Dansk
Gamereactor
previews
Resistance 3

Resistance 3

Det lakker mod enden for menneskeheden i Resistance 3, men der skal selvfølgelig gøres et sidste desperat forsøg på at redde menneskeheden. Vi har haft en tidlig udgave af spillet i hænderne.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg var mere end bare en smule undervældet, da Sony viste Resistance 3 frem på deres store E3-pressekonference tidligere på sommeren. En meget kort demo med lidt spredt action, der tilmed var klippet enormt meget ned for at passe ind i den korte tid, spillet havde fået tildelt. Det virkede underligt. Som om de ikke helt selv havde tiltro til spillet, eller ikke kunne finde ud af hvordan de skulle præsentere det.

Ergo havde jeg ikke de store forventninger, da jeg satte mig ned med preview-udgaven af Resistance 3. Og i lyset af det, jeg har spillet, virker E3-præsentationen endnu mere bizar, for vi har at gøre med et toptunet actionspil, der fyrer løs på alle cylindrer og som fuldt ud lever op til det gode ry serien har. Der skal gå et eller andet helt, helt galt, hvis det her ikke skal blive et af årets bedste skydespil. Jeg er solgt.

Og det er netop i skyderiet, at Resistance 3 spiller med musklerne. Et par af de mindre heldige designvalg fra forgængeren, såsom at man kun kunne bære to våben, og at ens helbred automatisk regenererede, hvis man gemte sig i lidt tid, er blevet kastet ud af vinduet. I stedet vender både våbenhjul og helbredsmåler tilbage, ligesom mange af de klassiske våben også gør comeback.

Resistance 3
Dette er en annonce:

Hvis man ikke har stiftet bekendtskab med Resistance før, kan man kun glæde sig over den opfindsomhed, der er lagt i de mange skydere, man samler op undervejs. Man starter med en Magnum, hvis eksplosive kugler kan detoneres, efter de har boret sig ind i fjendens krop, og en maskinpistol med det meget passende navn Bullseye, der takket være sin secondary fire-funktion kan skyde om hjørner og ramme mål, man ikke sigter på. Den første udvidelse til dette arsenal er Augeren, et gevær der har røntgensyn i sit kikkertsigte og kan skyde gennem vægge. De bliver tilmed bedre, jo mere du bruger dem.

Det ville næsten være unfair, hvis ikke det var fordi ens fjender var nogle særdeles hårde negle. De klogeste af dem er mobile, udnytter terrænet og forsøger at flankere dig, hvis du gemmer dig i et hjørne bag dækning vil de forsøge at presse dig ud med granater. Jeg får flashbacks til kommandosoldaterne i det første Half-Life, der dengang satte en helt ny standard fjende-AI, og det er skønt atter at se modstandere forsøge at udmanøvrere en på den måde.

Nogle fjender er væsentligt dummere end den menige Chimera, og løber blot frem mod en i nogelunde lige linje, mens andre, som de halvvejs flyvende Long Legs, udviser langt mere intelligens, når de springer fra hustag til hustag og hele tiden angriber fra nye vinkler. I en tid, hvor alt for mange skydespil er tilfredse med bare at placere spilleren i den ene ende af et område, og stille en bunke fjender i den anden, er det forfriskende at se Resistance 3 gå i en helt anden retning.

Resistance 3
Dette er en annonce:

Spillet foregår fire år efter Resistance 2, og der er sket ting og sager på den tid. Op mod 90 procent af jordens befolkning er enten døde eller blevet omdannet til Chimeraer. Vores helt, Joseph Capelli, har mere eller mindre opgivet kampen, og lever i skjul sammen med sin familie og en gruppe andre overlevende i ruinerne af byen Haven i Oklahoma, bogstaveligt talt under jorden.

Han lever et nogenlunde fredeligt liv, indtil den russiske videnskabsmand Malikov ankommer til byen, efter at have ledt efter Capelli i månedsvis. Han har nemlig opdaget, at Chimeraerne har åbnet et ormehul over New York, der ganske langsomt er ved at opsluge Jorden. Skal menneskeheden have en chance for at overleve, skal det lukkes, og Malikov mener at Capelli er den eneste, der kan få det gjort.

Umiddelbart er Capelli ikke meget for det, men da det viser sig at Chimeraene er lige i hælene på Malikov, at de rykker fremad med enorme terraformere, og at Haven er tabt uanset hvad, lader han sig overtale. Så mens kone, barn (der har pådraget sig en eller anden mystisk sygdom) og resten af Haven flygter anden vej, sætter Capelli og Malikov kursen mod New York, en rejse på over 1000 miles til lands og til vands gennem resterne af USA.

Resistance 3

Og det er alt, hvad jeg må fortælle lige nu. Rejsen på tværs af USA lægger lidt op til actionspillenes svar på en roadmovie, og selvom den ide lyder sjov, har jeg ingen anelse om hvorvidt det fulde spil faktisk bliver sådan. Der er jo ikke så mange mennesker tilbage i Resistances univers.

Det er næppe nogen overraskelse, at Resistance 3 ser stærkt ud, når man tager i betragtning at der allerede er to fulde forgængere og en solid afstikker til PSP ude på hylderne. Er du i forvejen fan af serien kan du derfor roligt glæde dig. Har du derimod ikke stiftet nærmere bekendtskab med menneskehedens undergang og de ækle Chimeraer endnu, bør du holde et vågent øje med spillet, for som sagt ligner det en oplagt kandidat til årets bedste skydespil.

Ja, de første dele af spillet følger en ret rigid cutscene-aktionsekvens-cutscene-struktur, men vi skulle ikke meget mere end en time ind, før balancen mellem at være passiv tilskuer og aktiv spiller tippede gevaldigt i sidstnævntes fordel. Resistance 3 virker mere end bare lovende, og ser ud til at endnu engang at understrege, at Sony har nogle af de bedste eksklusiv-titler blandt HD-konsollerne. Jeg kan ikke vente med at få fingrene i det færdige spil.

HQ
Resistance 3Resistance 3Resistance 3

Relaterede tekster

Resistance 3Score

Resistance 3

ANMELDELSE. Skrevet af Rasmus Lund-Hansen

Det lakker mod enden for menneskeheden. Chimeraernes sejr virker uundgåelig, og op mod 90 procent af jordens befolkning er enten død eller muteret.



Indlæser mere indhold