Retro-anmeldelse: Final Fantasy X-2

E3 er overstået og sommertørken har endelig taget over. Vi fik en masse stærke annonceringer og har stadig nogle flotte titler i vente allerede i år med b.la. Star Wars: Battlefront II, Call of Duty: WWII og det længe ventede Assassin's Creed: Origins.

Men imens vi går og venter på det fantastiske efterår vi har i vente, er tiden kommet til at kaste os over endnu en gammel og til dels kontroversiel titel, der aldrig har fået sin velfortjente anerkendelse på spilhimlen, nemlig Final Fantasy X-2.

Mange gamere verden over betragter dette kapitel som starten på Final Fantasy-nedturen, som fulgte efter med Final Fantasy XIII-trilogien, All the Bravest og utallige spin-offs. Inden anmeldelsen begynder vil jeg dog sætte en lille spoiler-advarsel til dem, som ikke har spillet Final Fantasy X.

Final Fantasy X-2 er den første direkte efterfølger siden det første spil udkom som Squaresofts potentielle svanesang tilbage i 1987. Hvert eneste spil har skabt et nyt univers, nye hovedpersoner, nye spændende og episke historier om en gruppe af helte ved verdens ende. Så her sidder jeg tilbage med spørgsmålet: Hvorfor nu? og hvorfor netop Final Fantasy X?

Det første kapitel stoppede med et solidt søm i bordet, hvor alle løse tråde var blevet delvist lukkede og verdenen, Spira blev befriet fra det guddommelige væsen Sin. Final Fantasy X-2 starter to år efter begivenhederne i originalen. Hovedpersonen Yuna er tilbage og er nu en kæmpe stjerne i Spira grundet hendes bedrifter to år tidligere.

Fra første møde med Final Fantasy X-2 står et faktum klokkeklart: Det har ingen intention om at udfordre det første kapitel og har foretaget et 180-grader stilskifte, hvorfor spillet smider den alvorlige tone fra pilgrimsrejsen i nummer et og erstatter det med en lettere og fri følelse. Fokus er ikke længere spiralen af død i Spira, men i stedet en fejring af livet efter 1000 års undertrykkelse.

Og det er netop her, at Final Fantasy X-2 brillierer og netop retfærdiggør sin eksistens. Det handler ikke længere om den episke rejse, og centrum af narrativet fokuserer ligeså meget på at vise den nye side af Spira, som det prøver at skabe en fængende fortælling på niveau med andre Final Fantasy-kapitler.

Den lettere tone kommer især til udtryk i spillets lydside og sine gameplay-mekanikker. Væk er Nobuo Ueumatsus bombastiske melodier og som erstatning får vi Noriko Matsuedas mere poppede og elektroniske version. Fans af det første kapitel og Final Fantasy-serien generelt, vil ved første lyt være på grænsen til total skuffelse over valget, men efter at have spillet i nogle timer giver det bare mening. Savnet er dog seriens ikoniske sejrs-melodi, som desværre er blevet skrottet.

Under spillets kampe har Square Enix skruet 110 procent op for tempoet og du har ikke længere evigheder til at vælge din næste manøvre, da Active Time-mekanikken fra f.eks. Final Fantasy VII og Final Fantasy IX er blevet genindført. Hvis du vælger at udføre en magi skal du vente ekstra lang tid på at kunne bruge spilleren igen og det er muligt at blive forhindret så processen tager længere tid.

Modsat Yuna's første eventyr, indfører fortsættelsen altså et mere dynamisk og taktisk system. Derudover benytter spillet sig også af det klassiske job-system, som har fået navnet dress-spheres, hvorfor dine karakterer også skifter tøj efter hvert skift. Alle karakterer kan vælge imellem de samme jobs, men det var efter min erfaring bedst at have en så divers gruppe som muligt.

I takt med de mere dynamiske kampe bevæger karaktererne sig også taktisk rundt på slagmarken og er ikke opstillet på en række ligesom resten af serien. Bliver Yuna ramt af en fjende rykker hun sig måske længere væk, da hun så kan nå at skyde ham midt i et angreb senere hen. Turbaserede kampe har sjældent været så hektiske og velkoordinerede som i Final Fantasy X-2.

Som det blev nævnt tidligere har kapitel to i Yuna's saga en lettere tone, hvilket også påvirker progressionen. Lige fra starten har man det obligatoriske Final Fantasy-luftskib til rådighed og kan begive sig rundt hvor man har lyst. Som spiller bliver man hurtigt overvældet med et kæmpe væld af sidemissioner og små minigames, der allesammen bidrager til historien, men som ikke er nødvendige for at gennemføre spillet.

Final Fantasy X-2 lader dig selv bestemme hvilken retning historien skal tage. Omend du besøger nogle gamle ruiner eller sælger balloner i storbyen Luca så holder spillet dig beskæftiget. Disse valg kan også lede til forskellige slutninger og påvirke ens forhold til figurer fra det første spil og deres rolle i Final Fantasy X-2.

Hvis du sammenligner Final Fantasy X-2 med sin forgænger og forventer en flot fortælling med masser af twists, uforglemmelige øjeblikke og en dystopisk følelse, vil spillet uden tvivl skuffe dig. Er du derimod ude efter at se Spiras udvikling efter dine bedrifter i det første kapitel og leder efter fantastisk gameplay med mange muligheder for udforskning, så er Final Fantasy X-2 lige i din boldgade. Det er et friskt pust i en gammel serie, og det fortjener en plads blandt de bedste titler på Final Fantasy-stjernehimlen.