Resogun

Jeg er begejstret for finske Housemarque og deres evner til opdatere gamle arkadeklassikere. Faktisk har jeg siden udviklerens start på Amigaen fuldt dem nøjsomt, og så mig derfor nødsaget til at købe en PlayStation 3 ved lanceringen, udelukkende for at spille Super Stardust HD. Det køb blev senere fulgt op af en PlayStation Vita, igen udelukkende for at spille det sublime Super Stardust Delta.

Sony må også være fans af finnerne. I hvert fald har den japanske gigant været hurtige til at sætte den lille udvikler i gang, og resultatet er Resogun, der uden at bygge videre på platformen fra Stardust-serien igen er et spil baseret på de samme principper. Ikke overraskende har jeg endnu en gang købt en PlayStation 4, udelukkende for at spille Resogun.

Hvor udviklerens tidligere arkadeopdateringer var baseret på Ataris klassiske Asteroids, er det denne gang Eugene Jarvis forbilledlige Defender, der er blevet hevet direkte ind i den nye tidsalder. Faktisk er det en sandhed med modifaktioner, for det er i lige så høj grad en dansk spilklassiker der har fungeret som inspiration, og Søren "Sodan" Grønbechs fantastiske Amiga-klassiker Datastorm fra 1989 har tydeligt lånt et par ideer ud til det nye spil.

Udgangspunktet er simpelt og med kontrollen over et af tre små rumskibe, bedes man igen om at plaffe fjender af alle størrelser og former til støv. Rumskibet kontrolleres med det højre analogstick, mens laserkanonerne styres med det venstre stick og det er kun muligt at skyde til højre og venstre. Med skulderknapperne kan man kontrollere sine bomber, overdrive-laser, den fantastiske boost-mulighed og kaste med de opsamlede mennesker, hvilket alt sammen virker simpelt til at starte med.

Banerne er alle foldet om en cylinder, sådan at man hurtigt kommer frem til sit startpunkt igen, hvis man bliver ved med at flyve til den samme side. Både fjender og projektiler bevæger sig altså rundt, og uanset hvor man befinder sig på banen, kan man altid skimte hvad der foregår i den anden del af banen. Det skal man udnytte, hvis man skal på highscore-listen, men mere om det senere.

De føromtalte mennesker, der gerne lader sig kaste rundt, er angiveligt de sidste af slagsen i spillets univers. I hvert fald får man ved starten af hver bane besked på at redde de sidste mennesker, og hvis du ligesom jeg ikke tidligere har noteret at Dualshock 4-controlleren har sin egen højtaler, kan du godt forberede dig på et chok, da annonceringen råbes ud af controlleren.

At befri dem er dog ikke nogen let opgave, da de alle er buret inde fra starten. Spillet annoncerer løbende at Keepers nu er på banen, og skyder man dem inden de flygter, vil de åbne for et af banens fængsler, hvorefter mennesket vil løbe forvirret rundt på banen. Er man hurtig, nok kan mennesket samles op og byttes til en opgradering (samt point) i en af banens to teleporteringsstråler, men skynder man sig ikke, bliver de enten dræbt eller bortført af en fjende, hvilket gør fjenden til en ekstra stærk en af slagsen.

Hvorvidt du vil være underholdt af Resogun afhænger i høj grad af om du kan se det sjove i at konkurrere om førstepladsen på highscore-listerne, og derfor er det heller ikke nogen overraskelse at spillet er fyldt med muligheder og teknikker til at forøge din pointsum. Indsamlingen af de sidste mennesker er kun starten, og ønsker du at gå endnu mere seriøst til værks, skal du mestre boost-funktionen.

Ligesom i Super Stardust HD har du en boost-funktion, der hele tiden oplader sig selv, og ved brug giver dig mulighed for at flygte i høj fart. Langt sjovere er det dog at bruge boost-funktionen offensivt, for mens du booster, er dit rumskib usårligt, hvilket betyder at man kan flyve hovedkulds ind i en bunke fjender for på den måde at destruere dem. Ydermere kvitterer ethvert succesfuldt boost med en energiudladning fra rumskibet, der ødelægger alt i en lille radius omkring det.

Housemarque har nøje tunet gameplayet omkring boost-funktionen, hvilket har resulteret i et afsindigt givende og lokkende system. Normalt kan man ikke booste særlig lang tid af gangen, men fordi en boost-kollision med fjende oplader systemet en smule, vil man kunne booste i langt længere tid hvis man bliver ved med at ramme fjenderne på sin vej. Det virker afsindigt godt og giver konstant små øjeblikke af næsten perfekt arkade-adrenalinchok.

Boost-systemet er også en af de teknikker, der skal bruges til at holde den altafgørende point-multiplier i live. For hver fjende man skyder ned vokser multiplieren, men falder igen tilbage til 1.00 hvis man ikke skyder en fjende i et par sekunder (vælger du en sværere sværhedsgrad, kan du opnå vildere multipliers). Derfor må man ofte benytte sig af boost-funktionen for at nå om på den anden side af banen og få ram på den sidste fjende, der igen sætter det hele i gang.

Det bør ikke komme som en overraskelse for nogen, at Housemarque igen har præsteret et mesterværk på det tekniske plan. Rødderne i den gamle Amiga-demoscene dikterer tydeligvis stadigvæk, at tekniske ressourcer ikke er noget man spilder, og derfor ser Resogun aldeles smukt ud. En verden lavet delvist af voxels betyder, at spillet smider om sig med tusindvis af stumper og stykker når en række fjender skydes i smadder, samt at det hele kører silkeblødt over skærmen, uanset hvor meget der sker på det givne tidspunkt. Når man først har set en hel bane eksplodere i hundredtusindvis af stykker, ved man også endegyldigt at man aldrig kommer til at gå tilbage til de ældre konsoller.

Desværre er der stadig et par elementer der gør, at Resogun fra mit perspektiv ikke er et helt ligeså stærkt lanceringsspil som Super Stardust-serien var på hver sine platforme.

Grundet de mange forskellige teknikker der skal bruges for at kæmpe sig op af highscore-listerne, er der en masse at holde styr på, hvilket betyder at Resogun ikke kan påstå at indeholde en ligeså tilgængelig brug af nem-at-lære-svær-at-mestre tilgangen som udviklerens tidligere mesterværker. Problemet bliver kun tydeligere ved at det simpelthen ikke signaleres godt nok, når man eksempelvis er ved at miste muligheden for at redde et menneske, fordi der foregår så meget andet på skærmen, og den slags leder til frustration hvis man er highscore-jæger.

Det havde også klædt spillet hvis man havde kunnet benytte sig af co-op-funktionen på samme skærm, og ikke kun online som det er lige nu. Ganske vist havde splitscreen ikke været optimalt, og havde måske betydet at man måtte skrue lidt ned for de tekniske finesser, men derfor virker det stadig som en lille mangel i et spil af denne type.

Resogun er en stærk arkade-oplevelse, med virkelig flot og decideret next-gen grafik, der samtidigt leverer nok dybde til at highscore-jagten vil kunne forsætte i årevis. Det er dog unægteligt ærgerligt at overskueligheden nogen gange ryger til fordel for grafiske effekter. Ligeledes vil udfordringen ved at holde styr på alle mekanikkerne, hvis man vil have nogen chance for at opnå en rimelig highscore, ganske sikkert virke afskrækkende for nogen. For os andre er den slags dog overkommelige udfordringer, der med tiden glider i baggrunden.

Der er ingen vej uden om at finske Housemarque igen viser, at digitale-downloadspil sagtens kan blande sig med værtskonsollens bedste, og jeg er ikke længere i tvivl om hvorvidt det er det kan betale sig at bruge næsten 4000kr for at nyde et actionbrag til knapt 100kr.