2: Samurai's Destiny og Final Fantasy X-2 er alle sammen perfekte spil i mine øjne og derfor spil, der burde stå i alle biblioteker. I dag vil jeg dog prøve med en anden tilgang. Jeg tror efterhånden ikke, at det er nogen hemmelighed, hvor meget jeg ikke bryder mig om Final Fantasy XIII. En af mine første artikler her på siden dedikerede jeg til netop dette had, eller med andre ord, kolossale skuffelse over hvad der kunne have været. Siden spillets udgivelse i 2009 har jeg altid brugt Final Fantasy XIII som et eksempel på det absolut værste af det værste.

Og så skete der noget interessant. Forleden dag var jeg forbi GameStop på fisketorvet, rodede lidt i brugte PlayStation 3-spil kassen, og der var det. Min nemesis, slangen i mit paradis. Hovedpersonen Lightning var som sædvanligt i front på boxen og stirrede mig direkte i øjnene. Var det på tide? Fortjente det kontroversielle kapitel endnu en chance? Jeg greb spillet og smed hundrede kroner i kasse registret. Endelig var jeg klar til at give Final Fantasy XIII endnu en chance.

I stil med Final Fantasy VII starter Final Fantasy XIII i et tog med fuldt fart igennem et stort område hyllet ind i et grønt skær. Velkommen til Cocoon, en slags luksus planet, der svæver over den kæmpe underverden Pulse. Ligesom med Barrett og Cloud i det syvende kapitel møder vi her duoen Sazh og Lightning, der er steget på toget med målet om at udføre deres egen skjulte agenda. Lightning vil redde sin søster imens Sazh leder efter sin fortabte søn, og før du kan sige lolcat havner de to ambitiøse helte i en kamp med Cocoons ordensmænd. Det er en actionfyldt start, der hurtigt introducerer de diverse personer vi kommer til at spille med på den 40-timer lange rejse.

Starten på Final Fantasy XIII er, dog trods sin bombastiske natur, stadig en forvirrende en af slagsen. Spilleren skal hurtigt forholde sig til begreber som L'Cie og Falcie, hvilket ikke bliver ordentligt forklaret i første omgang og mange spillere vil hurtigt søge mod spillets Lore-forklaring i spillets menu. Sammenlignet med søsterspillet fra samme univers Final Fantasy Type-0, overkomplicerer Final Fantasy XIII disse begreber. Det er ærgeligt, fordi konceptet i sig selv faktisk er spændende nok og god drivkraft for historien. Kort fortalt er en L'Cie normale mennesker, der bliver pålagt en opgave af de gudelignende Falcie, hvorfor de efterfølgende skal udføre denne opgave indenfor en bestemt tidsramme. Gør de ikke det, vil det have forfærdelige konsekvenser, eller det er ihvertfald min tolkning. Historien har sine gribende momenter og episke øjeblikke, men det er desværre slet ikke på niveau med det som vi forventer af et nummereret Final Fantasy-kapitel.

En vigtig del af Final Fantasy-serien er de figurer som spillerne møder på deres lange og udmattende rejse. Nummer XIII byder på en blandet pose. Den talentfulde Troy Bakers overspillede Snow er møgirriterende og Lightning mangler mere personlighed end de elementer designeren Tetsuya Nomura har lånt fra syverens Cloud - hendes rigtige navn er sågar Claire. Vanille og Hope er endnu værre, hvorfor specielt førstnævnte har en elendig performance fra sin stemmeskuespiller. Fang og, især Sazh, er dog ensemblets lyspunkter, med interessante motivationer og en god dynamik med resten af holdet. Sammenlignet med de karismatiske Balthier, Basch og Ashe fra Final Fantasy XII eller hele holdet i Final Fantasy X kan de slet ikke følge med.

Et af de største kritikpunkter i Final Fantasy XIII må samtidig ligge i spillets meget lineære struktur. Misforstå mig ikke. Jeg elsker linære spil som vi oplever det i Uncharted-serien, God of War-trilogien eller kampagnen i Gears of War. Det er en af de bedste måder, hvorpå udvikleren kan fortælle en gribende historie og det er velkomment i rigtig mange spil. Der hvor Final Fantasy XIII skiller sig ud er, at spillet føles låst i forskellige korridorer. Lightning og co. løber rundt i nærmest klaustrofobiske områder, ofte med mangel på personlighed eller et unikt design. Final Fantasy X var på mange måder også en lang løbetur ligeud, men byerne, menneskene og de spændende karakterer holdte spilleren investeret, hvorfor det aldrig føltes som et problem. Og nu vi snakker om byer skal det nævnes, at Final Fantasy XIII ikke rigtig har nogle ordentlige by-hubs. Javidst har Cocoon selvfølgelig sine metropoler, der desværre aldrig føles som levende steder med butikker eller diverse spændende NPC'er.

Der hvor intruktør Motomu Toriyama og holdet hos Square Enix rammer plet er i spillets gameplay. I takt med sine forgængere er Final Fantasy XIII turbaseret og låner fra specielt XII og X. Progressions-systemet minder en hel del om Sphere Grid-systemet fra rejserne i nummer X med et stort puslespil af færdigheder, hvor spilleren skal låse op for dem med points fra de mange kampe. Her introducerer Final Fantasy XIII de forskellige klasser eller jobs, hvis vi skal bruge klassiske termer fra serien, der kan fokusere på f.eks. helbredende magier som cure eller magikere med speciale i mægtig magi. De kan skiftes i kampens hede og skaber et dynamisk flow. Dine medsammensvorne bliver styret af computeren, hvorfor spilleren skal indstille deres kampstil, ligesom i Final Fantasy XII. Det går hurtigt for sig, men er stadig utrolig taktisk. Uden tvivl et af de bedste kampsystemer i seriens historie.

Final Fantasy XIII har ydermere, en fin lydside. Selvom det ikke er veteranen Nobuo Uematsu fra tidligere spil, leverer Masashi Hamauzu en hæderlig indsats. Det trettede kapitel er også sindssygt flot og kan sågar måle sig med nogle spil på Xbox One og PlayStation 4. De skinnende krystaller, flotte karaktermodeller og effektfyldte færdigheder skaber et flot og farverigt magisk science-fiction univers. Og Final Fantasy XIII er virkelig et science-fiction eventyr. Det er en retning serien stille har bevæget sig imod siden steampunk-elementerne i det sjette udspil. Det er en retning, som klær serien og viser det store kreative samt diverse arsenal af kreativitet udviklerne benytter sig.

Jeg har sagt mange grimme ting om Final Fantasy XIII i tidernes løb. Er de alle sammen fortjent? Efter endnu en tur med Lightning og Co. vil jeg umiddelbart sige nej. Det er et udmærket RPG med for det meste kedelige karakterer og en til tider forvirrende historie. Kampsystemet excellerer og verdenen - trods sin linære struktur - er ofte smuk at observere. Normalt er det ikke meningen at uddele en karakter med mine retro-anmeldelser, men med dette spil vil jeg gøre en undtagelse. Tak for et overraskende positivt gensyn, Final Fantasy XII.